’The Banshees of Inisherin’: Colin Farrell leverer karrierens bedste præstation i skævt uforudsigelig Oscar-kandidat

’The Banshees of Inisherin’: Colin Farrell leverer karrierens bedste præstation i skævt uforudsigelig Oscar-kandidat
'The Banshees of Inisherin'. (Foto: Searchlight Pictures)

’The Banshees of Inisherin’ åbner med en smilende mand og en regnbue på en lys himmel. Charmerende og irsk. Men filmen slutter med brand, død og afhuggede lemmer. Mørkere end ufortyndet Guinness.

Det er Martin McDonaghs tredje film med et stednavn i titlen. Vi har tidligere mødt Colin Farrell og Brendan Gleeson som lejemordere i Brügge (’In Bruges’), og vi har været forbi Ebbing, Missouri i den klæge og utroværdige ’Three Billboards Outside…’.

Denne gang befinder vi os på den fiktive ø Inisherin, der så vidt jeg kan forstå betyder »den irske ø«. Året er 1923, og på fastlandet raser den irske borgerkrig. En selvødelæggende konflikt, hvor irere kæmper mod irere om forholdet til Storbritannien. Fejden affødte bitterhed, der stadig kan mærkes i dag, og krigens tabstal endte med at være højere end i den uafhængighedskrig, der netop var overstået.

Kanonilden kan høres i det fjerne, men øboerne bekymrer sig ikke om den slags tåbeligheder.

Den optimistiske Pádraic Súilleabháin (Colin Farrell) glæder sig til den sædvanlige pint på pubben klokken 14 med sin bedste ven Colm (Brendan Gleeson). Men netop i dag har Colm taget en drastisk beslutning. De to kan ikke være venner mere. Fra nu af skal Pádraic ikke tale til Colm – en absurd situation på en lille ø, hvor man ikke kan undgå at støde ind i hinanden dagligt. Især på øens eneste pub.

‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: Searchlight Pictures)

Øboerne har altid syntes, at de var et pudsigt par. Den tænksomme, musikalske Colm og den jævne Pádraic. »One of life’s good guys«, som krofatter kalder ham, hvilket jeg fornemmer er irsk for en hyggelig, men knap så kvik type.

Den forbløffede Pádraic kan hverken forstå eller acceptere (eks)vennens beslutning. Først tror han, at Colm laver numre med ham. Men det er ikke en aprilsnar. Pádraic kan ikke slippe tanken om, hvad han mon har gjort for at forårsage bruddet. Han kan heller ikke lade være med at prøve at klinke skårene. Men hvert forsøg forværrer situationen.

Da Pádraic går ham på klingen, bliver det tydeligt, at Colm mener det alvorligt. Colm truer med at skære sine egne fingre af, hvis Pádraic bliver ved med at tale til ham. En omstændelig, omvendt måde at true på, men netop dumheden i mændenes handlinger er et af filmens temaer.

Colm har ikke længere plads til kedsomhed i sit liv, og Pádraic er kedelig. Slut med snak om ligegyldigheder. Colm vil have stilhed, og så vil han komponere musik på sin violin. Musik, der vil blive husket, så han efterlader sig noget i verden og ikke bare bliver glemt.

Colin Farrell og Brendan Gleeson i ‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: Searchlight Pictures)

Du bliver skuffet, hvis du søger logikken i at droppe et venskab for at hellige sig kunsten, og samtidig true med at skære sine fingre af. Fingrene, som Colm bruger til at spille violin med. Det, han skaber sin kunst med.

Er det et forsøg på at blive en kompromisløs kunstner? Mytedannelse, som historien om Van Gogh, der skar sit øre af? Eller aner han, at han måske slet ikke kan skabe kunst, som for alvor vil gøre indtryk og blive husket, så presset på ham selv bliver lettet ved at kunne give Pádraic skylden for de manglende fingre?

Eller er det en stædig mands faste beslutning på at gennemføre det, han havde sat sig for: at skære Pádraic ud af sit liv for at skabe rum til noget andet? Hvad end det kræver?

Filmen kan fungere som en Rorshach-test for publikum, om de synes, at det er vigtigst at være en rar person eller en person, der bliver husket i eftertiden. Værdien i at være et godt menneske og have nok i det over for følelsen af at leve uden at leve. Falder din sympati hos Pádraic eller Colm?

McDonagh dømmer hverken den ene eller den anden, og publikum kan gå ud af biografen og gruble over egne venskaber og store drømme. Medmindre du inden da er blevet for frustreret over den gensidige dumhed i de to mænds handlinger.

Colin Farrell i ‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: Fox Searchlight)

Historien er underholdende, og det er en herlig fornemmelse ikke at ane, hvad der kommer til at ske, men den skæve uforudsigelighed stiller også store krav til filmen, når den så alligevel skal finde en logisk slutning. McDonagh vælger den tvetydige vej, som vel også er det eneste rigtige. Alligevel gav slutningen mig en uforløst fornemmelse, som efterlod mig kold, fordi jeg kun kan forklare Colms afvisning af Pádraic som resultatet af en dyb depression.

Den lokale præst spørger Colm, hvordan det går med hans »despair«, og jeg går ud fra, at denne fortvivlelse er et udtryk for depression. På denne baggrund nytter det måske heller ikke at lede efter logiske svar på, hvorfor Colm vil save den gren over, som han sidder på – eller skære de fingre af, som han spiller violin med. Og det er netop det, der frustrerer Pádraic – og mig som publikum.

Pádraic undrer sig over, at hvis Colm er deprimeret, hvorfor kan han så ikke bare »push it down, like the rest of us?« Jeg ved ikke, om folk med hang til tristesse vil synes, at sætninger som denne – skrevet og spillet som sort komik – er sjove og genkendelige eller anstødelige. For mig er konflikten uforståelig. Men andres depression er ofte uforståelig – ligesom selvmord – hvilket gør emnet så svært at håndtere.

‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: Searchlight Pictures)

Banshees er kvindelige gespenster, hvis skrig varsler snarlig død. ’The Banshees of Inisherin’ er også navnet på det stykke musik, som Colm komponerer (og som i virkeligheden er komponeret af Brendan Gleeson selv). Colm fortæller, at han ikke tror, banshee’erne på Inisherin skriger. Hvorfor skulle de? For øens ubetydelige beboere indikerer hvert øjeblik, at de er et sekund nærmere døden. Når livet ikke betyder noget, er selve livet et varsel om død.

Banshee’erne kan se passivt til og lade tiden gøre arbejdet. Den slags stille observation er der meget af på Inisherin, som føles kvælende med dens slet skjulte synder overalt. Øboerne observerer passivt den eskalerende konflikt mellem Pádraic og Colm, ligesom de stirrer passivt mod fastlandet og den ødelæggende konflikt, der river landet itu. Og imens stirrer dyrene kærligt ind af vinduerne på menneskene i husene.

‘The Banshees of Inisherin’. (Foto: 20th Century Studios)

Dyrevennen Pádraics trivielle liv sidestilles med dyrenes simple liv. Og netop et dyrs død er en af filmens mest hjerteskærende scener. Colm prøver at være urokkelig i sin beslutning om at skære det trivielle væk fra sit liv, men han respekterer samtidig Pádraic. Da præsten fortæller Colm, at Gud ikke bekymrer sig om dyr, svarer han, at det måske er der, det er gået galt.

Dyrene fatter ikke krige og konflikter, og de kan ikke skrive uforglemmelig musik, men de kan være loyalt og rart selskab for mennesker – lidt på samme måde, som Pádraic var for Colm, indtil han blev afvist.

Der er flere lag i ’The Banshees of Inisherin’ end konflikten mellem Pádraic og Colm. Ikke alle fungerer. Den lille konflikt er naturligvis en – lidt klumpfodet – allegori over den irske borgerkrig, som foregår i baggrunden.

Og så er der laget, hvor historien udspiller sig som en irsk fabel. En ældre kvinde på øen, Mrs. McCormick (Sheila Flitton), forvandler sig undervejs til en banshee-lignende fabelfigur. For mig var det forstyrrende, at det realistiske kammerspil mellem Farrell og Gleeson påvirkes af et væsen, der ligner Døden fra Bergmans ’Det syvende segl’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Uanset om historien fascinerer eller frustrerer dig, gøres den yderst seværdig af skuespilpræstationerne – stærkere end selv den irske accent, der fik mig til at glædes over underteksterne.

Kerry Condon som Pádraics klogere søster og Barry Keoghan som landsbytossen er fremragende – og netop Oscar-nominerede – hvilket gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på Robert Downey Jr.’s råd om, at man aldrig må gå full retard. Keoghan rammer halvidioten perfekt.

I en hovedrolle-agtig birolle viser Gleeson os en klippefast mand, der længes efter at betyde noget og pludselig udviser brutal kulde over for sin ven. Det er imidlertid bare en facade, og indimellem er der små sprækker, hvor et mildt og sympatisk menneske titter frem. Måske er det umuligt at undslippe det trivielle.

Colin Farrell leverer nok karrierens bedste præstation med mange, mange lag af følelser, der alt sammen bunder i, at han ikke fatter, hvad der sker omkring ham.

Man får lyst til at sige, at der er god kemi mellem Farrell og Gleeson, men det er, hvis man med god kemi mener noget á la sodium og potassium, der bare skal blandes med vand – eller for mange pints på pubben – for at eksplodere.

Det er både komisk og tragisk, at deres ubetydelige fejde skaber så store efterdønninger på den lille ø.


Kort sagt:
Frustrerende og dyster. Komisk og underholdende. Typisk Martin McDonagh. Nu er du advaret.

'The Banshees of Inisherin'. Spillefilm. Instruktion: Martin McDonagh. Medvirkende: Colin Farrell, Brendan Gleeson, Kerry Condon, Barry Keoughan, Sheila Flitton. Spilletid: 124 min. Premiere: I biografen 26. januar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af