KOMMENTAR. MGK – tidligere Machine Gun Kelly – er ikke som de andre børn i skolegården, og han er ikke bange for at vise det.
Han spiser kun et par gange om ugen, og hans far er måske et rumvæsen. Han har opkaldt sig selv efter en berygtet amerikansk gangster, og han trak i en periode overskrifter ved at bære en halskæde fyldt med sin daværende kærestes blod.
Han er en creep. Han er en weirdo. What the hell is he doing here?
Det er nemt at himle med øjnene af den forhenværende rapper – nu rockmusiker – og hans konstant mærkværdige opførsel, der mildest talt har tendens til at overskygge musikken.
Men rockmusikken har brug for excentrikere, og lytter man til MGK’s rodede, forvirrende og ikke ubetinget vellykkede nye album, ’Lost Americana’, finder man elementer af noget, som jeg i hvert fald personligt længe har savnet i mainstreamrocken.
For hvor de mest poppede og populære afkroge af rocken – med Imagine Dragons, Måneskin, Greta Van Fleet, Sam Fender og Benson Boone – længe har været præget af den totale forudsigelighed, er det svært at lytte til ’Lost Americana’ uden at tænke, at der om ikke andet er noget totalt skørt, vildt kaotisk, alt for meget og, ja, fuldkommen uforudsigeligt på færde.
Og at der inde bag rumvæsensønnens rockstjernefacade gemmer sig et ægte hjerte af kød og blod, der har noget, det gerne vil ud med.
Guld fra lossepladsen
At ’Lost Americana’ nok skulle blive noget særligt stod allerede klart, da MGK i juni annoncerede albummet med en trailer, hvor ingen ringere end Bob Dylan medvirker som fortæller.
»’Lost Americana’ er en personlig genopdagelse af den amerikanske drøm. En rejse for at finde det, der er gået tabt«, reciterede Dylan med sin knirkende hæshed, der er lige så ærkeamerikansk som skydevåben og Coca-Cola, over kornede optagelser af MGK på en motorcykel.
Det er muligt, at Dylan bare medvirkede fordi … ja, hvorfor egentlig ikke? Men det er langt sjovere at forestille sig, at Dylan simpelthen godt kan lide MGK, og at han måske endda kan genkende dele af sig selv i ham.
Hvis der er noget Dylan’sk over ’Lost Americana’, er det i måden, MGK behandler populærkulturen som en kæmpe losseplads, som han febrilsk gennemroder i en søgning efter et eller andet, der føles ægte.
’Sweet Coraline’ lyder som powerpop anno 1981 og drømmer tydeligvis om sammenligning med ’Jessie’s Girl’ og ’My Charona’, men formår samtidig at pege på både Neil Diamonds romantiske softrock-klassiker ’Sweet Caroline’ og Henry Selicks ikoniske stopmotion-gyser ’Coraline’.
Den ekstremt larmende ’Don’t Wait Run Fast’ lyder som en Eddie Vedder-impersonator, der tilfældigvis er blevet frontmand i et Van Halen-coverband. ’Indigó’ placerer det repeterende synth-riff fra Kate Bushs ’Running Up That Hill’ under et boom bap-beat. Og ’Vampire Diaries’ er bogstaveligt talt en beskrivelse af en dag i en vampyrs liv.
»I’ve seen every cemetery, never been in the church / I put a cross around my neck just to find out if it burns«, lyder det.
’Outlaw Overture’ kombinerer videospilssynthesizere, The Cars-inspireret new wave og lejrbålsguitar. ’Treading Waters’ er en pludselig tilbagevenden til trap-rødderne, mens afslutningsnummeret ’Orpheus’ besvarer spørgsmålet om, hvordan det ville lyde, hvis MGK levede af at synge til bryllupper på ferieresorts flankeret af et cocktailklaver og en strygekvartet.
Det er de færreste af de her sange, der egentlig fungerer, men alligevel er der noget sært gribende ved ’Lost Americana’. Måske fordi man kan mærke passionen og vildskaben bag de skøre påfund, der vælter ind fra alle sider.
»These four chords can make me cry«, synger MGK på den ekstremt hektiske ’Starman’, der på trods af sin David Bowie-refererende titel – og sin Red Hot Chili Peppers-citerende tekst – i grove træk er et cover af Third Eye Blinds ’Semi-Charmed Life’.
Sangen lyder på alle måder forfærdelig, men alligevel tror man på, at han mener det, han synger.
Det tabte Amerika
’Lost Americana’ er en slags elegi for en tabt fantasi om en særlig amerikansk form for frihed.
En tabt fantasi om en frihed, der er at finde blandt bikere og lastbilchauffører på neonoplyste benzintanke og i snuskede dinere. På de store, åbne vidder og i hvert et solbeskinnet forstadskvarter, hvor den stjernebesmykkede fane vajer mod den blå himmel.
På albumcoveret står MGK bag et parcelhusplankeværk iklædt en læderjakke designet efter Marlboro-logoet.
Det er et tab, som har sat gang i en vidtforgrenet kunstnerisk sorgproces, der spænder fra Sally Manns fotografier og Cormac McCarthys romaner til David Lynchs film og Lana Del Reys sange.
Uanset hvad Bob Dylan siger i traileren, er ‘Lost Americana’ dog ikke for alvor MGK’s undersøgelse af den tabte amerikanske frihedsdrøm. Derimod bruger MGK idéen om det tabte Amerika som et spejl for en personlig sorg, han lige netop nu er ved at bearbejde.
Sidste år annoncerede MGK og Megan Fox, at de ventede et barn sammen, blot for få uger senere at slå op – angiveligt grundet MGK’s utroskab. Bruddet var dråben, der fik bærret til at flyde over, og efter at have været ædru i flere år, faldt MGK direkte tilbage i et alvorligt stofmisbrug.
Da han vendte tilbage efter en periode på rehab, var hans indspilningsstudie brændt ned i Los Angeles-skovbrandene.
Det er en voldsom personlig nedtur, som på ‘Lost Americana’ mærkes som en konstant underliggende melankoli, der får de ofte mærkværdige sange til at lyde mere som et rådvildt menneskes søgen efter mening end som en samling af fejlslagne stiløvelser.
»I’m a functioning junkie turning my life around«, som MGK selv formulerer det på sangen ‘Goddamn’.
Denne melankoli er ikke nødvendigvis en kilde til god musik, men den tydeliggør om ikke andet, at der står et ægte, sårbart menneske bag musikken, som gerne vil kommunikere noget til lytteren.
Og det er mere, end man kan sige om det meste af den rockmusik, der topper hitlisterne for tiden.