’Reality’: Whistleblower-film med Sydney Sweeney gjorde mig seriøst bange for statens voldsmonopol
Når man tænker på anholdelser, forestiller man sig altid sådan nogle skurkagtige typer i hvide undertrøjer og skaldede hoveder over for nogle lige så ubehagelige betjente.
Men tænk hvis det var helt almindelige lille dig, der blev afhørt?
Den enormt ubehagelige forestilling kan du nu udsætte sig selv for, hvis du tager i biografen og ser den fremragende debutfilm ’Reality’, der tilmed har en storspillende Sydney Sweeney i hovedrollen.
’Reality’ er baseret på den virkelige historie om Afghanistan-veteranen med det rimelig aparte navn Reality Winner, der i 2018 fik den hidtil længste straf på fem år for at dele et enkelt, hemmeligholdt dokument med de amerikanske medier.
Hun fik igennem sit arbejde som oversætter af iranske efterretninger adgang til en rapport, som påviste, at der faktisk var en russisk involvering i valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump – til den orange demagogs fordel.
Foranlediget af en konstant strøm af benægtelse fra kuk-kuk-kanaler som Fox News sendte hun beviset ud i offentligheden. Måske uden helt at have tænkt sig om. Og så bankede FBI kort efter på døren.
Ganske særligt er hele ’Realitys’ manuskript et uddrag fra afhøringen af Winner. Det er inspireret af stykket ’Is This a Room?’, som teaterinstruktør Tina Satter nu filmdebuterer strålende med.
’Reality’ er kort, under halvanden time, og udover et lille flashback til Winners kontor, ser vi kun Sydney Sweeney i enkelte rum med et væld af FBI-agenter, som ransager hendes venlige hjem med pikachu på tæppet, en doven kat under sengen og koranvers på væggene fra de mange udstationeringer.
Billederne af Sydneys 161 centimer lille krop, det almindelige hjem og statens invadering af det i form af ti store, muskuløse mænd fik mig til at føle mig udsat og skrøbelig.
For selvom Winner taler tre arabiske sprog, dyrker crossfit på eliteniveau og er uddannet soldat, så ændrer det ikke på, at hun ikke bliver taget det mindste alvorligt af mændene omkring hende.
Selv da hun fortæller om de våben, hun har gemt i huset, smiler de og spørger: »Er din automatriffel pink?«
At bruge virkeligheden som afsæt er et formidabelt benspænd. Der er host med og sætninger, der kommer forkert ud og må startes forfra tre gange. De første 30 minutter foregår med mærkelig smalltalk mellem betjentene og Sweeney, der bliver ved med at opføre sig høfligt og venligt, mens hun ligner en, der har bragende hovedpine og tiltagende panikangst.
Sydney Sweeney er kendt for sine præstationer som den sanselige og kaotiske Cassie i ’Euphoria’ og den langt mere kølige overklassepige Olivia i ’The White Lotus’. Med ’Reality’ cementerer den 26-årige skuespiller, at hun om nogen har en stærk drift mod at spille gennemsigtigt, så tanker og følelser flyder ud af porerne på hende.
Sydney Sweeney er en almindelig, sød kvinde i ’Reality’, der kan lide sin hund og er utryg i sit vaskerum. Sweeney bygger ikke som i sine foregående roller sine karakter på et indre tomrum, der skaber smertende fremdrift, men i stedet ser vi hende agere i, at hendes lille, almindelige liv krakelerer. Hendes kæbe tygger løs, man får næsten anstrengelseshovedpine af at se på hende, mens hun smiler venligt og laver sjov, som for at bevare virkelighedsfornemmelsen.
Indimellem bliver ’Reality’ helt David Lynch’sk. Når Sweeney afhøres af de to betjente i vaskerummet til sidst, og de nævner, hvad hun faktisk er tiltalt for, klippes de pludselig ud af billedet, så der kun står det tomme rum tilbage.
Som var staten en ansigtsløs kraft, der sugede noget ud af virkeligheden.
Donald Trump er i øvrigt lige nu tiltalt under samme paragraf som Reality Winner i forbindelse med, at man har beslaglagt flere kasser med hemmelighedsstemplede dokumenter fra Mar-a-Lago, hans skurke-dungeon i Florida.
Indtil videre har han ikke modtaget samme behandling.
Kort sagt:
’Reality’ er en iscenesættelse af en FBI-afhøring af den 25-årige whistleblower Reality Winner. Resultatet her er et uhyggeligt kammerspil, hvor Sydney Sweeney cementerer sig som én af sin generations allerstørste karakterskuespillere. Men det er måske først og fremmest en kafkask påmindelse om, at vi alle sammen lever under statens voldsmonopol.