’Bottoms’: Vanvittig teenagesexkomedie er et voldsparat modsvar til ’American Pie’
I 1999 havde Jim sex med en tærte i ’American Pie’, og med det møde var en ny genre født: Teenage-sexkomedien.
De tre ting var selvfølgelig længe inden tæt sammenfiltret, men filmen og den popularitet, den opnåede, tog subgenren et nyt sted hen – som teenagere uden opsyn, hvor umoden liderlighed og drømmen om at miste sin mødom går forud for coming-of-age, kærlighed, god opførsel og et egentligt sammenhængende plot.
Og ingen beskrivelse kunne passe bedre på genrens nyeste vanvittige medlem, ’Bottoms’.
Her er veninderne PJ og Josie villige til at brække hinandens næser for måske at få slikket fisse. De er besat af tanken om at have sex, mens de stadig er »sexy highschoolers«, og det skal allerhelst være med Isabel og Brittany, de lækre cheerleadere, hvis cheer består i at hælde en flaske vand ud over en stram hvid t-shirt.
Skoleårets start går bare ikke helt som planlagt, da et rygte begynder at løbe om, at PJ og Josie over sommeren har været i ungdomsfængsel. Det ene fører mere eller mindre sammenhængende til det andet, og pludselig er historien blevet til, at de har smadret skolens football-stjerne og måske også spist lort. På rektors kontor er deres bedste forsvar at sige, at det skete i selvforsvar – og med det har de ufrivilligt startet en selvforsvarsklub for piger.
Det viser sig dog at være til deres fordel. For er der én ting, de ved om at slås (og der er kun én ting), så er det, at det er kropsnært. Og hvilke piger tænder ikke lidt på at blive slået, til man bløder ud af næsen?
Det spørgsmål vil jeg lade stå ubesvaret, men i den let fordrejede virkelighed, ’Bottoms’ eksisterer i, er vold så legitim en måde at udtrykke sig på, at en fight club virker som en nærliggende indgang til sex. Med de tydelige hakkeordener, kontaktsport og en konkurrencepræget alle mod alle-mentalitet har det amerikanske skolesystem altid virket som et meget aggressivt sted, og det billede bliver her taget til ekstremer:
Den lokale rivalskole udsætter eleverne for rutinemæssige overfald, bomber bliver sprunget mere end én gang, og medlemmerne af forsvarsklubben har typisk en hævnfantasi om deres stedfar eller deres stalker.
Men ligesom football bliver fremstillet som det tyndeste dække over en homoerotisk hyldest af testosteronpumpende maskulinitet, er pigerne også nødt til at søle deres fight club i female empowerment og kalde det et safe space for at lokke deres drømmepiger til. Sådan blev feminisme en undskyldning for vold.
Det lyder måske mere som en voldskomedie. Men ’Bottoms’ er lige så meget en sexkomedie, som det er en parodi over både genren og et samfund, som er så voldsparat og samtidig så angst for sex – og især for kvinder, der har sex med mænd, sig selv eller, gud forbyde det, hinanden – at grænsen mellem aggressivitet og liderlighed nærmest opløses.
Det føles som en alternativ tidslinje til ’American Pie’ med mindre solskinsforstad og flere lesbiske, hvor alle hele tiden er på nippet til enten at bolle eller slå hinanden ihjel.
Med sin retro-stil refereres der også tydeligt til genrens forgængere, fra plakaten til brugen af et klassisk 00’er-hit, Avril Lavignes ’Complicated’, til den måde et liv uden for deres highschool-boble virker utrolig langt væk.
Ayo Edebiri (’The Bear’) og Rachel Sennott (‘Shiva Baby’, ‘The Idol’) som Josie og PJ passer perfekt som de desperate veninder, klædt i den underligste blanding af seler, stramt knappede crop tops og XL-poloer og hele tiden indhentet af deres egne handlingers konsekvenser.
Instruktør Emma Seligman, hvis fantastiske debut ’Shiva Baby’ også var en intens kropslig film, skubber den overdrevne, voldelige komik helt derud, hvor det næsten bliver ubehageligt – og måske i nogens øjne er det.
Den reaktion er forståelig, særligt set i lyset af at pointen i ’Bottoms’ virker til at være, at der ikke er nogen pointe, at det groteske og vulgære har overtaget, og at det altid er en mulig udvej bare at skaffe sig et våben.
Sagen er jo, at det i USA altid er en mulighed, og at det snarere er dæmoniseringen af seksualitet end tilstedeværelsen af sex, der gør skade.
Måske føles det meningsløst, men sjældent har jeg set meningsløsheden så voldsomt, liderligt, sjovt, uventet og alligevel tydeligt udstillet som her.
Kort sagt:
PJ og Josie er villige til at smadre hinanden for at have sex med en cheerleader i dette vanvittige take på en teenage-sexkomedie.