Australske Cate Blanchett brød igennem som nyudklækket dronning i ‘Elizabeth’ og elverdronning i ‘Ringenes herre’.
Siden har hun sat sig solidt på tronen i Hollywood, hvor hun gang på gang har imponeret Oscar-akademi såvel som publikum og kritikere med sin naturlige autoritet og elegance i roller som alt fra skandaleramt skolelærer, kupmager og antifeministisk leder til Bob Dylan og en perlerække af variationer over frustrerede overklassefruer.
Vi rangerer Blanchetts hidtil bedste roller.
Nr. 7: ‘Mrs. America’
Cate Blanchett var med til at genstarte feminismebølgen i Hollywood med sin Oscar-tale i 2014, hvor hun understregede, at film med kvindelige hovedroller altså ikke er et nicheprodukt. Siden har hun flittigt brugt sin stjernepower og autoritet til at tale kvindernes sag og gik forrest i kvindernes protestmarch mod kønslig ubalance på den røde løber i Cannes i 2018.
Derfor var det en overraskelse at se Blanchett castet som den konservative antifeminist Phyllis Schlafly i Dahvi Wallers historiske miniserie fra 2020, der følger 1970’ernes politiske kamp om et forslag om en tilføjelse til USA’s forfatning om at forbyde kønsdiskrimination i lovgivningen – den såkaldte Equal Rights Amendment, forkortet ERA.
Midt i tidens store kvindekamp starter Phyllis Schlafly sammen med en gruppe andre konservative kvinder græsrodsbevægelsen »STOP ERA«, der argumenterer for, at kvinders plads er i hjemmet som de naturlige omsorgspersoner. Schlafly skildres som en yderst intelligent og ambitiøs kvinde, der egentlig brænder for sikkerhedspolitik, men i mødet med sine republikanske mandlige partifælders sexisme i stedet positionerer sig på et »kvindeemne«.
Modcastingen af Blanchett er genial, fordi den tilfører rollen en tvetydighed. Vi har sympati med Schlafly, når hun som eneste kvinde til et møde bliver bedt om at tage noter, men hun viser hurtigt tænder som Trump’sk faktafornægter og djævelsk manipulator af både sine kvindelige undersåtter, mandlige politikere og medierne.
Blanchett har den autoritet, elegance, snuhed og karisma, der gør Schaflys overraskende effektive angreb på tidens store feminister troværdigt. Men bag hendes konstant glatte smil ulmer en forsmået og fandenivoldsk kvinde, der ikke vil finde sig i at blive kørt ud på et sidespor.
Var Phyllis Schlafly antifeminist eller bare magtbegærlig? Serien antyder det sidste, men Blanchett bevarer mystikken.
Mrs. America kan streames på HBO Max.
Nr. 6: ‘The Aviator’
Da Howard Hughes i skikkelse af Leonardo DiCaprio møder Cate Blanchetts speedsnakkende og hurtigttravende Katharine Hepburn på golfbanen i Martin Scorseses biopic fra 2004, ved han ikke, hvad der har ramt ham. Men både han og vi er straks fortryllede, og Blanchetts hvirvelvindkraft lyser befriende op i den ellers lidt tunge film.
Cate Blanchetts entré som Hepburn er som taget ud af screwball-klassikeren ‘Bringing Up Baby’, og hun rammer imponerende både skuespillerens diktion, humoristiske pingpong-levering, rastløse fysiske energi, excentricitet og sofistikerede blanding af glamourøs og intelligent filmstjerne. Hun åbner dog også døren på klem til skuespillerens sårbare og omsorgsfulde sider.
For det vandt Blanchett sin første Oscar for bedste kvindelige birolle i 2005.
‘The Aviator’ kan streames på Netflix, Viaplay og Prime Video.
Nr. 5: ‘I’m Not There’
Størstedelen af Cate Blanchetts roller er i seriøse, smagfulde og udfordrende kvalitetsdramaer. Men at der også er plads til kunstnerisk spræl, er Todd Haynes’ syrede Bob Dylan-antologi ‘I’m Not There’ fra 2007 bevis på.
Her spiller Blanchett en ud af seks inkarnationer af Bob Dylan, der repræsenterer forskellige biografiske perioder og aspekter af sangerens offentlige persona. Som castets eneste kvinde er det bemærkelsesværdigt, at det er Blanchett, der både fysisk og attitudemæssigt ligger klart tættest på virkelighedens Dylan – og er den præstation, man husker.
Som musikeren Jude Quinn repræsenterer Blanchett midt-60’ernes Dylan, der bliver kaldt Judas, fordi han sætter strøm til folkmusikken. Blanchett rammer plet som androgyn, udbrændt, omtåget, reserveret, mumlende og medietræt Dylan-figur, der er færdig med at forsvare sin manglende oprigtighed, men i momenter vågner op fra resignationen og svarer skarpt igen til en særligt enerverende BBC-journalist.
‘I’m Not There’ kan streames på Filmstriben, Viaplay og HBO Max.
Nr. 4: ‘Elizabeth’
Cate Blanchett brød igennem i Hollywood med et brag, da hun blev Oscar-nomineret for sin altoverskyggende titelrolle i Shekhar Kapurs historiske drama om den engelske dronning Elizabeth 1. Her demonstrerer hun den ubesværede myndighed og indre styrke, sofistikerede intelligens og tidsløse, nærmest overjordiske, regale elegance, der blev kendetegnende for hendes fremtidige karriere.
Med sin sarte porcelænshud, ungpigerøde kinder, ranke holdning og autoritet er hun en perfekt inkarnation af den unge dronning, der i løbet af filmen finder sig til rette i tronen, tager magten over de mandlige rådgivere og biskopper med en blanding af charmeoffensiv og dundertaler og begynder at styre landet efter sit eget hjerte – mens hun prøver at undertrykke sin sorg over at måtte må opgive romantisk kærlighed i sin position.
Blanchett gentog rollen i opfølgeren ‘Elizabeth: The Golden Age’, der dog ikke holdt etterens niveau.
‘Elizabeth’ kan streames på SkyShowtime.
Nr. 3: ‘Carol’
Cate Blanchett er allermest i sit es som sofistikeret overklassefrue, der presses af ydre omstændigheder.
Det beviser hun ikke mindst i en underspillet og dybdegående præstation i Todd Haynes’ smukke kærlighedsdrama fra 2015. Her spiller hun den überelegante pelsklædte, selvsikre, men ulykkelige forstadsfrue Carol, der i 1950’ernes New York forelsker sig i den unge stormagasinekspedient og fotografspire, Therese – som hun målrettet forfører trods risikoen for at miste forældremyndighederne over sin datter som følge af tidens gammeldags værdier.
»What a strange girl you are«, siger hun tankefuldt og kigger glubsk Therese – der kigger fascineret tilbage på den overjordiske verdenskvinde over for sig. Under Carols kontrollerede, selvsikre og forføreriske overflade formidler Blanchett med små præcise virkemidler Carols voksende lammende frygt for samfundets repressalier og ikke mindst for at miste sin datter.
‘Carol’ kan streames på HBO Max og Filmstriben.
Nr. 2: ‘Blue Jasmine’
At se Cate Blanchett i Woody Allens drama fra 2013 er som at overvære en menneskelig togulykke: Det er umuligt at kigge væk.
Ligesom i ‘Carol’ spiller Blanchett en frustreret overklassefrue, men der er intet underspillet ved hendes Oscar-vindende tour-de-force-præstation i ‘Blue Jasmine’. I mindre kompetente hænder kunne rollen som Jasmine have givet anledning til overspil, men Blanchett demonstrerer hele sit imponerende spektrum uden én falsk tone.
Societykvinden Jasmine er gået fra at være neurotisk til at lide af et decideret nervesammenbrud, da hendes boligspekulantmand har begået selvmord efter at være blevet fældet i finanskrisen. Jasmine er efterladt med ingenting og flytter ind til sin arbejderklassesøster i San Francisco. Her forsøger hun at skabe et nyt liv ved at etablere en karriere og – vigtigere – gafle en rig mand. Men hendes hysteriske sammenbrud lurer konstant under de gode manerer, indsmigrende facon og insisterende (selv)bedrag.
Jasmine har set den anden vej i årevis og får sådan set, hvad hun har fortjent – ikke mindst fordi hun er snobbet og beregnende og behandler alle omkring sig med foragt og passivt-spydige bemærkninger.
Men Blanchett tilsætter en indlevet menneskelighed, der får os til at føle med Jasmines tragedie og sidde med tilbageholdt åndedræt, når toget uundgåeligt crasher.
‘Blue Jasmine’ kan streames på Filmstriben, Viaplay, Blockbuster og Grand Hjemmebio.
Nr. 1: ‘Tár’
Todd Field er på en svær mission med sin første film i halvandet årti. Hvordan balancerer man en film om en kvindelig komponist, der mødes med anklager fra kulturens woke-fløj ud fra unuancerede sammenklip, men som samtidig faktisk viser sig at besidde en kynisk skyggeside, så man ikke føler, at filmen er et alt for zeitgeisty partsindlæg for den ene eller anden fløj?
Ét er svarene må lyde: Man hyrer Cate Blanchett. Det er nemlig Blanchett i den altoverskyggende hovedrolle, der gør filmen så åben for fortolkning, så åben for skiftende – og ofte modsætningsfulde sympatier – jo længere man kommer ind i sindet på den brillante, dominerende og skånselsløse musiker.
Blanchett viser monstret uden at tabe mennesket, og det er en kompleks præstation fuldt på linje med nogle af filmhistoriens største antihelte fra Robert De Niro i ‘Raging Bull’ til Daniel Day-Lewis i ‘There Will Be Blood’.
Den altid topforberedte Cate Blanchett lærte at dirigere, tale tysk, spille klaver og den klassiske musiks historie til rollen, og til Todd Fields store forbavselse kunne hun hele manuskriptet til den to timer og 40 minutter lange film – altså ikke kun sine egne replikker, men hele manuskriptet – da hun mødte op til optagelserne. Det havde han aldrig oplevet før.
Flidsindsatsen betaler sig. Blanchett har aldrig været bedre. Har nogen? (JL)