90’ernes hotteste makværk bør kun ses efter midnat på en glohed sommernat

Mens den danske sommer er notorisk uforudsigelig, er der heldigvis andre måder at gøre det garanteret hedt for sig selv. Gennem ferieugerne præsenterer vi derfor de hotteste film nogensinde, og i dag skriver Lise Ulrich om thrilleren med 90’ernes mest berømte trekantsscene: Den gennemført trashy og selv i dag totalt uimodståelige ’Wild Things’.
90’ernes hotteste makværk bør kun ses efter midnat på en glohed sommernat
'Wild Things'. (Foto: Columbia Pictures)

DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. »Da jeg først tog hul på manuskriptet, tænkte jeg, ’Oh, my God, det her er det trashiest piece of crap jeg NOGENSINDE har læst’. Men for hver anden side begyndte det at gå op for mig, at intet var, som det så ud. For hver anden side var der en ny overraskelse… «

Sådan sagde Kevin Bacon til Variety tidligere i år om 90’ernes måske bedste makværk, Florida-noir-thrilleren ’Wild Things’.

Ikke alene endte Bacon med at spille en af de fire outrerede hovedroller i den stjernespækkede misere og stille op i bar røv og dolk (en teknisk svipser med et håndklæde, bibeholdt i det endelige cut), han sprang også til som producer i kulissen, hvorfor ’Wild Things’ allerede inden premieren i 1998 fremstod svøbt i et kuriøst (hånd)klæde af en vis kunstnerisk kitsch-kvalitet fra instruktøren bag 80’er-gyseren ’Henry – Portrait of a Serial Killer’, John McNaughty. Undskyld – McNaughton.

Den lykkedes dog ikke just med at overbevise datidens biografpublikum om førnævnte kvaliteter.

Beskedne 30 millioner dollars blev det til ved billetlugerne, og filmen leverede dermed et vink med en vognstang til Hollywood-etablissementet om, at sexthrillergenren, der havde haft kronede dage siden de tidlige 80’ere med hits som ’Body Heat’ og ’Basic Instinct’, var ved at miste sit greb i mainstreamunderholdningen.

‘Wild Things’. (Foto: Columbia Pictures)

Allerede året efter fandt ’Wild Things’ imidlertid sin niche som syndigt tv- og vhs-kulthit blandt 90’er-trash-aficionadoer (som undertegnede, surprise), og siden har den levet en notorisk tilværelse som en af de herligt forfærdelige, lumre absurditeter, hvis hvem-snyder-hvem-plot og grinagtige karakterer man enten skyer som pesten eller halvsnaldret omfavner på sofaen efter en våd grillaften med lidt for mange sukkerholdige drinks boblende i blodet.

At rawdogge ’Wild Things’ på en ædru, iskold vinterdag er således et absolut no-go – det er min professionelle filmjournalistiske overbevisning, at filmen udelukkende bør være tilgængelig på streaming mellem Skt. Hans og midt-august.

43 plottwists

’Wild Things’ handler i korte spoilerfri træk til ære for de uindviede (heldige asner!) om en studievejleder (32-årige Matt Dillon) som anklages for voldtægt af to highschool-elever – overklassepigen Kelly (25-årige Denise Richards) og trailerpark-stoneren Suzie (23-årige Neve Campbell i et brud med sit jomfruelige image fra tv-serien ’Vi bli’r i familien’ og ’Scream’).

Men hvad er det egentlig helt præcis, der gør filmen så uimodståelig?

Er det de 43 plottwists (eat your heart out, M. Night Shyamalan), der ifølge Kevin Bacon foranledigede castet til at holde gruppemøder inden hver optagelse, for at de kunne følge med i narrativet?

Er det Matt Dillons tåkrummende overspil som pretty boy-studievejlederen Mr. Lombard, der ynder at køre kvindelige elever rundt i sin maskuline jeep, når han da ikke dodger selvsamme elevers millionærmødre, han tidligere har knaldet (en rolle oprindeligt tiltænkt Robert Downey Jr., inden dennes stofmisbrug desværre fik filmens forsikringsfolk til at nedlægge veto)?

Er det filmens insisteren på at ville sige noget om amerikanske klasseskel og forsmåede mænds misogyne luksusliderlighed, på samme måde som ’Joker’ siger ’noget’ om den amerikanske sundhedssektors svigt af samfundets svageste (disclaimer: ’Wild Things’ kommer bedre ud af sine quasi-politiske pointer)? 

‘Wild Things’. (Foto: Columbia Pictures)

Er det følgende citat fra Neve Campbell til Rolling Stone om filmens berømte trekantssexscene?

»Det var sjovt. Vi gjorde det ligesom bare. Eller, det vil sige: Denise og jeg mixede margaritaer og tog en flaske vin med over i min trailer og drak os fulde først« (Øh, og intimitetskoordinatoren var hvor?! mumler Gen Z-læseren muligvis, til hvilket man kun kan svare med et klassisk knastørt deadpan-look a la Bill Murray, som gudhjælpemig også medvirker i løjerne i Everglades-sumpene som svindleradvokat. At Murray filmen igennem spiller, som læste han sine replikker op fra papskilte off camera, skal ikke ligge ham til last her).

Eller er det måske – kun måske – Denise Richards’ uomtvisteligt komplet unikke tilgang til kunsten at tørre sin swimmingpool-glinsende fysik ved delikat at duppe enkeltvise dråber af underarmen med den mindste snip af et englehvidt håndklæde, alt imens kameraet og Kevin Bacons giftige politiefterforsker Ray dvæler savlende ved badedragtens imponerende brystregionslokale gennemsigthed?

Fandenivoldsk charme

Jeg er bange for, at svaret er et rungede ja til hele det uskønne sammensurium af op- og fejltrin, der aldrig ville flyve i moderne filmproduktion.

Fik jeg nævnt, at filmholdet en nat sågar fandt et ægte lig flydende rundt i sumpen, midt under optagelserne, men ufortrødent fortsatte arbejdet, så snart politiet havde bugseret John Doe et par meter ud af billedet …?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Wild Things’ er et trashy piece of crap, ja, men det er oprigtigheden og legesygen, med hvilken den og dens skuespillere (selv i dag) står ved denne ublu sexede trashiness, der rummer en særegen fandenivoldsk charme. Som filmisk flaskepost fra en svunden, hovedrystende useriøs tid.

Farverne popper på skærmen som i en Coca-Cola-reklame, alligatorerne svirper sultent med halerne, og ’Wild Things’s bedagede dissekering af slut shaming og hævn tåler dårligt dagens lys anno vores oplyste 2025.

Så se den nu for guds skyld kun efter mørkets frembrud på en glohed sommernat.  

’Wild Things’ kan lejes på Blockbuster.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af