’Jack Ryan – Ghost War’: En våd klud, der waterboarder al seriens charme
FILM. Et af mine yndlings-memes er This meeting could have been an e-mail, og efter at have set Amazons seneste skud på Jack Ryan-stammen har jeg mest af alt lyst til at sige: This movie could have been a season.
Lad os spole lidt tilbage i tiden. I 2018 så vi for første gang John Krasinski – der havde byttet kontorarbejdet i Scranton ud med seriøs push/pull-dedikation i sit lokale fitnesscenter – i rollen som analytikeragenten Jack Ryan.
Serien blev et hit på Prime Video, og i løbet af de næste fem-seks år kom der yderligere tre vellykkede sæsoner. En af dem formåede endda at forudse (eller inspirere!?) Trumps interesse i Venezuela. Jeg og mange andre fulgte fornøjet med, når Krasinski gang på gang reddede dagen, landet eller verden fra den sikre undergang. Og så sluttede serien, mens vi alle sammen stadig var glade og tilfredse.
Nu lander så den her film, som ingen af os har bedt om. Så vidt jeg ved. Historisk set er det ofte endt galt, når en succesfuld serie forsøger at versionere sig selv til film. X-Files, Entourage, Downton Abbey, Sex and the City.
’Jack Ryan: Ghost War’ er ikke mønsterbryderen. Og dens største forbrydelse kan koges ned til noget så simpelt som dette: Den er kriminelt generisk. Plottet og spændingskurven er copypastet fra samtlige spionthriller-B-film gennem tiden, og der er ikke skyggen af opfindsomhed eller nytænkning.
Jack Ryan bliver, mod sin vilje, kaldt tilbage i felten for at møde en nervøs fyr i Dubai, der gemmer på en dødbringende hemmelighed, og det går selvfølgelig straks galt, og snart viser det sig, at vores yndlingsanalytiker er på sporet af en hemmelig gruppe elitesoldater, der har satset stort på mantraet ’målet helliger midlet’.
For at stoppe dem må han slå pjalterne sammen med sit britiske modstykke, spillet ret uanseeligt af Sienna Miller, og pendulere rundt mellem New York, Dubai, London og Dubai igen i et kapløb mod tiden.
Du kan godt høre det, ik’? Der er ikke en eneste original tanke i ovenstående.
Det charmerende ved tv-serien var ellers, udover Krasinskis indbyggede karisma, at plottet altid var dejligt indviklet, med en masse krumspring og overraskelser og twists undervejs. ’Ghost War’ er banal og gennemskuelig, som om manuskriptforfatterne har barberet al polstringen af, så vi kan se direkte ind til et klassisk Jack Ryan-skelet. Men nu er der ikke noget bling til at distrahere os længere.
Til gengæld har serien brugt Bezos’ mange millioner på at løfte produktionsværdien et nøk. Der er nogle ret underholdende jagtsekvenser gennem ovennævnte storbyer (om end den i New York er øjerullende påduttet og mest af alt føles, som om en eller anden instruktørassistent fandt et par ekstra millioner på kistebunden, som skulle brændes af).
Og, hvis man skal være lidt flink, så har filmen også en grundpræmis, der lægger op til en interessant (om end, igen, næppe original) diskussion om, hvorvidt man kan vende det blinde øje til, når ondskab bekæmpes med tilsvarende ondskab. Jack Ryans moralske kompas når lige akkurat at blive udfordret … men så heller ikke meget mere end det.
Filmens spilletid og rammestruktur stikker en kæmpe kæp i hjulet på plotelementer og karakterudvikling, der i teorien kunne have haft potentiale, men i praksis bare er en våd, lunken klud, der waterboarder alt det, der gjorde serien så seværdig.
Kort sagt:
’Jack Ryan: Ghost War’ barberer al charmen og kompleksiteten fra serien af og efterlader os med en dyr og forglemmelig b-film.