Mit interview med Joaquin Phoenix kørte af sporet, indtil Pedro Pascal trådte til

Enhver ville være nervøs for at interviewe Joaquin Phoenix.

Oscar-vinderen er notorisk kendt for at være pressesky og genstridig, men jeg er alligevel positivt indstillet, da jeg træder ind på det femstjernede Marriott hotel på riveraen i Cannes under filmfestivalen i midten af maj, for denne gang giver han interview med Pedro Pascal, der har ry for at være et af Hollywoods rareste mennesker.

Anledningen er Ari Asters covid-neowestern ’Eddington’, hvor de to skuespillere tørner sammen som henholdsvis sheriff med mundbindsaversion og borgmester bevæbnet med corona-restrikioner og ambitioner om at lokke et lukrativt datacenter til byen, der skal sætte turbo på big tech-virksomhedernes globale dominans.

Det er i sin essens en film om miskommunikation, og hvordan algoritmestyrede sociale medier isolerer os i ekkokamre – en process, som blev acceleret under pandemien, hvor den virtuelle verden langsomt fik overtaget med virkeligheden. Det er i al fald tesen i ’Eddington’.

Og lad os bare sige, at filmens tematik om fejlslagsen kommunikation hurtigt spejler sig ind i det ’Fluernes herre’-agtige rundbordsinterviewsetup, hvor jeg først møder de to skuespillere og dernæst instruktør Ari Aster.

»Jeg forstår ikke spørgsmålet«

De to Hollywood-stjerner dumper ned i en sofa foran mig og syv andre internationale journalister, der på 15 minutter skal dyste i en subtil magtkamp om, hvem der kan sætte sig tungest på samtalen, så man undgår alt for mange intetsigende spørgsmål til Phoenix’ hunds yndlingsfarve og Pascals forhold til Frankrig.

En kamp, som nærmest kører af sporet fra første færd.

Vi når nemlig ikke mange sekunder ind i seancen, før en overmodig journalist kommer mig i forkøbet, griber ordet og truer med at kuldsejle hele interviewet.

»Jeg forstår ikke spørgsmålet«, lyder Phoenix’ slukørede svar, mens han stirrer modløst frem for sig bag sine tonede solbriller og synker ugideligt sammen i sofaen.

Det virker dog ikke til at være et udtryk for dårligt humør. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg heller ikke forstår spørgsmålet, og det bliver ikke bedre, da journalisten famlende forsøger at gentage det.

Det drejer sig enten om, hvordan skuespillerne forholder sig til at blive kogt levende (hvilket jeg ikke tænker, de har det store erfaringsgrundlag for at udtale sig om), eller også er det noget med, hvordan de oplevede covid-pandemien og oplevelsen af, at »tingene« nåede det famøse »kogepunkt« og »blev så store, at man ikke kunne klare sig selv, og det hele blev noget rod«.

Sort snak og gebrokkent engelsk er dog ikke en barriere for Pedro Pascal, godheden selv, der overbærende og udglattende griber spørgsmålet, som efterhånden har fortabt sig i utydelig, småpinlig mumlen:

»Hvad er vores take på at nå kogepunktet?«, siger han, inden han elegant får dirigeret samtalen mod mere sikker grund:

»Tja, det, der var så interessant ved covid, var, at vi havde individuelle oplevelser på baggrund af noget kollektivt. Vi blev adskilt i små bobler, og den information, der nåede frem til os, blev styret, og den var meget, meget foruroligende«, svarer han.

Beskedent, lille svar

Joaquin Phoenix lader nu til at have sporet sig ind på spørgsmålet og genvundet fatningen.

»Jeg ved ikke helt … Der er en gift, som vi mennesker kultiverer, og som nogle gange får overtaget«, forsøger han sig, mens han gradvist kommer til hægterne.

»Det er små ting, der kan synes meningsløse, lige indtil katastrofen rammer, og vi indser, at vi overhovedet ikke er forberedte. I dag kan vi se, hvordan de klogeste mennesker med allerflest ressourcer i verden bygger maskiner, der skal udnytte vores brister. Vi er omringet og uden ammunition, og det føles fucking uhyggeligt«, fastslår han.

Nu er Phoenix blevet varm – måske ligefrem kogende? Han fortsætter i hvert fald:

»Jeg ved ikke, hvad fucking løsningen er, men jeg har en følelse af, at vi er på vej udover kanten, og at vi ikke anerkender det. Algoritmen og big tech forsøger at holde os adskilt og nedbryde mellemmenneskelig kommunikation, hvilket er skræmmende. Men jeg tror på, at der kan ske noget oprigtigt kraftfuldt, hvis vi lærer at kommunikere. Jeg tror på, at vi kan gøre modstand ved at genfinde hinanden og lytte til folk, vi ikke nødvendigvis er enige med, for lige nu lever vi helt adskilte liv, og det er ødelæggende for os«.

Phoenix gnistrer nu, tydeligt overrasket over sin evne til at servere humanistiske guldkorn på et meget fattigt oplæg.

»Sikke et beskedent, lille svar«, siger Pascal med et smørret smil.

Alle griner og ånder lettet op. Interviewet er tilbage på sporet.

Det føles sindssygt

Internationale pressejunkets kunne i sig selv være omdrejningspunkt for en Ari Aster-satire om alt, hvad der er galt med menneskeheden. Desværre når jeg ikke at pitche ideen for ham, da Aster selv sætter sig i den varme stol nogle minutter senere, men han lader også til i forvejen at have masser at sige, om hvad der er galt med verden netop nu:

»Mit ærinde er at skildre polarising, og hvad der sker, når folk ikke kan leve side om side. Jeg ville gerne lave en film, der udtrykte, hvordan USA føles, og det føles fucking dårligt, sindssygt. Det er sygt og underligt«, siger instruktøren, der slog stærkt igennem med ’Hereditary’ og ’Midsommar’.

Westerngenren blev den perfekte arena for samtidsskildringen, forklarer han videre.

»Westerngenren handler på mange måder om at skabe nye samfund, om orden over for lovløshed. Som jeg ser det, befinder vi os lige nu ved en ny frontier. Det er let at glemme, hvor fucking underligt alt, der foregår omkring os, er, for menneskets evne til at omstille sig er utrolig. Vi vænner os lynhurtigt til nye ting, der fortoner sig som tapet. Det er utroligt underligt, og jeg ville gerne gøre opmærksom på det«.

Covid-19-pandemien blev for Aster katalysatoren, der tydeliggjorde, hvordan højere magter leder os durk mod et samfundskollaps af misinformation, tech-kapitalisme og anden dårligddom.

»Det føltes, som om vi fik beskeder fra en anden verden under corona: Stå her, tag maske på, gør sådan her, sig det her, tro på det her. ’Eddington’ starter med en karakter, der begynder at sige fra over for det system. Og hvad gør han så? Han tænder for sin telefon og udsender et post, og så er han øjeblikkeligt tilbage i det system. Jeg ville gerne tydeliggøre de dynamikker, så man forhåbentlig begynder at få det dårligt«.

Et forfærdeligt tab

Sociale medier spiller en nøglerolle i filmen i en sådan grad, at Aster fortæller, at han selv vil beskrive den som en film om big tech-kolonisatorers forsøg på at bygge en serverfarm i ørknen. ’There Will Be Blood’ i en ny tidsalder.

»Filmen handler i høj grad om, hvordan det virtuelle gør virkeligheden falsk«, siger Aster. »Sociale medier har medført et opmærksomhedstab, der gør, at folk tænker mindre, hvilket har fragmenteret vores samfund«.

Han fortsætter: »Selve ideen om sandhed er blevet perverteret, og det hænger sammen med propagandaens mål, som ikke er at overbevise folk om at lyve, men at få folk til at stoppe med at tro på nogen som helst form for almengyldig sandhed. Det er et forfærdeligt tab, som jeg ikke ved, hvordan vi kommer tilbage fra, for det virker, som om de mennesker, der kunne hive os tilbage, ikke har interesse eller økonomisk incitament for at gøre det«.

Ifølge Ari Aster befinder vi os i et fastfrosset feedback-loop, hvor vi står stille, mens alt omkring os bevæger sig utroligt hurtigt – teknologi ude af kontrol.

»Vi lever i vores egne hoveder og befinder os nærmest ikke i den samme virkelighed længere, fordi alle faste ståsteder er i opbrud, og i USA tager vi alle forskellige dele af vores lands komplicerede forhistorie med os i bagagen. Filmen handler i høj grad om at leve i sit eget hoved«, siger han.

Et ødelagt system

Tanken er dog ikke at udstille de radikale synspunkter, der skildres på lærredet, bedyrer Joaquin Phoenix.

»Når jeg går til karakteren, trækker jeg på mig selv. Jeg har også været fanatisk omkring mine egne ideer, og jeg har været selvretfærdighed, bange og bekymret. Min karakter, Joe, mener, at han er en retfærdig mand, der gør det rigtige, og som går op i almenvellet. Hver gang jeg nærmer mig en fordømmelse eller kritik af mine karakterer, er jeg nødt til at træde et skridt tilbage og sige: Det her er mig. Jeg har gjort alle de samme ting i andre afskygninger. Hav empati for ham og find de mest menneskelige dele af ham, for de fortjener en stemme«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

På samme måde siger Aster, at han også tror på folks gode intentioner.

»Det er få mennesker, som ikke går til verden med et ønske om at bidrage på den ene eller anden måde. Men jeg tror, at folk bliver revet rundt af forskellige suspekte kræfter, som nærer sig ved at opretholde feedback-loopet«.

»Det får mig til at føle mig magtesløs, og jeg tror, at mange har det sådan, for vi er virkelig magtesløse, afskåret fra enhver mulighed for at ændre verden. Og de højere magter derude, som er i kontrol, tror ikke på fremtiden. Det er problemet. Den eneste vej fremad er, hvis vi bliver genforbundet til hinanden og kommer ud af vores isolerede bobler af frygt og paranoia. Jeg ved ikke, hvad der skal til for, at vi finder sammen igen, men vi er nødt til at finde ud af det, for lige nu bor vi i et ødelagt system, der er i gang med at æde sig selv«.

’Eddington’ kan ses i biograferne 31. juli.