INTERVIEW. Mads Mikkelsen ved endnu ikke, at han inden for det næste døgn går småviralt for en vrissen irettesættelse af en journalist, da han en lørdag formiddag i starten af september sætter sig til rette i en henslængt lænestol foran en lille gruppe reportere under Venedig-festivalen.
Dagen forinden har Nikolaj Arcels ’Bastarden’, som den danske stjerne spiller hovedrollen i, haft verdenspremiere til en begejstret modtagelse, og hvis Mikkelsen har en anelse ondt i håret efter galla og afterparty, skjuler han det godt.
»Nå, så skal vi tale om ’En kongelig affære’«, joker han med henvisning til hans og Arcels første samarbejde fra 2012, Struensee-dramaet, som endte med at opnå en flot Oscar-nominering.
At ’Bastarden’ stiler i samme guldbeskinnede retning, er ikke utænkeligt, for med udtagelser til efterårets tre førende affyringsramper mod en Oscar-kampagne – festivalerne Toronto, Telluride og altså Venedig – er de første vigtige skridt i hvert fald taget.
SE ‘BASTARDEN’ OG MØD AMANDA COLLIN OG SIMON BENNEBJERG VED SOUNDVENUES FORPREMIERE PÅ TIRSDAG
I ’Bastarden’ indtager Mikkelsen rollen som Ludvig Kahlen, der kommer fra fattige kår, men har avanceret til kaptajn i hæren og derefter fået blod på tanden. For at stige i det rigide klassesamfund har han sat sig for at udleve kongens umulige ambition om at tæmme den jyske hede.
En mission, der trues af alt fra vind og vejr til vilde lokale og første og fremmest den lokale grev De Schinkel (Simon Bennebjerg), en magtsyg og forsmået undermåler af den sadistiske King Joffrey-skole. Hjælp får Ludvig til gengæld af husholdersken (Ann Barbara), med hvem han indleder et på alle måder spirende partnerskab.
’Bastarden’ er på den ene side et storladent kostumedrama i ånden efter ’En kongelig affære’, men viser på den anden side også hurtigt tænder som en overraskende rå og brutal fortælling, der med Ludvigs stålsatte, ærgerrige kamp med både sig selv og ydre kræfter vækker minder om’The Revenant’ og ’There Will Be Blood’. Man kunne godt kalde den …
»en dansk western!«, som Mads Mikkelsen selv slår fast. »Det er det. Og det var umuligt ikke at tænke på, når man stod på the frontier under optagelserne med en hest og en pistol og lokale, der angriber én«.
»Det er et enormt kapitel i dansk historie, men det er overset. Ulig ’En kongelig affære’, som folk kendte til. Her er folk sådan: Skete det her faktisk? Af mange grunde, som vi også ser i filmen. Og jeg tror, der har været noget skam forbundet med behandlingen af Ludvig, som også har gjort, at han blev skrevet ud af historien«.
»Hvad er du ude på?«
Mads Mikkelsen slår mig som en stjerne, der i sine interview rammer en hårfin grænse mellem at være autentisk og ærlig og samtidig ikke bringer sig selv i fedtefadet.
Derfor bliver jeg overrasket, da han under det officielle pressemøde i Venedig efter verdenspremieren svarer irriteret igen over for en journalist, der lovlig kryptisk og malplaceret spørger til, hvad han synes om, at ’Bastarden’ med sit overvejende hvide cast og crew vil kunne falde for de diversitetskrav, Oscar-akademiet fra næste år indfører, for at film kan komme i betragtning til hovedprisen Bedste Film.
»What!? Hvad er du ude på«, udbryder Mikkelsen med et hovedrystende grin, før spørgsmålet er færdigstillet.
»Er du«, svarer han spydigt, da journalisten spørger, om Mikkelsen er bekymret over den udvikling. »Du sætter os i skudlinjen her, så du må svare på spørgsmålet«, fortsætter skuespilleren. Klippet går de følgende dage filmverdenen rundt, måske fordi man er vant til at se Mikkelsen evigt fattet og cool, måske fordi det bliver et eksempel på en skuespiller, der er træt af at skulle forholde sig til diversitetsspørgsmål ved enhver given lejlighed.
Efter lidt mundhuggeri mellem Mikkelsen og journalisten tager Nikolaj Arcel roligt over: »Først og fremmest finder filmen sted i Danmark i 1750-tallet…«.
Her dagen derpå er Mikkelsen mere overskudsagtig, og han slår mig ikke som typen, der ligger søvnløs over at tage en lille runde i den virale mølle på godt og ondt.
I den internationale presse er anmelderne da også fulde af lovord for Mads Mikkelsens præstation. »En smuk, dristig to timers hyldest til the power of Mads«, lød det blandt andet i The Wrap.
Gik han direkte hjem fra festen og dykkede ned i reaktionerne?
»Jeg behøvede ikke. For vi gik direkte ud af bilerne efter visningen, og så var Nikolaj (Arcel, red.) og alle andre på deres telefoner, og jeg sagde: ’Tag det roligt nu, venner, rooolig nu. Husk hvad der skete i rummet. Tag det derfra’. Men jeg fik skubbet et par ting helt op i ansigtet. Fair nok, sådan er det nogle gange. Men vi skal huske, at vi laver film for at bevæge folk, og hvis folk er bevægede, så er missionen lykkedes«, siger han.
Jeg kommer til at tænke på, at jeg vist aldrig har læst en negativ vurdering af en Mads Mikkelsen-præstation, selv i anmeldelser af dårlige film. Og forholder ham til observationen.
»Vil du komme hjem til mig og se!?«, griner han. »Det er det, der er med anmeldelser – det kan godt være, man får 20 gode, men den ene dårlige hænger ved. Det er vanvittigt«.
Hvad synes du egentlig selv er din svaghed som skuespiller?
»Jeg tror – som det ofte er – at min svaghed også er min styrke. Og ikke ulig Ludvig i ’Bastarden’ er jeg meget stædig. Hvis jeg tror på, at vi går i den forkerte retning, vil jeg insistere på, at vi skal gå en anden vej. Vi skal ikke tjene publikum, vi skal tjene karakteren. Og jeg har ofte ret, men jeg tager også nogle gange fejl. Så det går hånd i hånd. Jeg kan godt blive lidt blind med min stædighed«.
»Dansen i slutningen af ’Druk’ var jeg stærkt imod. Jeg argumenterede dag ud og dag ind for, at vi ikke skulle gøre det. Det er en realistisk film, og hvem danser i sådan en film? Og Thomas (Vinterberg, red.) blev ved med at sige: Jeg har prøvet at forklare det til dig på 150 forskellige måder. Kan du bare holde kæft og gøre det? Og han havde helt ret«.
Et brillant touch
Genforeningen med Nikolaj Arcel, der efter ’En kongelig affære’ har prøvet lykken i Hollywood uden den helt store succes, beskriver Mads Mikkelsen som »a walk in the park«.
»Det var meget trygt. Det var ikke u-trygt sidst, men det tog os nogle dage at finde ud af, hvordan vi skulle arbejde sammen. Hvordan han talte, hvordan jeg talte. Hele det sprog behøvede vi ikke starte forfra med«.
»Det næste job var så at finde alle de utrolige skuespillere, der er i filmen. Og det var også let. Vi var helt enige«.
Er du da involveret i at caste skuespillerne?
»Nej, det er ikke min rolle. Men når han spørger, ’hvad synes du’, og han siger, hvad han synes, så siger jeg, jeg er helt enig. Jeg bakker ham op i hans valg«.
»Og så arbejder jeg med til castingen og spiller scenerne. For instruktøren er det også sådan noget med: Er der kemi? Et godt eksempel er Simon (Bennebjerg, red.), der kommer ind, og han er ret ung i den her branche. Tro det eller ej, men jeg har altid tænkt, jeg var den yngste i klassen, men det er jeg ikke mere, og så kan der godt være sådan lidt en ’uh, det er Mads Mikkelsen’, som man skal ud over som ny skuespiller. Men hans karakters job i den her film er at eje rummet. Og det gjorde Simon bare. Han ejede bare den karakter med det samme, og Nikolaj og jeg kiggede på hinanden og var sådan: ’Der er den’«.
»Meget tidligt i processen gjorde Simon noget brillant. Jeg har hele tiden set De Schinkel som drengen, der har al legetøjet. Og selvom de andre drenge leger med ham, ved han, at de ikke kan lide ham. Så han er en ensom mand. Men mens han gør noget utroligt ondt, så bliver han i Simons spil også bevidst om det, og han kan ikke lide det, men kan heller ikke stoppe det. Det er et brillant touch fra en skuespiller, der kun kan eksplodere herfra«.
Tænk ikke på karrieren
Nikolaj Arcel har fortalt, at han har ændret sig meget i de mellemliggende år siden ’En kongelig affære’, hvor han blandt andet er blevet far. Oplevede du også, at han har ændret sig?
»Det har været en indre rejse for ham, som for alle andre. Jeg så ikke, at han ikke var fri af sine lænker sidste gang, men man kan godt ville noget så meget, at man ender med at kvæle det. Hvis man bare løsner en lille smule op, bliver det lettere. Og det gør børn for én: ’Wow, der er noget, der er vigtigere i mit liv’«.
Er det noget, du selv kan relatere til?
»Jeg havde den præcis samme erkendelse, da jeg fik børn. Når man går på teaterskole og render rundt med en masse andre skøre mennesker, der bliver så frustrerede og prøver at finde ud af, hvad det hele går ud på, kan det blive så selvoptaget og prætentiøst i længden. Så kan du bakke ud og sige, ’det her er vanvittigt’. Da jeg fik børn og slappede lidt mere af med det, blev jeg pludselig meget bedre til det«.
’Bastarden’ handler jo meget om forholdet mellem engagement og besættelse. Er det også en svær balance at finde som skuespiller?
»Ens engagement skal gå hele vejen, men aldrig til en grad, hvor man bliver blind. Og ens engagement skal gå hele vejen på projektets vegne, ikke på din karrieres vegne. Her skal dit engagement være ikkeeksisterende. For det er præcis, hvad der er galt med Ludvig i ’Bastarden’ – han har kun ét mål for øje, så alt andet i hans liv er kun trædesten på vejen, som ikke betyder noget for ham. Men hvis man gør de trædesten til det vigtigste i sit liv, vil der komme et mål til syne i sidste ende«.
Har du selv oplevet at stå i et dilemma, hvor du har fulgt selviske ambitioner i din karriere, også i udlandet, mens du samtidig har din familie derhjemme?
»Ja, selvfølgelig, men ulig Ludvig går jeg ikke sulten i seng, og jeg kan også tage min familie med, og vi kan gøre det sjovt og interessant. Og det er jo ikke bare mig: Alle har den der, ’jeg vil hellere være hjemme med mine børn, men…’ Man skal også tjene til dagen og vejen«.
Springer ud som manusforfatter – på en måde …
Mens Nikolaj Arcels synlige aftryk i Hollywood foreløbigt har resulteret i floppet ’The Dark Tower’, mens han herhjemme med ’Bastarden’ sætter en ny tyk streg under talentet, har Mads Mikkelsen bygget en formidabel karriere op gennem en blanding af store brede Hollywood-produktioner i USA og kvalitetstunge prestigefilm i Danmark.
Efter at have medvirket i klodens største franchises – Marvel, Star Wars, James Bond og Indiana Jones – vækker det nu opsigt, at han for første gang står som manuskriptforfatter på den kommende ’The Black Kaiser’, en spinoff på Netflix-actionfilmen ’Polar’.
Danskeren virker dog næsten overrasket, da jeg bringer det op.
»Jeg … Det har de garanteret skrevet på«, siger han med et smil og afviser, at han er på vej bag kameraet i gængs forstand.
»Jeg ser mig selv som manuskriptforfatter på alle film, jeg har lavet – på den måde, at jeg aldrig har skrevet et manuskript. Men jeg bliver inviteret ind, når det er skrevet, og mit take er altid, hvad er det, du vil med den her film? Og når de har formuleret det, kigger jeg på det og siger: ’Du opnår det næsten. Lige dér er der noget’. Sådan ser jeg mig selv i den proces. Men at sidde og få ideer fra bunden, den evne har jeg ikke. Men jeg er glad for at blive inviteret ind i den senere del af processen«.
Herhjemme er Mads Mikkelsen i dag kendt for at arbejde sammen med etablerede, store instruktører som Thomas Vinterberg, Anders Thomas Jensen og altså Nikolaj Arcel.
En udenlandsk journalist spørger til, om der er en ny generation på vej i dansk film, som buldrer frem, lige som den generation Mads Mikkelsen kom frem med i 90’erne – og om han selv er involveret i den nye generation.
»Det er der. Men jeg er ikke involveret i den overhovedet. De har deres eget fællesskab, og de vil sparke os gamle ud og lave deres eget, og sådan skal det være. Så kan det være, de en dag griber telefonen og siger, måske var de gamle slet ikke så tossede. Vi gjorde det samme!«.
Men er han slet ikke nysgerrig på at arbejde med nogle af de yngre instruktører i Danmark, spørger jeg?
»Selvfølgelig. Absolut. Der er så mange gode. Men de er nødt til at komme til mig. Det skal være deres ting«.
Jeg tror faktisk gerne, de vil arbejde med dig!
»Jamen … det ville være fantastisk«.
’Bastarden’ kan ses på Soundvenues forpremiere på tirsdag 21.15 i Grand Teatret, hvor man kan møde Amanda Collin og Simon Bennebjerg. Læs mere her.