’Tár’: Cate Blanchett har aldrig været bedre end i dette mesterlige karakterstudie
Det første billede i ’Tár’, Todd Fields første film i 16 år, viser den enigmatiske hovedperson Lydia Tár i en noget uflatterende stilling på et fly. Det er optaget på en smartphone og er tydeligvis et sjældent glimt bag den uigennemtrængelige facade på den feterede mesterdirigent.
En facade, som filmen i de efterfølgende 158 minutter slår så mange skår i, at glansbilledet til sidst krakelerer i tusinde stykker.
I næste indstilling – filmens titelsekvens – er der slet ikke noget billede, men vi hører over sort skærm et medlem af et stammefolk synge smukt på sit sprog. »Du skal ikke være bange for mikrofonen«, får personen at vide på lydsiden. Også denne sekvens bliver et forvarsel, denne gang om den systematiske udnyttelse og magtkamp, der er kernen i Fields overrumplende hovedværk.
’Tár’ er lige dele majestætisk karakterstudie og besættende rise and fall-fortælling med Cate Blanchett i karrierens bedste rolle, hvilket ikke siger så lidt. Hun giver en præstation i familie med De Niro i ’Raging Bull’, DiCaprio i ’The Wolf of Wall Street’ og Daniel Day-Lewis i ’There Will Be Blood’. Her gælder det også et talentfuldt individ, der falder fra tinderne og selvudsletter på lærredet.
Men ’Tár’ er også mere end det. Det er et frontalsammenstød mellem kulturer, tider, menneskesyn og idéer, der er indlejret i selve filmens mesterligt konstruerede struktur: Klassisk musik i en moderne virkelighed. Det gamle mod det nye. Fortiden i nutiden.
Blanchett spiller den fiktive dirigent Lydia Tár, der forbereder sig på indspilningerne af karrierens vigtigste værk med Berliner Philharmonikerne, som hun er den første kvindelige dirigent til at bestyre. Hun er en kunstnerisk begavelse på niveau med fagets giganter, ikke mindst sin mentor Leonard Bernstein.
Vores første egentlige møde med hende er i en 15 minutter lang talk med The New Yorker. Journalisten introducerer hende med det ene superlativ efter det andet, men det står hurtigt klart, at introduktionen er skrevet af hovedpersonen selv i et forsøg på at kontrollere hendes kalkulerede image – et image, som hun vedligeholder på sociale medier og den Wikipedia-side, hun nøjsomt opdaterer.
Når Lydia Tár svinger taktstokken, lystrer alle, men hvad Lydia ikke kan kontrollere, er hendes holdninger. Hun insisterer på, at man kan adskille værk og kunstner, og fremhæver, at den symfoni, hun skal fremføre – Mahlers femte – i virkeligheden er en kærlighedserklæring fra komponisten til hans hustru.
Uden at nævne, hvordan patriarken marginaliserede sin hustru og bad hende lægge sin egen karriere som komponist på hylden.
Tár siger, at hun ikke selv mærker kønsbias, og foreslår sågar, at den talentordning for kvindelige dirigenter, hun har været med til at stifte, bliver åbnet op for mænd. Og det bliver nærmest pinligt, da hun afslører, at hun ikke ved noget om kvinderettighedsforkæmpere og slet ikke kan huske datoen for kampdagen.
Da hun senere giver en masterclass foran en række unge dirigentspirer på Juilliard i New York, kan hun ikke snuppe, at en »BIPOC«-studerende pure nægter at interessere sig for Bach, fordi han var en hvid, misogyn mand.
Men kan den studerende acceptere, hvis han på samme måde blev sat i bås, så han ikke længere kunne fremføre musik af en kvindelig komponist? Ville han kunne leve med ikke at blive bedømt på sit håndværk, men alene på sin fortid, personlighed eller overbevisninger?
Sådan bliver ’Tár’ ved med at stille pirrende spørgsmål til vores tidsånd uden på noget tidspunkt at give os endegyldige svar. Det bliver kun sat yderligere på spidsen, i takt med at vi erfarer, at hovedpersonen selv viderefører flere af fortidens idealer og udnytter de privilegier, mange før hende har nydt godt af.
Blandt andet ved at groome de unge musikere i sit orkester og misbruge deres tillid og sin egen position for at komme frem i verden og få afstivet sit ego.
Men det ville være for let at reducere ’Tár’ til en udstilling af en narcissistisk krænkers selvforståelse. Filmen lader det være op til os at tage stilling, mens Field koncentrerer sig om at blotlægge de mekanismer, som opretholder hierarkierne: Fra bestyrelseslokalerne fyldt med mellemledere, der ikke vil ofre deres guldfugl, over en skandalesag til den hjerteskærende assistent (Noémi Merlant), der bliver medskyldig i Lydias bedragerier, fordi hun selv vil frem i verden.
Det er en pointe, at det først er ved ankomsten af en purung cellist, der ikke er modtagelig over for maestroens tilnærmelser, at snebolden for alvor begynder at rulle. Her konfronteres Lydia med en ny generation, som ikke tror på de arkaiske magthierarkier, hvor man blindt skal lystre geniet for at opnå succes. Hvor alle relationer er transaktioner.
Filmen er rodfæstet i Blanchetts uforglemmelige præstation som en kvinde, der fuldkommen har mistet grebet, fordi ingen nogensinde har stoppet hende. Hun har alt, men alligevel er hun konstant på flugt – forfulgt af en rødhåret kvinde, de allestedsnærværende kameraer og blikke, de desperate mails fra en forurettet protegé, der hober sig op, og de gennemtrængende mislyde, hun ikke kan undslippe.
Maestroen er umulig at tage øjnene fra, når hun forvandler hver en situation og gestus til en magtkamp. Vi ser det kun i glimt, som når hun beder sin kollega om at tage plads, selvom de er på hans kontor, eller når hun antaster sin adoptivdatters mobber i skolegården og viser den side af sit ansigt, som kun hendes ofre ser.
»Hvis du siger, hvad jeg har gjort, vil ingen tro på dig«, får den stakkels syvårige pige at vide.
Lydia er så bange for at vise svaghed, at hun, da hun falder på en trappe og slår sit ansigt gult og blåt, finder det lettere at sige, at hun er blevet overfaldet. Da hun hører en kvindes altoverdøvende skrig i en øde skov, gemmer hun sig. Og selvom hendes partner (Nina Hoss) lider af hjertebanken, stjæler Lydia hendes medicin med på sine rejser, så hun kan sove på flyet.
Er hun decideret ond? Eller er hun bare så korrumperet af troen på, at hun som geni er berettiget til hvad som helst? Er hun overhovedet et geni i en verden, hvor alt i virkeligheden er pastiche?
Med ’Tár’ har Todd Field skabt en uhyre fascinerende film, der med perfektion bliver ved med at åbne sig op – tydeligt inspireret af læremesteren Stanley Kubrick og ’Eyes Wide Shut’, som Field spillede med i.
Den bittersøde slutning er næsten på niveau med den beslægtede finale i ’The Wolf of Wall Street’.
Tár rammer bunden, men alligevel aner man konturerne af lykke og en tilbagevenden til de rødder, hun glemte i jagten på magt. Med en radikal negation af magtbalancen i filmens titelsekvens.
En genfødsel af en slags.
Kort sagt:
Cate Blanchett har aldrig været bedre end i Todd Fields mesterlige karakterstudie af en stjernedirigent korrumperet af magt og succes.