’Vortex’: Gaspar Noés nye mesterlige hovedværk trigger din dødsangst
Der er langt fra Gaspar Noés aggressionsfyldte mareridtsvision ’Irréversible’ til den langsomme tragedie ’Vortex’ næsten 20 år efter. Og så alligevel ikke.
I sin nyeste film, der den kommende uges tid kan ses på det store lærred i Cinemateket, byder Noé godt nok ikke på store mængder eksplicit sex og vold, som ellers har været den fransk-argentinske instruktørs varemærke lige siden debutfilmen ’I Stand Alone’ fra 1998.
’Vortex’ har imidlertid samme ufravigelige blik på de mest smertefulde oplevelser, man kan forestille sig at komme ud for. Denne gang er det bare mere jordnært og almindeligt – hvilket bestemt ikke gør det mindre ubehageligt at være vidne til.
»Til alle dem, hvis hjerne nedbrydes før hjertet«, står der i starten af ’Vortex’, der handler om alderdom, demens og visnende kroppe.
59-årige Noé overlevede selv en hjerneblødning i 2020, inden han påbegyndte sit arbejde på ’Vortex’. Måske er det derfor, filmen er blevet så vedkommende og stærk.
I centrum af fortællingen er det ældre ægtepar Lui og Elle, som bliver spillet af henholdsvis den italienske gyserinstruktør og filmlegende Dario Argento (i karrierens første hovedrolle) og den franske skuespiller Françoise Lebrun.
Elle er ramt af demens, hvorfor hun ofte bliver forvirret, bliver bange og bliver væk. Det hjælper ikke, at hun som pensioneret psykiater kan udskrive recepter og dermed fylde sig selv med stærk medicin.
Alderdommen har ramt Lui et andet sted på kroppen, i hans dårlige hjerte. Han bruger det meste af sin hverdag på at arbejde på (eller bare tale passioneret om) et stort bogprojekt, der handler om film og drømme. Selvfølgelig bliver han også nødt til at afsætte en del tid til at hjælpe sin kone. Selvom han elsker hende, fylder hun ham mest med irritation.
Handlingen har som udgangspunkt meget til fælles med Michael Hanekes Guldpalme- og Oscar-vinder ’Amour’. Men Gaspar Noé fortæller sin historie på en anderledes måde end Haneke. Han bruger et genialt stilgreb, så den benhårde realisme bliver fortalt med virtuos billedpoesi.
Replikker som »Du gør mig bange!« og »Nej, det er dig, der gør mig bange!« illustrerer tydeligt hovedpersonernes divergerende virkelighedsopfattelser. ’Vortex’ viser det imidlertid også helt konkret visuelt. Kort inde i ’Vortex’ deler billedet sig således i to. Den ene halvdel følger Lui, mens den anden holder sig til Elle.
På den måde kan Noé vise de to liv i realtid, så det er ganske tydeligt, at ægteparret er adskilt, selvom de lever sammen. Selv når de er tæt på hinanden, har de to billeder ikke ens perspektiv.
I mange scener befinder karaktererne sig i hver sin ende af deres store parisiske lejlighed. Som publikum kan vi følge med dem begge, uden de selv aner, hvad den anden laver. I en scene sidder Lui for eksempel i en telefonsamtale med sin elskerinde, mens Elle trisser hvileløst rundt inde i stuen.
I en anden løber Lui råbende ud i køkkenet, fordi han kan lugte gas. Elle, der har glemt at slukke for gaskomfuret, sidder lige ved siden af uden at ænse det store.
Således er billedopdelingen også et effektivt suspense-værktøj. Da Elle for eksempel smider Luis højt elskede bognotater ud i et forsøg på at rydde lidt op, kan publikum bare vente i spænding på, at han senere selv opdager det.
’Vortex’ er over to timer lang og bevæger sig fremad i et roligt tempo med lange indstillinger. Hele vejen igennem er filmen alligevel knugende intens.
Det skyldes for det første, at det er umuligt at se begge halvdele samtidig. Man må altså hele tiden skifte fokus for ikke at gå glip af noget i de sideløbende handlingsspor.
Det tragiske drama er desuden involverende og rørende på grund af de fantastisk naturlige skuespilpræstationer af Argento, Lebrun og Alex Lutz, der træder ind i fortællingen som sønnen Stéphane. Han har sine egne problemer at slås med, herunder et tilbagevende heroinmisbrug, men han forsøger at hjælpe sine forældre, så godt han nu kan.
Argento bærer på så meget vrede og sorg over hustruens omskiftelige tilstand. Den aldrende mand udstråler ligeledes en frygt for at give slip på livet.
Den gamle lejlighed, som det meste af handlingen udspiller sig i, fungerer som en konkret illustration af dødsangsten. Alle hjørner af hjemmet er fyldt med bøger og papirer, som Lui ikke kan give slip på. »Jeg vil ikke smide mit liv væk«, siger han vredt, da Stéphane foreslår sine forældre at flytte på et plejehjem, hvor Elle kan få den nødvendige hjælp.
Når filmen klipper mellem sine lange indstillinger, sker det med et millisekund sort skærm – som om selve billedet, ligesom hovedpersonerne, er skrøbeligt og kan forsvinde når som helst.
Dermed sætter både karaktererne og publikum også stor pris på de små øjeblikke af nærvær og ømhed, som opstår hist og her mellem skænderierne og sorgen.
’Vortex’ kan både trigge dødsangst, og minde mig om, hvor kostbart livet er. På den måde har dette mesterlige hovedværk faktisk meget til fælles med Noés tidlige gennembrudsfilm, ’Irréversible’.
Kort sagt:
Provokatøren Gaspar Noé skruer helt ned for tempoet i sin rørende, ubehagelige og visuelt opfindsomme skildring af alderdom og dødsangst.