Jack Harlow er alt det, der er galt med hiphop lige nu

Hvad har vi gjort for at fortjene ham her?
Jack Harlow er alt det, der er galt med hiphop lige nu
Jack Harlow. (Foto: Urban Wyatt)

Jeg hader ikke rappere, der er hvide, men jeg hader hvide rappere. Den sætning lyder måske som nonsens, men lad mig forklare.

Førstnævnte er hiphopkunstnere, der kommer fra en særlig scene og dyrker en kultur, de forstår, men som tilfældigvis er hvide.

Folk som Paul Wall i Houston, der er vokset op med chopped’n’-screwed-musik, og som laver grillz, når han ikke lige indspiller sange. Eller Action Bronson i New York, der dyrker en typisk østkyst-rap med masser af geniale punchlines. Eller tag for den sags skyld Eminem, der har studeret hiphop som få andre og gav en autentisk stemme til Detroits trailerpark-underklasse.

Der er selvfølgelig massevis af andre eksempler, og denne artikels pointe er på ingen måde at sige, at hvide mennesker er dårlige rappere, eller at de af en eller anden grund ikke skulle have lov til at lave rapsange.

Men de seneste år har der været en slags bevægelse, hvor hvide rappere har skabt en form for kaloriefattig variant af hiphop, der lyder som om, den er opstået helt afskåret fra omverdenen.

Som den kristne NF, der rapper om Gud med genbrugte Eminem-flows. Eller G-Eazy, der ligner Elvis og laver autotunet poprap. Eller Macklemore, der mest af alt laver sange om, at han har dårlig samvittighed (over at være hvid, over sin materialisme, osv.).

Eller Kid Laroi, en australsk rapper, der har taget Juice WRLD’s emorap, drænet alt det farlige og skabt et kommercielt produkt af de sørgelige rester.

De her kunstnere kommer ikke fra nogen dybere hiphopscene, men eksisterer parallelt med resten af rapmusikken. Og de er sindssygt populære, fordi det nu engang er sådan, at hvide rappere har et potentielt gigantisk og købestærkt publikum.

Det seneste produkt af dén udvikling er dette års store hvide hiphopsucceshistorie: Jack Harlow. Og han inkarnerer alt det værste ved den her specifikke rappertype.

For Harlow er en karikatur på den arketypiske frat boy: Rapperen fra Kentucky har nogenlunde samme udstråling som Lil Dicky i serien ’Dave’ – bare uden dennes selvironi. Harlows flows lyder som om, Big Sean er hans favoritmusiker, men hans vokal er om muligt endnu mere flad end forbilledets. Alt ved ham skriger rapper-karaoke.

Der er bare ét problem: Jack Harlow har lavet den sindssygt catchy ’What’s Poppin’’. Dén sang har hittet stort, så derfor har Harlow nu fået lov til at udgive et helt album til stor bevågenhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og debutalbummet ’That’s What They All Say’ føles præcis så fladt, som man kunne forvente. Det er ikke engang forfærdeligt, bare gennemført gennemsnitligt. Intet stikker ud. Der er få pinlige punchlines eller flows, der ikke fungerer, men endnu færre, der sætter sig fast.

Selv produktionerne er afdæmpede og tilbageholdende. På sange om fortiden og gennembruddet (som ’21C/Delta’) går Harlow efter at være stemningsfuld som Drake, men seriøst, han er ikke engang en stjerne endnu, og vi skal allerede høre selvglad jeg-klarede-den-rap?

Dén stil kører det meste af albummet i. Jack Harlow lyder nærmest selv som om, han keder sig, når han lirer intetsigende pral af som det her fra ‘Keep It Light’: »They see me out and congratulate me / couple of ’em just graduated / couple of ’em done had a baby / but all of them look at my life and say: ’That’s amazing’«.

Man tager musikken ind, men man føler intet. Der opstår bare en tomhed.

Men faktisk bliver det endnu værre, når Harlow skal vise sig fra sin reflekterende side.

»Please excuse me, these are heavy thoughts«, rapper han nemlig fandeme på ’Funny Seeing You Here’ efter en masse linjer, der er mange ting, men helt sikkert ikke dybe tanker (en af dem er »step into my world just like Narnia«).

Man får næsten lyst til at flå hovedtelefonerne af og udbryde: Hold nu kæft, Jack! For det her album er som at være til en fest, hvor man er fanget i en samtale med en ekstremt kedelig person, der så til gengæld vil fortælle dig alt om sit liv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay, lad mig lige stoppe op, før jeg får skrevet mig helt op i det røde felt. For ja, det her er et dårligt rapalbum, og jeg ville ønske, jeg kunne få de timer tilbage, jeg har tilbragt med det. Men der findes jo massevis af dårlige album. Er det her ikke alligevel ret harmløst? En kikset hvid rapper, der har lavet et kikset, ligegyldigt rapalbum?

Jo, til en vis grad. Men også nej. For der er noget fundamentalt urimeligt i, at Jack Harlow af alle mennesker skal få den her succes. At en harmløs hvid artist uden en spændende historie og uden egne flows skal blive en af årets succeshistorier.

For lad os være ærlige: Det er jo fordi han er harmløs, hvid og ufarlig, at han er blevet stor. Det er jo et faktum, at det historisk set er meget nemmere for hvide rappere at blive store. De to første rapsange, der gik nummer et i USA, var lavet af hvide rappere. Det var Vanilla Ice og Marky Mark.

Ja: Fucking Mark Wahlberg fik en nummer et, før en sort rapper gjorde! Iggy Azalea fik tilsvarende et nummer et-hit, før Nicki Minaj gjorde det. Ubalancen er reel.

Set i den kontekst kan man godt blive lidt frustreret over Jack Harlows succes. Det føles ikke som om, han fortjener den. Det føles som om, en anden rapper burde have haft den.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af