KOMMENTAR. I 90’erne var der en tendens til at forklare forfærdelige begivenheder med, at dem, der udførte dem, handlede under negativ påvirkning fra musik, film eller computerspil.
Marilyn Manson fik eksempelvis tilskrevet en del af skylden for skoleskyderiet i Columbine – blandt andet på grund af usande påstande om, at gerningsmændene var fans og havde t-shirts med bandets logo på under massakren.
Især de hårdere rockgenrer og hiphoppen fik lidt af hvert skudt i skoene. Slayer blev anklaget for at have været katalysator for et mord i 1995, og der var nærmest ikke grænser for, hvor korrumperende man troede, rapmusik kunne være.
Nu er det selvfølgelig menneskeligt at forsøge at finde de dybere årsager til, at tragedier sker. Men det var som om, at der i 90’erne var en usædvanlig udpræget tendens til at stikke sorteper til indflydelser som musik.
Så da festivalen Woodstock ’99 – som man ser det i den nye HBO-dokumentar ‘Woodstock 99: Peace, Love, and Rage’ – endte i et kaos af ild og vold, hvor mennesker døde, festivalpladsen blev raseret og hvor en række kvinder blev udsat for overgreb og voldtægt – var det nærmest en refleksreaktion at give musikerne skylden.
Det var jo især nu-metal, en fusion af de dengang udskældte genrer rap og metal, der prægede lineuppet. I det her tilfælde var der endda en perfekt syndebuk tilstede på festivalen.
Nemlig Fred Durst og hans band Limp Bizkit.
En »fuldstændig sindssyg idiot«
Limp Bizkit spillede på Woodstock jo decideret en sang ved navn ’Break Stuff’, samtidig med at publikum rent faktisk smadrede ting. Andre af deres sange har et nedladende kvindesyn, der måske spejlede overgrebene på festivalen. Hør bare storhittet ’Nookie’ eller ‘Stuck’, hvor kvinder er ludere, der kun dur til én ting.
Mange af de tøjlesløse festivalgæster lignede desuden miniversioner af Fred Durst. Det var noget med unge, hvide, vrede mænd med bar overkrop, bagvendt kasket og en aggressiv, brovtende attitude.
Hypotesen om, at Limp Bizkit derfor var katalysator for katastrofen, bliver igen fremstillet af festivalens arrangør, John Scher, i HBO-dokumentaren ’Woodstock 99: Peace, Love, and Rage’.
Her får han – som han i øvrigt har gjort mange gange i årenes løb – lagt størstedelen af skylden for de forfærdelige begivenheder over på Fred Dursts skuldre. Han kalder ham en »idiot, der var fuldstændig sindssyg«.
Den fortælling har i årevis fulgt Limp Bizkit. At det var dem, der forårsagede Woodstock-festivalens kollaps. At de var skyld i, at det hele smeltede sammen, og at publikum omdannede festivalen til et sted, hvor samfundets regler ikke havde noget at skulle have sagt.
Scher får derudover også sagt, at MTV var medskyldige, fordi de havde kørt en destruktiv stemning op i deres dækning op til festivalen. Og at de kvinder, der blev udsat for overgreb, selv var ude om det, fordi de gik topløse rundt.
Det er en ret utrolig serie af tåbelige påstande, festivalarrangøren John Scher fyrer af. Men hans hovedskurk er helt klart Fred Durst. Det er på grund af ham, det går galt, forstår man.
Det er altså en massiv ansvarsfralæggelse.
Durst i gabestokken
Én ting, der hurtigt bliver tydelig, når man ser dokumentaren, eller bare sætter sig en smule ind i forløbet omkring begivenheden, er at Limp Bizkit allerhøjst er en mikroskopisk faktor i Woodstock-katastrofen.
Lad os starte med det helt grundlæggende: Det var ikke engang om lørdagen, hvor Bizkit spillede på hovedscenen sammen med Metallica og Rage Against the Machine, at optøjerne eskalerede. Det var først dagen efter.
Og bare fordi man har lavet en sang, der hedder ’Break Stuff’, som jo handler om at få sine negative følelser ud, er man ikke ansvarlig, når folk rent tager sangen bogstaveligt og smadrer ting.
Hvis det var sådan, verden hang sammen, skulle man i øvrigt hellere anklage Red Hot Chili Peppers, der spillede en coverversion af Jimi Hendrix’ ’Fire’ dagen efter under de reelle optøjer – imens festivalgængerne rent faktisk begyndte at sætte ild til ting!
Når man ser Limp Bizkit-koncerten – den ligger på Youtube – virker den heller ikke som den djævelske, oprørsinsinuerende optræden, den bliver omtalt som.
En umulig situation
Koncerten viser mest af alt bare et nu-metal-band, der vil skabe en vild fest. Fred Durst fremstår måske ikke som manden med verdens bedste dømmekraft, når han vader ud i publikum og surfer på brædder, der er revet af lydtårnet.
Men han opfordrer også til at beholde den gode stemning og samle folk op, der vælter.
Det er også åbenlyst i dokumentaren, at stemningen på pladsen var hidsig og kogende uafhængigt af kunstnerne på scenen.
Wyclef Jean får for eksempel fyret massevis af plastikkrus efter sig, da han spiller nationalsangen på sin guitar med reference til Hendrix’ optræden til den oprindelige Woodstock i 1969.
Presenteren Rosie Perez bliver druknet i tilråb om at vise sine bryster, og Jewel, en af bare tre kvinder på programmet, spiller foran et publikum, der nærmest demonstrativt ignorerer hende.
Der er også et tidspunkt, hvor frontmanden fra The Offspring, der ellers ikke just giver indtryk af at være dydens vogter, rent faktisk beder publikum om ikke at antaste de kvinder, der crowdsurfer.
Mange af de her musikere virker ret perplekse over den stemning, de bliver konfronteret med. De bliver sat i en umulig situation, for der er tydeligvis skabt en form for dystopisk energi på pladsen, der er opstået uafhængigt af musikken.
Og her er det måske værd at løfte blikket fra scenen og rette det ud mod festivalpladsen.
Jeg tror aldrig, jeg har set en så ækel og apokalyptisk festivalplads før, som den der bliver præsenteret i HBO-dokumentaren. Woodstock ’99 ligner en scene fra ‘Mad Max’, hvis den film foregik inde i en overophedet skraldecontainer fyldt med plastik og afføring.
Apokalypse på en losseplads
HBO-dokumentaren viser en festival, der er løbet af sporet. Det er ren ragnarok.
Der flyder lort overalt. Folk tager bad i drikkevandsbeholderne. Nogle mennesker har vist mistet forbindelsen til virkeligheden og står bare formålsløst og trommer på skraldespande time efter time.
Ingen har noget vand, og der er op imod 40 grader varmt. Der er urin overalt. Der er ingen sikkerhedsvagter og ingen organisation.
Visse festivalgæster ruller sig ind i den afføring, der flyder ud fra de overfyldte toiletter, og en eller anden kigger ind i kameraet og siger, at det minder om ’Fluernes herre’.
Altså bogen, der skildrer, hvor hurtigt civilisationens fernis forsvinder, når man løftes ud af samfundets sædvanlige kontekst. Det kan man vist rolig sige. Selv om jeg ikke tror, karaktererne fra ‘Fluernes herre’ bader i hinandens lort.
Det hele er rent ud sagt uhyggeligt at se på og ligner mest af alt et eller andet socialt eksperiment, hvor man vil se, hvordan mennesker reagerer under ekstreme omstændigheder.
Svaret er deprimerende: De degenerer. Plyndrer, brænder og smadrer. Ruller sig i lort og forgriber sig på hinanden.
Dokumentaren påpeger, hvordan en særlig form for hvid, misogyn, mandlig vrede – der stadig i høj grad eksisterer – fik frit udløb under Woodstock. Og det ligner da også, at noget uhyggeligt begynde at ulme her.
Men samtidig er det svært ikke at tvivle på, at det hele var gået så galt, hvis menneskerne på festivalen havde fået deres mest basale behov opfyldt. Og det føles reduktivt at give musikken skylden, bare fordi den artikulerede en form for angst og vrede, der lå i tiden.
Som det også siges i dokumentaren, så var Limp Bizkit jo bare Limp Bizkit. De opførte sig ikke anderledes, end de havde gjort til et utal af koncerter før. Hvis Woodstock og John Scher mente, at den slags musik var direkte skyld i optøjer, hvorfor blev den så booket til at starte med? Han må da kunne se, at der var noget andet på spil?
Der har desuden også været massevis af vellykkede koncerter med nu-metal-bands både før og siden. Det behøver man vel næsten ikke pointere. Limp Bizkit har netop spillet den store Lollapalooza-festival i USA, og så vidt jeg ved, førte det ikke til ophævelsen af den sociale orden, da de spillede ’Break Stuff’.
Det gjorde det for så vidt heller ikke til Woodstock ’99. Det lokale minisamfund, som festivalen repræsenterede, var allerede på vej tilbage til primalstadiet, længe før Fred Durst trådte op på scenen.
Det havde festivalarrangørerne sørget for med deres totale mangel på planlægning, sikkerhed, sundhedsforhold og forplejning. Festivalgængernes mest basale behov blev ikke opfyldt. Og så gik de amok.
Da arrangørernes uigennemtænkte festivalplan faldt til jorden, gjorde de så alt for at finde en syndebuk. Og ta-da, der stod Fred Durst belejligt nok og råbte »break stuff«.
Perfekt, må festivalarrangørerne have tænkt: Lad ham tage skraldet!
Eller, som Fred Durst har udtalt efterfølgende: »De fandt en god måde at spinne det på«.
‘Woodstock 99: Peace, Love, and Rage’ kan ses på HBO Nordic.