’Bastarden’: Ikke engang Mads Mikkelsen kan overstråle stortalent i Danmarks Oscar-kandidat
Svulstige strygere, smukke landsskabsbilleder i bredformat og et stjernespækket cast med Mads Mikkelsen i front: Man mærker tydeligt, vi har at gøre med dansk drama i internationalt storfilmformat.
Lykkeligvis kan ’Bastarden’, Danmarks bud til Oscar-kategorien Bedste internationale film, sagtens bære sine høje ambitioner.
Som instruktør har Nikolaj Arcel gennem hele sin karriere haft Hollywood som forbillede – fra den politiske thriller ’Kongekabale’ og fantasy-ungdomsfilmen ’De fortabte sjæles ø’ og frem til det Oscar-nominerede periodedrama ’En kongelig affære’.
Sidstnævnte åbnede som bekendt døre til den amerikanske filmbranche, hvor Arcel dog fik studiesystemets magt at føle som instruktør på den mislykkede Stephen King-filmatisering ’The Dark Tower’. Nu er Arcel imidlertid tilbage på sikker hjemmebane, hvor han indtil videre har vist sig at være bedst.
Med udgangspunkt i et relativt underbelyst stykke historie fra 1700-tallets Danmark (og Ida Jessens roman ’Kaptajnen og Ann Barbara’) har Arcel og medmanuskriptforfatter Anders Thomas Jensen skabt et velsmurt drama om klassekamp og overlevelse.
’Bastarden’ ligner og føles som en krydsning af instruktørens egen ’En kongelig affære’, Charlotte Sielings ’Margrete den Første’ og Michael Noers ’Før frosten’. Som den internationale titel ’The Promised Land’ indikerer, har periodedramaet også fået tilsat et drys westernfortælling, da filmens mere eller mindre lovløse magtkampe udspiller sig på Danmarks svar på prærien: den jyske hede.
»Al jord kan dyrkes«, siger Mads Mikkelsen med en sammenbidt mine i en af de første scener, og han holder ansigtsudtrykket sådan et godt stykke ind i filmen. Hovedkarakteren Ludvig Kahlen er nemlig en mand med en mission, og alt andet kommer i anden række.
Han vil på Kongens vegne opdyrke heden, som indtil nu har været et håbløst projekt. Hvis det lykkes, får han en adelig titel, gods og tjenestefolk i belønning. Dermed vil han have taget den usandsynlige rejse fra uægte søn af en godsejer og en tjenestepige til en del af det fine borgerskab.
Barske vejrforhold og en gold jord er ikke Kahlens største udfordringer. Det er derimod den lokale godsejer Frederik De Schinkel (Simon Bennebjerg), der hidtil har regeret som egnens brutale og magtsyge enehersker. Han tager alle midler i brug for at kue den nytilkomne iværksætter til at underskrive en kontrakt, der erklærer De Schinkel ejer af heden. Men Kahlen står fast og navngiver tilmed sin spæde gård Kongenshus.
Mikkelsen er som vanligt mere end solid i hovedrollen. Enkelte gange krakelerer Kahlens hårde facade, så følelserne strømmer frem i øjnene. Andre gange gør selvsamme facade karakteren underspillet komisk, som når han kejtet forsøger at reagere på flirteri fra De Schinkels kusine, den norske adelskvinde Edel Helene (Kristine Kujath Thorp).
Enkelte gange, specielt i starten af filmen, føles skuespillernes repliklevering lovligt mekanisk. Først tænkte jeg, at det var et forsøg på at få karaktererne til at lyde tidssvarende til 1700-tallet – men så trådte Jacob Lohmanns ugidelige (og morsomme) amtsformand Trappaud ind i filmen med noget meget henslængt nutidsdansk.
Det er dog en fornøjelse i sig selv at se så mange prominente skuespillere (herunder Amanda Collin, Morten Hee Andersen, Søren Malling, Gustav Lindh, Thomas W. Gabrielsson og Magnus Krepper) i samme film. Blandt alle spillerne, inklusive Mads Mikkelsen, gør Simon Bennebjerg allerstørst indtryk som den uhyggelige, underholdende og utilregnelige skurk De Schinkel.
Bennebjerg indtager rollen med en voldsom energi og mantraet »livet er kaos«. De Schinkel går til kamp mod Kahlen med trusler og bøllemetoder, der kammer over i tortur og drab. Karakteren er lige dele frastødende og fascinerende, fordi han også viser sårbarhed bag sit ondskabsfulde smil.
Da han på et tidspunkt afstraffer en fæstebonde ved at hælde store spande kogende vand over ham, er godsejeren selv ved at bryde sammen over den stygge seance – men han fortsætter alligevel, også efter offerets smertensskrig forstummer.
Sådanne voldsscener kommer der flere af, i takt med at magtkampen eskalerer. For nok er den dygtige filmfotograf Rasmus Videbæks billeder utroligt smukke – men ’Bastarden’ er ikke poleret.
Den svenske barneskuespiller Melina Hagberg bringer varme ind i fortællingen som den forældreløse romapige Anmai Mus. Den charmerende »mørkling«, som de overtroiske og fremmedforskrækkede nordboere kalder hende, bløder i løbet af filmen Kahlen op med ordene »bette far«. Sammen med De Schinkels bortslupne husholderske Ann Barbara (Amanda Collin) danner de en lille, særegen familiekonstellation.
Ludvig Kahlen må indse, at hans medmennesker ikke bare er de største modstandere, men også de største gaver. Hans smertelige kamp handler ikke længere kun om afgrøder og penge, men også om menneskeliv.
Det betyder også, at der kommer mere og mere på spil, i takt med at Nikolaj Arcel & co. udfolder det intense drama.
Kort sagt:
Nikolaj Arcels flotte og stjernespækkede nye film er et dansk periode- og westerndrama af storfilmformat.