KOMMENTAR. Som ventet blev ’Bastarden’ her til formiddag valgt som filmen, der skal repræsentere de danske farver i kategorien for Bedste Internationale Film ved Oscar-ræset 2024.
Danmark har som bekendt haft nærmest usandsynlig stor succes i kategorien i flere årtier, hvor ’Flugt’ og ’Druk’ har været de seneste nomineringer – Thomas Vinterbergs alkohit vandt tilmed prisen i 2021.
Også i år sender vi et stærkt bud afsted.
SE ‘BASTARDEN’ VED SOUNDVENUES FORPREMIERE I AFTEN
’Bastarden’ har gjort en god figur på efterårets tre vigtigste festivaler, der spiller en afgørende rolle i positioneringskampen forud for potentiel Oscar-anerkendelse: Venedig, Toronto og Telluride.
Nikolaj Arcels film er et bredt appellerende, gribende drama med et relativt kompromisløst forhold til vold og brutalitet, der giver en kant, som kan udgøre en Oscar-venlig blanding i lige netop kategorien for ikke-amerikanske film.
Mads Mikkelsen drysser stjernestøv over filmen, der kan hjælpe på mulighederne for at skabe opmærksomhed. Arcel har tidligere været nomineret i kategorien med ’En kongelig affære’. Og filmen har allerede en amerikansk distributør i form af Magnolia, der har hjulpet flere danske film til nominering tidligere og har erfarne awards-kampagnefolk på opgaven med at få ‘Bastarden’ videre i processen.
Først skal akademiet barbere feltet på cirka 90 indsendte titler ned til en shortlist på 10 film, hvorfra de fem nomineringer i december skal findes.
Måske er vi efterhånden forvænte på de danske films vegne, men det vil alt andet lige være en skuffelse, hvis ’Bastarden’ – der i amerikansk kontekst bærer titlen ’The Promised Land’ – ikke klemmer sig ind blandt de 10.
Når det så er sagt, ser årets felt så stærkt ud, at selv shortlisten ikke kan tages for givet.
Cannes-hits i kø
Allerede nu ligner feltet nemlig det stærkeste i årevis.
Forrest i favoritgruppen ligger britiske Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’ om en Auschwitz-kommandant og hans hustrus forsøg på at opretholde en helt almindelig tilværelse trods uhyrlighederne på den anden side af hegnet.
Filmen blev øjeblikkeligt udråbt som et mesterværk efter verdenspremieren på Cannes-festivalen og kan kvalificere sig som Englands bidrag, fordi sproget i filmen er tysk. ’The Zone of Interest’ kandiderer også til de store generelle kategorier som Bedste Film og Instruktør, og den vil sandsynligvis gøre livet svært for både ’Bastarden’ og alle andre, når statuetten for Internationale Film skal uddeles.
Denne films overmand på årets Cannes-festival, Guldpalmevinderen ’Anatomy of a Fall’, er ret opsigtsvækkende blevet forbigået som Frankrigs Oscar-bud i år til fordel for et andet Cannes-hit, Ahn Hung Trans sensuelle maddrama ’The Taste of Things’ (tidligere: ’The Pot-Au-Feu’).
Måske fordi ’Anatomy of a Fall’ er i farezonen for at have for meget engelsk dialog til at leve op til reglerne for fremmedsprog i kategorien, måske fordi kokke- og kærlighedsfilmen er et mere varmt og morsomt indspark end Justine Triets mere kølige mord- og retssalsdrama, som i parentes bemærket stadig er et seriøst Oscar-bud, fordi den køres i stilling til flere af hovedkategorierne.
Hermed er to af nomineringerne mere eller mindre besat på forhånd. Tre pladser tilbage. Og mindst seks skarpe kandidater til dem.
De overraskende perler
Et tredje storrost Cannes-hit er den finske veteran Aki Kaurismäkis comeback med ’Fallen Leaves’, som vores udsendte på festivalen beskrev som fuld af charme og med god musik og fed finsk humor. Filmen handler om mødet mellem en sky supermarkedsassistent og en alkoholiseret fabriksmedarbejder.
’Børnehjemmet’-instruktør J.A. Bayona har genfilmatiseret flystyrtskatastrofen fra ’Vi lever’ med et mere autentisk chilensk perspektiv i ’Society of Snow’, der har fået ros efter verdenspremieren i Venedig. Netflix er i ryggen og vil utvivlsomt give den et betragteligt rygstød.
Den tyske veteranmester Wim Wenders er overraskende tilbage i feltet med en film, som er Japans kandidat i år (valgt frem for blandt andet Hayao Miyazaki og Ryusuke Hamaguchis nye film). ’Perfect Days’ handler om en rockelskende pedel, spillet af Koji Yakusho, der vandt den mandlige skuespilpris i Cannes.
Fra Venedig-festivalen står ’Io Capitano’ – den nye film fra den anerkendte italiener Matteo Garrone (’Gamorrah’) – som et insisterende bud. Den handler om to teenagefætre, der tager turen fra Senegal mod det forjættede Europa. Den berører et af de mest presserende emner i verden lige nu i form af flygtninge- og migrationskrisen – og gør det på en måde, der er både barsk, smuk og underligt opløftende.
Tysklands ’The Teacher’s Lounge’ om en lærer, der forsøger at opklare en række tyverier fra skolen, har også fået en god portion hype med på vejen ud af efterårsfestivalerne.
Hermed står vi – inklusive ’Bastarden’ – med syv film, der allerede har placeret sig eftertrykkeligt på landkortet. Men der er også tradition for, at en mere upåagtet film sniger sig med i sidste ende. Både shortlist og nomineringer vælges trods alt af akademimedlemmer, der har set en stor mængde af årets indsendte film, og her dukker der ofte en overset perle op, som bare rammer noget uventet i de stemmeberettigede og formår at bygge momentum lige op til deadline.
Som da Bhutans første Oscar-kandidat nogensinde, ’Lunana – A Yak in the Classroom’, blev nomineret forrige år.
I år skal man holde et vågent øje med Australiens flygtningehistorie ’Shayda’, der har Cate Blanchett som executive producer og vandt en flot pris på Sundance-festivalen, Bulgariens Karlovy Vary-vinder ’Blaga’s Lessons’ om en 70-årig kvinde, der taber sin opsparing til telefonsvindlere, og bhutanske ’The Monk and the Gun’, som kommer fra Bhutans førnævnte yak-hold. Eller hvad med Ukraines gribende krigsdokumentar ’20 Days in Mariupol’?
På de mere yderlige mandater finder man gode kort som Hlynur Palmasons dansk-islandske ’Vanskabte land’ (som blev forbigået som dansk kandidat, men altså i stedet er Islands), ’About Dry Grasses’ af den tyrkiske mester Nuri Bilge Ceylan, norske ’Songs of the Earth’ og svenske ’Paradise Is Burning’.
’Bastarden’s styrker og svagheder
Jeg har ikke set alle ovenstående film endnu og kan derfor meget vel komme til at skulle justere gætværket de kommende måneder op til nomineringen.
Men mit bud lige nu er som sagt, at ’Bastarden’ klemmer sig ind på 10-films shortlisten.
Så kommer vi til nomineringerne. Her anslår jeg, at ’The Zone of Interest’, ’The Taste of Things’ og ’Io Capitano’ står foran ’Bastarden’. Lige nu vil jeg også vurdere, at ’The Teacher’s Lounge’ og ’Fallen Leaves’ er et mulehår foran. Og hvis vi tilmed skal holde en plads ledig til et wildcard, begynder det i sagens natur at se svært ud for de rødhvide chancer.
Ud over alle dens styrker er man nemlig også nødt til at have et blik for ’Bastarden’s potentielle svagheder i Oscar-sammenhæng: Den kan blive anset for at være et lidt for mainstream, konventionelt historisk drama til at kunne begå sig i den ret kunstnerisk betonede kategori, som Bedste Internationale Film (mere og mere) er.
Den mangler måske også den zeitgeisty vinkel, som får filmen til at føles presserende lige netop nu – den er måske ikke en samtalestarter i lige så høj grad som nogle af de andre kandidater. Endelig er der muligvis nogle i den ældre del af akademiet, der vil tage afstand fra de mere brutale scener, som med sadistisk tortur slægter ’Game of Thrones’ på.
Men dens største ulempe er slet og ret, at der er så mange kunstnerisk stærke konkurrenter, der buldrer ind i kampen om nomineringer med stor festivalros, anerkendte instruktører og kampklar amerikanske distributører i ryggen.
Jeg vil godt allerede nu lægge hovedet på blokken og slå fast, at ’Bastarden’ i hvert fald ikke vinder en Oscar i år. Og den skal kæmpe for sagen, hvis vi skal kunne fejre endnu en nominering i december.
Men chancen er der!