’Talk to Me’: Ond og klam ungdomsgyser er halvanden times lomme af sindssyge
En gruppe teenagere har fået fat i en klam hånd. Den er egentlig bare af porcelæn, men rygtet vil, at der inden i den er en clairvoyants ægte, afskårede og balsamerede hånd for evigt fanget i denne position af et ufuldendt håndtryk.
Et eller andet er der i hvert fald helt galt med den, har de fundet ud af. For hvis man tager fat om den og udfører en række meget ånden i glasset-agtige ritualer, bliver man i stand til at tale med og blive overtaget af dem, der bor i underverdenen.
I gyseren ’Talk to Me’ er underverdenen et sted, der minder mig om de obskure middelaldermalerier af skærsilden, hvor mennesker koges, halshugges, skæres i stykker og generelt pines af tortur, ondskab og evigheden. Og dem, der dukker op derfra, er ikke gennemsigtige spøgelser, men mere som mennesker, der rådner, mens de stadig er i live.
Får det vennegruppen til at smide hånden ad helvede til? Selvfølgelig ikke. Tværtimod bliver det et partytrick på skift at lade sig besætte, filme det og se, hvem der ser dummest ud.
Det er de videoer, ’Talk to Me’s hovedperson Mia (spillet af australske Sophia Wilde, som vi helt sikkert kommer til at se meget mere til fremover) ser. Og på mindedagen for hendes mors død overbeviser hun veninden Jade om at tage hen og finde ud af, om det, hånden kan, er ægte.
Det kan jo umuligt gå galt.
’Talk to Me’ er debutfilmen for de australske brødre Danny og Michael Philippou, der under navnet RackaRacka har fået enorm succes på YouTube med horror/comedy-sketches med den intense humor og hjemmelavede æstetik, man forbinder YouTube med.
Med ’Talk to Me’ blander de humor med klassiske gyserelementer, psykologisk uhygge, teenagekedsomhed, traumer og en såret kænguru. Den er både charmerende og ubehagelig, dum og underholdende, klichéfyldt og sin egen: I stedet for at kaste sig ud i den umulige opgave at opfinde en version af åndefremkaldelse, der aldrig er set før, omfavner den det absurde i idéen om en portal åbnet af et stearinlys og nogle magiske sætninger.
Hånden er der, man kan lade sig besætte, men aldrig for længe. Videre med historien.
Det fungerer, fordi vores hovedpersoner, Mia, Jade, Jades lillebror Riley og Jades kæreste Daniel er ret ligeglade med forhistorien. For dem er selv en dårlig idé spændende i en søvnig by, hvor de er omringede af bekymrede forældre og jævnt kedelige jævnaldrende (filmen er optaget i og i høj grad inspireret af de australske omgivelser, Danny Philippou som teenager hang ud i).
Og fordi det er mere interessant at se, hvordan denne vennegruppe, med deres til tider komplicerede relationer og fortid, reagerer i mødet med dødsriget.
Dette møde er både grotesk sjovt og rent ud grotesk. Først er det tidsfordriv, i nogle tilfælde måske næsten en afhængighed, at lade sig overtage af fremmede magter, der virker til i en eller anden grad at kunne læse deres tanker.
For nogen betyder det, at de bliver besat af en ond sexdæmon, der får dem til at gnide sig mod stuegulvet. For andre bliver til et håb om at kunne kommunikere med de døde. Imens spekulerer man over, om det er en massepsykose, en kosmisk straf eller en form for mareridtsagtig ønsketænkning.
’Talk to Me’ lægger alle de spor ud, den skal, så vi kan følge den hele vejen ind i den overjordiske virkelighed. En mental spiral, som er troværdig, fordi vi ved, at dem, den går ud over, er sårbare. Det er ikke en film, der skriger af originalitet eller komplet chokerende twists.
Men det er en ond og klam film, der skaber en lille halvanden times lomme af sindssyge.
Kort sagt:
Et klamt håndaftryk lukker ondskaben ud i denne vellykkede gyser fra YouTube-brødrene Danny og Michael Philippou.