Avril Lavignes indflydelse stikker langt dybere, end du tror

Canadieren er et forbillede for både popstjerner, rappere og indiemusikere. Nu har Avril Lavigne udgivet albummet 'Love Sux', hvor hun vender tilbage til sine poppunk-rødder.
Avril Lavignes indflydelse stikker langt dybere, end du tror
Avril Lavigne. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Da jeg skulle researche til denne artikel, fandt jeg en del artikler, der omhandler Avril Lavignes indflydelse på nye Gen Z-stjerner som Olivia Rodrigo og Billie Eilish. Hvilket jo giver god mening.

Rodrigo og Eilish har begge ladet sig inspirere af den poppunk, der var forløberens kendetegn, og begge iscenesætter sig mere som en oprørsk rebel i Lavigne-traditionen end som den klassiske highschool prom queen-popstjerne.

Avril Lavigne har oven i købet blåstemplet Rodrigo-generationen og hyldet den for at »få guitarmusik tilbage på hitlisterne«. Nu har Lavigne selv udgivet albummet ’Love Sux’, et nærmest nostalgisk (og virkelig vellavet) genbesøg med den poppunk, hun for 20 år siden populariserede for et bredere – og i højere grad kvindeligt – publikum.

Så ja, den indflydelse giver mening. Det overraskende var mere, at jeg også fandt artikler hos medier som Vulture, Nylon og Billboard, der kortlægger den canadiske poppunk-stjernes indflydelse på nogle af nutidens største nye stjerner inden for hiphop og indie.

»Sådan blev Avril Lavigne en usandsynlig inspiration for indierockens nye bølge«, lød én af dem; en anden undersøgte »Avril Lavignes mærkværdige, vedvarende indflydelse på hiphop«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lige akkurat den virkningshistorie havde mange nok ikke lige set komme.

For én ting er, at Avril Lavigne viste kvindelige mainstreamsangere, at der findes forskellige måder at fortolke rollen som popstjerne på. Men noget helt andet er, at hun er blevet et forbillede for indieartister som Soccer Mommy og Snail Mail samt rapstjerner som Rico Nasty.

Hvordan hænger det lige sammen? Her giver det måske mening at indkredse lige præcis hvad, Avril Lavigne egentlig stod for.

Antipoppet popstjerne

Omkring årtusindeskiftet var der en indædt krig mellem fans af Britney Spears, Christina Aguilera, Backstreet Boys, *NSYNC og alverdens andre popstjerner på den ene side, og poppunk-bands som Sum 41, Blink-182 og Good Charlotte på den anden. Sidstnævnte bands iscenesatte sig som den frygtløse rebel overfor poppens konforme duks.

Men hvad nu, hvis man kunne være begge dele? Både popstjerne og rebel? En poppunk-stjerne, som lavede sange, der trak på poppens melodier og kærlighedsdramaer, men iklædte dem poppunkens outsider-outfit?

Avril Lavigne var svaret på det spørgsmål. Hendes lyd var guitarbaseret og støjende i stedet for poleret og hyperproduceret. Hun sang om at smadre storcenteret i stedet for at shoppe i det. Og hun hyldede skaterdrenge og punkpiger i stedet for prom kings og prom queens.

Samtidig med at hun stadig havde stadionstore hooks, gennemproducerede musikvideoer og et kæmpe pladeselskab i ryggen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I sin samtid blev Lavigne derfor anklaget for at være et produkt af musikindustrien. Og ja, selvfølgelig var hun det – i hvert fald i kraft af, at hun jo udkom på et stort musikselskab. Men hun var også mere end det.

For det første har Avril Lavigne altid hævdet, at hun lavede lige præcis den musik, hun selv ville. Allerede i en Rolling Stone-forsidehistorie fra 2003 (hvor hun i øvrigt blev kaldt »Britney-dræberen«!) cementerede hun, at hun selvfølgelig skrev sine tekster selv, og at pladeselskabet havde haft lyst til at droppe hende på grund af den rockede lyd.

Med andre ord: Lyden var, som den var, på trods af pladeselskabet – ikke på grund af det.

Selv hvis man insisterer på udelukkende at se Avril Lavigne som et produkt af en eller anden exceptionelt velgennemtænkt marketingplan, kan hendes indflydelse stadig ikke afskrives.

For én ting er, at hun præsenterede et alternativ til tidens ideal for kvindelige popstjerner. Lige så vigtigt er nok hendes indtog på den mandsdominerede poppunk-scene, der havde et overlap med den til tider decideret misogyne nu metal-kultur, der blandt andet mundede ud i overgrebene på den katastrofale Woodstock ’99-festival.

Der var i dén grad brug for en kvindelig stemme som modvægt til ‘Jackass’-maskuliniteten i den tids rockmiljø, der kunne vise, at det altså ikke kun var unge mænd med strithår, der måtte hive guitaren frem.

Den insisteren på, at alle gerne må deltage, er måske også årsagen til, at hun har inspireret to grupper, der historisk set ofte har mødt fordomme i musikbranchen: Rappere og kvindelige rockmusikere.

Outsider-idol

Avril Lavigne var, med indie-musikeren Snail Mails ord til Billboard, »den ultimative alternative chick«, der åbnede den kommende generation op for både en alternativ musikscene og et andet generelt ideal, end de ellers mødte. »Jeg ville så gerne være hende«, udtaler Snail Mail også i det interview.

Det er nok primært den her åbenhed mod guitarmusik og outsider-attitude, som for eksempel Snail Mail og Soccer Mommy lod sig inspirere af som unge. Avril Lavigne udfordrede de herskende high school-hierarkier og samtidig også samtidens misogyne indstilling til kvindelige rockmusikere.

Det er den symbolske Avril Lavigne, indie-artisterne er præget af – for rent musikalsk opererer de ikke ligefrem inden for den tradition af poppunk, Avril Lavigne kommer fra.

Det gør mange af de rappere, der har ladet sig inspirere af Avril Lavigne, til gengæld.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rappere som Princess Nokia, Rico Nasty og mange andre har nemlig taget poppunk-æstetikken til sig – både i musikken og rent visuelt. Rico Nasty har endda opkaldt sit alter ego Trap Lavigne efter forbilledet og udtalt til Nylon, at Lavigne gav hende »lyst til at være mig selv«.

For mange af kunstnerne fra hiphopkulturen har Avril Lavigne også været et naturligt fikspunkt, der åbnede en ny verden op.

Hiphopartisten Noname fra Chicago, der også er blevet interviewet af Nylon til samme artikel, beskriver, at hun en periode »kun hørte Avril Lavigne«, mens rapperen Fat Tony samme sted forklarer inspirationen sådan her: »Hvis du var i hiphopmiljøet eller i the hood og gerne ville fucke med skateboarding eller punk, var Avril Lavigne en vej ind«.

Netop udvikling mod en mere poppunk-inspireret æstetik har ramt hiphopscenen som helhed de seneste år gennem rappere som Lil Peep, XXXTentacion, Lil Uzi Vert og Machine Gun Kelly.

Tilbage til poppunk-rødderne

Avril Lavignes indflydelse strækker sig altså helt hen til den unge hiphop og til indiesfæren, og især mange kvindelige kunstnere nævner hende som forbillede.

Men den allermest tydelige forbindelse går trods alt til den nye generation af popstjerner som Olivia Rodrigo, Billie Eilish – og også Willow Smith, der sidste år havde et hit med den Lavigne-klingende ’Meet Me At Our Spot’ samt lavede en sang med forbilledet (‘Grow’). Det er gennem de artister, det Lavignske popstjerneideal for alvor lever videre i mainstreamen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg hepper på piger som Bilie, Willow og Olivia, og jeg elsker at vide, at de har en lys fremtid«, har Avril Lavigne selv sagt i et nyligt interview hos Los Angeles Times. Men noget tyder på, at hun ikke bare hepper på den nye generation, men måske også bliver inspireret af den.

I fredags udgav Avril Lavigne albummet ’Love Sux’, der udkommer på Blink-182-trommeslageren Travis Barkers pladeselskab. Det er hendes mest poppunkede album i karrieren.

Det er faktisk noget af en kovending for canadieren, der de seneste mange år blandt andet har forsøgt sig med kristne frelse-ballader samt sange med eksmanden Chad Kroeger fra Nickelback og en i dag decideret kvalme-fremkaldende duet med Marilyn Manson ved navn ‘Bad Girl’. For slet ikke at tale om EDM-katastrofen ‘Hello Kitty’, der burde komme frem som det første, hvis man googler ‘cultural appropriation’.

Men fortid er fortid. Eller, det er det så måske ikke helt alligevel. For nu er Avril Lavigne så tilbage ved starten med et album, der faktisk går længere over i rendyrket poppunk end de første udgivelser fra 00’erne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv nu, to årtier efter gennembruddet, har hun stadig en decideret teenager-agtig energi i stemmen, der er svær ikke at blive revet med af. Hør bare, hvordan singlen ‘Bite Me’ starter med et »eh-oh«, der kun kunne være skreget/sunget sådan af Avril Lavigne.

’Love Sux’ byder desuden bygger bro fra storhedstiden fra for 20 år siden til nutidens poppunk-bølge.

Albummet byder således på et nostalgisk samarbejde med Blink-182-frontmanden Mark Hoppus og en ’Sk8er Boi’-homage i form af ’Bois Lie’. Men der er også sange med nyere navne som Machine Gun Kelly og Blackbear samt høje tempi og stemmeforvrængninger, der minder om Olivia Rodrigos ’Sour’-album.

Ønsket om at »rock the fuck out«, som Lavigne ytrede helt tilbage i 2003-interviewet, må dermed siges at være gået i opfyldelse. Både for hende selv, men også for dem, der kom efter hende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af