’EO’: Vi er alle sammen æslet i drønhamrende flot og sanselig filmoplevelse
Jeg har en intern joke med min søster om Robert Bressons ’Au Hasard Balthasar’ fra 1966. Den franske sort-hvid film er for hende indbegrebet af kedelige kunstfilm. Og en film med et æsel i hovedrollen bliver nok heller aldrig rigtigt sexet.
Troede jeg.
Men Jerzy Skolimowski nye fortolkning ’EO’ bruger alle tricks i den filmiske værktøjskasse for at gøre æslet spændende.
Filmen følger det titulære æsel EO, der bliver sendt ud på en rejse gennem det polske land. Det starter som cirkusæsel, står senere i en stal med væddeløbsheste, arbejder på en minkfarm og bliver sågar maskot for et lokalt fodboldhold. Men plottet er egentlig ikke så vigtigt i ’EO’, det er mere en film, man skal føle. Dialogen er holdt til et absolut minimum til fordel for kompleks visuel historiefortælling.
Det er en film fortalt gennem kontraster. En scene viser for eksempel EO fra en trailer, som gennem tremmer kigger ud på en mark, hvor heste løber frit rundt i smukke slowmotion-billeder. Hestene i filmen bliver vist i lige så sensuelle og episke billeder som i en Zack Snyder-superheltefilm.
EO bliver derimod næsten udelukkende vist i statiske billeder, med et blankt ansigtsudtryk, der indbyder til fortolkning. Med tanke på et berømt filmhistorisk eksperiment er det en ren ’Kuleshov effekt’, hvor publikum tolker EOs tanker og følelser som en spejling af omverdenen.
Man kan næsten ikke se filmen uden at sammenligne den med Bressons æselfilm, men i virkeligheden har de ikke særlig meget tilfælles udover æslet.
Bresson bruger mest af alt Balthasar som et godhjertet vidne til et menneskeligt drama. EO er derimod hovedkarakteren i sin egen film, og i en længere sekvens har EO slet ikke nogen ejer. Selvom Isabelle Huppert som altid er fremragende i en lille rolle, er æslerne Hola, Tako, Marietta, Ettore, Rocco og Mela de egentlige skuespilstjerner. Denne sommer lokker de store film som altid med vilde stunts og flotte effekter, men den mest specielle special effekt finder man i de her skønne æsler.
Stilistisk adskiller ’EO’ sig også fuldstændigt fra ’Au Hasard Balthasar’. Bresson bevæger kun kameraet, når det er højst nødvendigt, og bruger ingen musik for at opnå en så realistisk oplevelse som muligt. Skolimowski går helt anderledes til værks. Udover den hyppige brug af slowmotion er adskillige skud tintet ildrøde, og en ekstrem koøjelinse bliver brugt som EOs POV.
Brugen af den røde farve i filmen er ret interessant, fordi symbolikken ikke er entydig. Den bliver brugt til EOs optræden i cirkus, og når hestene løbetræner, hvilket ville indikere en kommentar om menneskets udnyttelse af dyr, men EO virker også til at have et stærkt bånd til sin cirkusmakker.
Senere bliver farven brugt i droneskud gennem en skov, og på den måde tvinger filmen seeren til aktivt at tolke. Det er langt fra Hollywood, som efterhånden skefodrer os med en grød af positive følelser og åbenlyse budskaber.
Tidligt i filmen trækker EO en lille vogn til en losseplads, hvor kameraet fokuserer på en stor kran. Det stiller et eksistentielt spørgsmål om, hvad æslets rolle er i samfundet i dag. Det kan ikke løfte som kranen eller lastbilen, det løber ikke yndefuldt som hesten og kan ikke overleve i den farlige skov.
I sin anmeldelse af ’Au Hasard Balthasar’ skrev Roger Ebert, at vi alle er Balthasar. Uanset hvilke drømme, håb og planer vi har, vil verden i sidste ende gøre, hvad den vil med os.
Vi er også alle EO. Vi kæmper desperat for at følge med en verden, hvor teknologien tager nye spring hver dag.
Kort sagt:
’EO’ er en sanselig oplevelse, som både taler til følelserne og fornuften. Det er en stilistisk ambitiøs og drønhamrende flot film, og selvom hovedkarakteren er et æsel, er det et æsel, som er let at identificere sig med.