PORTRÆT. I lang tid så det ud som om, Machine Gun Kellys karriere nok ville peake med en halvkikset beef med det oprindelige idol og den senere ærkefjende, Eminem. Indtil for nylig var ‘Rap Devil’ – en solid diss-sang, der samtidig lød meget som personen, han angreb – MGK’s største hit.
Men ingen af de involverede fremstod egentlig specielt seje i den der battle. En gammel, afdanket legende i beef med en rapper, de fleste ikke for alvor tog alvorligt? Det var ikke ligefrem Nas mod Jay-Z. Men det var da nok til at at skabe et par overskrifter.
Det var måske det, det i virkeligheden handlede om. Eminem ville gerne promovere albummet ’Kamikaze’. Machine Gun Kelly ville gerne sætte gang i sin stagnerende rapkarriere.
For i anden halvdel af 2010’erne kunne man godt mistænke, at rapperen fra Cleveland havde peaket. Colson Baker, som han hedder, havde en del medvind i tiden omkring starten af årtiet, da han blev signet hos Puff Daddy, der nok troede, han havde fundet en ny Eminem.
Men det blev aldrig til den helt store succes. Selvom der i USA altid vil være et taknemmeligt marked for hvide rappere med de tekniske evner i orden (hej, Jack Harlow!), lignede MGK ikke en stjerne, der – som Puff Daddy har spået hos New York Times – en dag ville vinde en EGOT. Altså både en Emmy-, Grammy-, Oscar- og Tony-pris.
Sådan en situation, hvor det ligner, at bussen ligesom er kørt, kommer de færreste ud af. Og derfor er det egentlig pænt imponerende, at Colson Baker nu er blevet større end nogensinde. Den stagnerede rapper er blevet genfødt – som rockstjerne.
Først på en række ekstremt populære lockdown-videoer med covers, hvor MGK blandt andet sang Paramore-klassikeren ’Misery Business’ med Blink-182-medlemmet Travis Barker (mere om ham senere!) på trommer. Så på det storhittende 2020-album ’Tickets To My Downfall’, og nu på efterfølgeren ’Mainstream Sellout’, der udkom i fredags.
Fra stagneret rapper til storhittende poppunk-prins
På en måde har Machine Gun Kelly faktisk formet sin karriere en smule efter Lil Wayne. MGK lød meget inspireret af New Orleans-rapperen på metafor-tunge tracks som ’Alpha Omega’ fra 2015, og Wayne prøvede jo også i sin tid det helt store stilskifte med det high school-punkede ’Rebirth’-album i 2010.
Men hvor forbilledets rockkarriere fejlede på spektakulær vis (og det siger jeg som gigantisk Wayne-fan!), er Machine Gun Kellys forvandling til 00’er-punker faktisk det bedste, der nogensinde er sket for ham. Både kommercielt og kunstnerisk.
Kelly skriver tekster, som om der står tre udråbstegn efter hver linje. Som rapper fik det ham stedvis til at virke som en poser, der ville fremstå hårdere, end han var. Men som poppunk-sanger fungerer det overraskende godt. Hvis man skal rime hjerte på smerte, er man nemlig nødt til at sælge teksten med ren og skær passion. Det kan Machine Gun Kelly.
Det gælder også på det nye album ’Mainstream Sellout’. Udgivelsen svinger mellem det fjollede og hyperdramatiske: Der er både en sang om ‘Make Up Sex’, én om at skolen stinker (‘WW4’), og et nummer om en femme fatale, der driver ham til selvmordets rand (‘5150’).
Det ene nummer kan sagtens handle om selvmordstanker, mens det næste har tekster som »screaming when we fuck, screaming when we fight, yeah!«.
Den her type musik handler ikke om at fremstille de mest nuancerede følelser, men de mest ekstreme. Det er kærlighed og had, liv og død, alt eller intet.
Det er ikke det mest følelsesmæssigt modne tekstunivers, men Machine Gun Kelly sælger de her high school-klichéer med ren og skær dedikation. Han tror på sangene så meget, at det smitter .
Okay, stedvis er det lidt akavet, at en 31-årig mand skråler teenagetekster uden det mindste glimt i øjet. Visse tekster lyder desuden, som var de skrevet af en emo-algoritme. Som for eksempel de dovne ’Drug Dealer’ og ’Emo Girl’ med henholdsvis Lil Wayne og Willow, der handler om to skitse-agtige kvindelige arketyper, nemlig sangtitlernes »drug dealer girl« (som er slem) og »emo girl« (som er pæn, selvom hun ser »halvt død« ud).
Dele af albummet lyder mere som en parodi på poppunk end som en homage. Men overraskende meget af det fungerer faktisk. Sangene har derudover ramt noget i tiden, for Colson Bakers forvandling til rockstjerne finder sted samtidig med, at en større poppunk-revival er i gang.
00’erne er tilbage
Sidste år hittede både Olivia Rodrigo, Willow og Billie Eilish stort med sange, der genoplivede poppunken, og tidligere i år er selv en af scenens oprindelige store stjerner, Avril Lavigne, vendt tilbage til at skråle om Skater Bois på albummet ’Love Sux’.
En af de største drivkræfter bag den her revival er Blink-182-trommeslageren Travis Barker. Han har signet Avril Lavigne til sit pladeselskab, produceret for Willow og står også bag mange af Machine Gun Kellys sange.
Derudover er det svært ikke at se en form for større indflydelse fra Travis Barker i poppunkens nye frontfigur, Machine Gun Kelly.
Rapperen er nemlig også gået all-in på poppunkens visuelle markører med den totale dedikation og indlevelse, der er hans kendetegn. Vi snakker piercinger, kæder, øreringe, lyserødt hår, neglelak, emo-skulende ansigtsudtryk, djævlehåndtegn og en garderobe, der ligner, han har røvet en statist fra en Blink-182-video.
Den her poppunkificering har ikke kun ført Travis Barker og Machine Gun Kelly til toppen af hitlisterne. De to musikere er også, uventet nok, blevet en del af to af tidens mest omtalte kendispar.
Mens Travis Barker dater Kourtney Kardashian, er Machine Gun Kelly forlovet med skuespilleren Megan Fox – kvinden han efter eget udsagn havde hængende som plakat på sit ungdomsværelse.
Deres rigelig intense gensidige kærlighedserklæringer (de drak ifølge Fox hinandens blod under forlovelsen) er nemme at grine ad. Men de ligger også meget godt i forlængelse af Machine Gun Kellys tekster, der jo også svælger i de mest voldsomme følelser. De er det perfekte poppunk-par.
Det kan måske virke trivielt at nævne de her kendisforhold, men det føles centralt for den større fortælling, at musikerne i poppunk-opblomstringen indgår i de måske mest omtalte celebrity-par i USA. De er allerøverst i kendis-kransekagen nu.
Hvilket man også kan se ved, at en anden af Machine Gun Kellys venner, Pete Davidson, nu dater Kim Kardashian. Davidsons totaltatoverede krop og noget high school-agtige stoner-stil får ham jo også til at ligne en statist fra en Blink-182-video.
Det siger altså en del om, hvad der er eftertragtet i underholdningsbranchen lige nu, når tre af de mest omtalte mænd ligner et 00’er-rockband. Det viser, at der er sket et ryk i kulturen mod poppunk-æstetikken. Et ryk, som ingen inkarnerer mere end Machine Gun Kelly.
Der er i hvert fald ikke mange, der længere omtaler den tidligere rapper som »ham der havde en kortvarig, kikset beef med Eminem«. Han er poppunkens nye ansigt, der dukker op til awardshows med Megan Fox ved sin side – og starter slåskampe med MMA-stjerner.
Det lyder utroligt, men det er sandt: Machine Gun Kelly er blevet en rockstjerne i en tid, hvor rockmusik egentlig ikke producerer stjerner længere.