’Lærerværelset’: Uforglemmelig film forandrede mit blik på livet
Kartoffeltyskerne i ’Bastarden’ får sin sag for, når de skal dyste mod tyske ’Lærerværelset’ om en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film næste år.
Ilker Çataks intense drama har allerede vundet German Film Awards for bedste film, bedste instruktion, bedste manuskript, bedste kvindelige hovedrolle og bedste klip. En tysk film om folkeskolen lyder knastørt, men tag ikke fejl: ’Lærerværelset’ er i gang med det samme, det er kun på det moralske plan, at den befinder sig i gråzonerne, og den giver ikke slip på seerne i så meget som et splitsekund.
Carla Nowak (Leonie Benesch fra ’Det hvide bånd’, ’The Crown’ og ’Babylon Berlin’) er nyudklækket lærer og underviser en 7. klasse i matematik og idræt. I filmens første færd kan vi beundre hendes pædagogiske gnist og kærlige, men sikre greb om klassen. Her er en sikkerhed, faglighed og kontrol, som jeg gætter på, at mange danske folkeskolelærere vil misunde.
Men en ond ånd er sagte på vej ud af flasken.
Der foregår rapserier på lærerværelset, og en gruppe lærere tager sagen i egen hånd og forsøger at udfritte elevrådsrepræsentanter fra 7. klassen, hvem der stjæler. ’Lærerværelset’ berører strukturel og individuel racisme, og det er voldsomt ubehageligt, når en gruppe lærere beslutter at lave en slags razzia blandt drengene i klassen.
Carla Nowak er et samvittighedsfuldt og retskaffent menneske, hvis moralske standarder irriterer mere pragmatisk orienterede lærere som den småkyniske Thomas Liebenwerda (Michael Klammer). Men hun overskrider selv en grænse, når hun vælger at lade kameraet på sin bærbare pc stå tændt på lærerværelset for at blive klogere på, hvem der udfører småtyverierne. Hun sætter en fælde op, og der er bid.
Men efterhånden opstår spørgsmålet, om den unge matematiklærer handler så korrekt, som hun selv mener, at hun gør. ’Lærerværelset’ handler om meget mere end brøkregning, orddiktat og hørmende madpakker. Det tyske drama mestrer en fornemmelse af travlhed og flere ting i gang hele tiden, som gør filmen realistisk, og begivenhedernes gang flossede i kanterne på den helt rigtige måde.
Instruktør Ilker Çatak, der har skrevet filmen sammen med Johannes Duncker, har baseret filmen på egne oplevelser i det tyske skolevæsen.
Langsomt eskalerer situationen. Med den afdæmpede, men nervepirrende strygermusik fra Marvin Miller som næsten konstant følgesvend går vi langsomt anarkiet i møde. Der er både i klasse- og lærerværelserne en masse underspillede magtkampe, en hakkeorden og en fornemmelse af, at man blot med enkelte fejltrin eller misforståelser kan komme til at spise sin madpakke mutters alene.
’Lærerværelset’ mindede mig i perioder om Todd Fields’ ’Tár’, hvor vi også følger en presset kvinde tæt, og hvor vi også hele tiden føler, at skandaliseringen lurer lige om hjørnet. Men ’Lærerværelset’ er en meget mere stram lille sag og er fortalt færdig på 98 forrygende minutter.
Måske er tyven en helt anden end først antaget. Måske er det ikke engang et af børnene. Dramaet bliver efterhånden så intenst, at man undrer sig over, hvorfor andre film behøver umiddelbart mere spektakulære konflikter som søslag, naturkatastrofer og fjendtlige besøg fra fremmede planeter.
På trods af intensiteten kammer ’Lærerværelset’ aldrig over i overdramatiserede showdowns, mens den gør gangene på skolen efterhånden mere labyrintiske og klaustrofobiske og relationerne i både elev- og lærergruppe mere komplekse.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så nuancerede og præcise skildringer af preteens på vej til at blive komplekse mennesker, samtidig med at de stadig har en barnlig uskyld tilbage over sig.
Det er kun i skole-sæsonen af ’The Wire’, at jeg mindes at have set en lige så rå, usentimental og passioneret skildring af skolen som rugekasse for livet i det omkringliggende samfund.
Børnene, forældrene, skolelærerne, alle er distinkte karakterer, hvis liv uden for skolen man kan fornemme, men aldrig får at vide noget om. Skolen er et lukket økosystem, der dog spejler det større af slagsen. Mange spørgsmål forbliver ubesvarede, hvilket sikkert vil fremmedgøre nogle af dem, der har brug for rene linjer og velbundne sløjfer.
Slutningen tilbyder dog på sin egen sparsomme måde lidt oprejsning til konfliktens hårdt ramte hovedpersoner, ikke mindst eleven Oskar Kuhn (spillet med værdighed og intelligens af Leonard Stattisch), der næsten bliver en helgenskikkelse med en professorterning i hånden.
Jeg gik fra biografen med et mildt forandret blik på livet omkring mig, som kun rigtigt gode film kan bibringe.
’Lærerværelset’ er en uforglemmelig påmindelse om, hvordan skolen spejler det større samfund.
Kort sagt:
En tysk film om gnidninger i en 7. klasse kan lyde gråt og uspektakulært. Men ’Lærerværelset’ rummer næsten ubærlig tyngde, et knugende intenst drama om verdenssamfundet og hver enkelt individs rolle i at få fugerne til at holde sammen.