’Dave’: Youtube-rappers little dick energy sejrer i HBO Nordic-aktuel serie
Hvis man har big dick energy, er man så selvsikker, at man ikke behøver at skilte med det. Det modsatte er tilfældet for titelkarakteren i ’Dave’.
’Dave’ er en semiselvbiografisk serie skrevet af Youtube-rapperen Lil Dicky, under hans borgerlige navn Dave Burd, i samarbejde med den erfarne komedieforfatter Jeff Schaffer (’The League’) og blandt andre Kevin Hart som executive producer.
Til at starte med møder vi Dave. En neurotisk, ung, jødisk fyr, der som en anden Hannah Horvath skal have lægen til at dobbelttjekke, om hans knopper fra intimbarberingen er herpes. Han er også typen, der ikke kan købe 3-i-1-shampoo, før han får opklaret, hvordan det egentlig kan lade sig gøre, at et hårprodukt kan bruges som kropssæbe, hårvask og balsam.
Hans alterego er den ikke specielt dygtige, men meget selvsikre Lil Dicky. Han er egentlig ikke så anderledes end Dave, bortset fra at han forsøger at bryde igennem som rapper. Med tekster, der ligesom kunstnernavnet har det mandlige kønsorgan som omdrejningspunkt i en sådan grad, at det vækker mindelser om Judd Apatow-humoren, der svulmede i 00’ernes komedier.
Men problemet for Lil Dicky er i virkeligheden ikke, at han har en lille pik – hvis medicinske misfoster han overinformerende beskriver som belagt med ru nossehud i stedet for almindelig glat. Tværtimod skaffer hans humoristiske tekster og generiske beats ham masser af fans og millioner af views på Youtube. Men selvom han lader til at leve bekvemt af sine forældres penge, drømmer han om at blive en seriøs rapper. Hvilket besværes af, at han ikke kan udgive sin musik, fordi han bruger andres beats.
Så da muligheden for at få den mere anerkendte rapper YG til at levere et vers på sangen ’Girth’, slår Lil Dicky til, og belejligt nok står der 10.000 dollars i bar mitzva-penge på hans opsparingskonto. Som et determineret, men moderbundent curlingbarn ringer han dog lige til sine forældre, sekundet inden han hæver dem. Og de bliver forståeligt nok forargede. Både over at hans beats er stjålne, men de undrer sig også, ganske morsomt, over, hvorvidt rapperen hedder »Why Gee med spørgsmålstegn eller bogstaverne YG?«. Hvilket er langt mere tankevirksomhed, end Dave selv har lagt i straksoverførslen.
Ud over slægtskabet med Lena Dunham og Apatow er det svært at se ’Dave’ uden at tænke på Donald Glovers hiphop-mesterværk ’Atlanta’. Her er rapperkarakteren Paper Boi på mange punkter en lige så latterlig og doven type som Lil Dicky. Men med en hvid jødisk hovedkarakter har ’Dave’ helt omvendte privilegiefortegn, hvilket gør den mere letbenet, men også enormt sjov.
Dave får selskab af to vidt forskellige afroamerikanske sidekicks: Studieteknikeren Elz (Travis ’Taco’ Bennet), som nok er sort, men vokset op i samme privilegerede miljø som Dave, og den tilbagelænede GaTa fra ghettoen, der bliver en slags hypeman og spirituel guide for Lil Dicky. Dybt mærkelig og mere overdrevet er hans hvide rødhårede børshandler-ven, som smører aknecreme på hans ryg i badekarret. ’Dave’ er til tider bare mærkværdig på en uforståelig måde.
Selvbiografiske serier var metervarer mod årtiets slutning. ’Dave’s leveringdygtighed i småplat little dick energy gør dog, at det er tiden værd at vende opmærksomheden mod lige denne navlepillende og pikfikserede wannabe-rappers kluntede kunstnerepos. For som karakter har Lil Dicky en unik evne til at undergrave alle forventninger om normal opførsel, som da han i en utraditionelt badass freestylerap fletter ind, at hans kærestes nye p-piller udtørrer hendes skede.
Humoren er ligeledes forfriskende forskruet i andet afsnit, hvor han skal optræde live for første gang til en mindehøjtidelighed for en afdød 5. klasse-elev. Med en komisk tone, der er både rablende, åndssvag og intelligent, er tragikomik kun et fattigt mærkat til at beskrive afsnittet, der i al sin absurditet til sidst smider Macklemore ind som gæstestjerne, hvilket faktisk binder en elegant sløjfe.
’Dave’ har måske i virkeligheden mere tilfælles med quirky deadpanserier som Jason Schwartzmans ’Bored to Death’ end ’Atlanta’. Dertil er penisbesættelsen fra både ’Superbad’ og Lonely Island ikke til at tage fejl af, hvilket i længden kan udvikle sig til en uambitiøs komisk spændetrøje.
Jeg tror dog, der venter masser af gode grin af og med den selvlysende, privilegieblinde hovedkarakter, der må elskes for at bringe en hundehvalpeagtig, undermålende minusmaskulinitet ind i den til tider hardcore rapverdens penismåleri.
Kort sagt:
Med ’Atlanta’ som forbillede er ’Dave’ det lidt misfosterlignende kærlighedsbarn mellem en Lonely Island-sketch og et afsnit af ’Girls’. Hvilket er interessant og morsomt på sin egen underudrustede måde.
Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.