DE VILDESTE BEEFS. I starten af 00’erne var trap-musikken stadig i sin barndom, og Atlanta var ved at tage form som den nye hovedstad for sydstatshiphop.
Midt i det hele stod to navne, der hver især lagde fundamentet for subgenren: Gucci Mane – en rå og kompromisløs rapper fra Atlantas østside, kendt for sin iskolde levering og en mixtape-maskine uden lige.
Og Jeezy – dengang Young Jeezy – en gadefilosof fra Georgia med en hæs stemme og bars, der lød som kulde i knoglerne, en af grundene til hans kælenavn, the snowman.
De burde have været sydens dreamteam. I stedet blev de centrum for en af de mest bitre beefs i moderne rap. En konflikt, der kostede liv og splittede Atlanta i to.
Hvordan opstod beefen?
Ironisk nok startede det hele med en sang, der burde have været en sejr for begge.
I 2005 gik Gucci Mane og Jeezy i studiet med produceren og Guccis gode ven Zaytoven og indspillede ’Icy’. En skinnende, melodisk fejring af luksus og selvtillid – og et tegn på, at to Atlanta-gangsters endelig havde opnået det søde liv gennem musikken.
Sangen blev hurtigt en regional succes, men også starten på en kold krig.
Jeezy mente, at sangen skulle have været på hans debutalbum, ‘Let’s Get It: Thug Motivation 101’. Gucci valgte at bruge den som sin egen debutsingle. Jeezy følte sig snydt og mente, at han ikke fik den betaling eller anerkendelse, han fortjente.
Herefter begyndte svirrende rygter og stikpiller i interviews, og inden længe udgav Jeezy ’Stay Strapped’, et klassisk disstrack – og her holdt han sig ikke tilbage.
I det næsten seks minutter lange nummer angreb han Gucci Mane fra alle vinkler og nævnte ham ved hans fødenavn: »Even his own mama know, Radric Davis a bitch!«, rappede en tydeligvis utilfreds Jeezy og tog den til næste niveau.
I outroen, der varer næsten halvdelen af tracket, udlovede Jeezy 10.000 dollars til den, der kunne nappe Gucci Manes kæde – en trussel forklædt som et open call til gadens mest kædesultne soldater.
Gucci svarede prompte med diss-tracket ’Round 1’, hvor han kaldte Jeezy »fake« og langede ud efter både hans fortid, hans pladekontrakt og hans troværdighed. Det var tydeligt: Det her var ikke bare en beef over rettigheder til en sang. Det var blevet personligt.
Hvad skete der?
Ikke længe efter tog konflikten et alvorligt skridt videre.
En aften i maj 2005 brød fem bevæbnede og maskerede mænd ind i det hus, hvor Gucci opholdt sig. Der blev affyret skud, og Gucci nåede akkurat at få fat i sin pistol og skyde tilbage.
Én af mændene blev ramt og døde – Henry Lee Clark III, bedre kendt som Pookie Loc, en af Jeezys venner og tilknyttet hans label CTE.
Gucci overgav sig til politiet efter skudepisoden, og samme dag blev han løsladt mod en kaution på 100.000 dollars og udgav debutalbummet ’Trap House’, hvor ’Icy’ var med.
Han blev anklaget for mord, men forklarede ifølge Billboard, at det var i selvforsvar – og da der ikke var tilstrækkeligt bevismateriale til at bevise det modsatte, blev anklagerne droppet.
En død ven, en frikendelse og en konflikt, der nu havde reelle ofre. Gucci blev et navn, man frygtede. Han rappede det, han levede – noget, ikke mange af hans kolleger kunne sige.
Jeezy blev et navn, man satte spørgsmålstegn ved. Efter episoden gik der mange rygter om, at han havde beordret attentatet mod Gucci Mane – også selvom han benægtede det og aldrig blev dømt for noget.
Nu var beefen definitiv, og det lod til, at der ingen vej var tilbage for de to trap-legender.
I årene efter fulgte diss-tracks i begge retninger. Jeezy med ’24, 23’, hvor han nærmest reducerede Gucci til en parodi. Gucci gik dybere med ’The Truth’ i 2012, hvor han ikke bare nævnte Pookie Locs død – han nærmest pralede af den: »Go dig your partner up, ni**a, bet he can’t say shit«.
Sådan rappede en nærmest hoverende Gucci, mens rygter om, at han skulle havde begravet Pookie Locs lig i en skov tæt på en skole, blev fortalt som en moderne horror-fabel. En af de mest brutale linjer i raphistorien – og en linje, der kun gjorde Gucci Mane endnu mere frygtindgydende.
Der var forsøg på at begrave stridsøksen. I 2009 erklærede Jeezy våbenhvile, og Gucci fulgte op med et interview, hvor han sagde, at de allerede var begyndt at lave musik sammen igen. Men freden holdt ikke.
I stedet blev den afløst af nye slagsmål mellem deres respektive crews i en bowlinghal. Et forsøg på samarbejde endte i interviews fyldt med latterliggørelse og skjulte trusler.
Det virkede som om, beefen aldrig ville dø.
Hvem kom bedst ud af det?
Det var november 2020, og corona havde overtaget hele verden. Koncerter var aflyst, klubberne lukket, og fans tørstede efter liveshows. Midt i pandemien opstod Verzuz – et digitalt musikformat skabt af Timbaland og Swizz Beatz, hvor to artister battler med deres musikkataloger live.
Det skulle åbenbart også vise sig at være stedet, hvor beefen blev begravet.
Da Gucci Mane og Jeezy mødtes i Verzuz-studiet var det første gang, de stod over for hinanden siden skyderiet.
Det burde have været et musikalsk showdown og en hyldest til Atlantas to trap-pionerer. Men det føltes mere, som det altid havde gjort: Et forsøg på at ende den årelange beef, hvor én part stadig ville have det sidste ord.
Gucci startede det hele med ’Round 1’ og spillede senere ’The Truth’, mens han direkte sagde til Jeezy: »We smoking on Pookie Loc tonight« – iført, og måske ikke helt tilfældigt, en Gucci-frakke og blændende diamantbesatte kæder foran 1,8 millioner seere.
Jeezy forblev stoisk og appellerede til fred. Han havde tydeligvis et større budskab: »Twenty years and when I said I wanted to do this for the culture, that’s what I wanted to do«, sagde han til en overgearet Gucci mellem sangene.
Alligevel sluttede aftenen overraskende. De to rappere spillede ’Icy’ sammen – den sang, der havde startet det hele. Og selvom Gucci undervejs ikke helt lignede en mand, der havde lagt alt bag sig, kunne han godt give Jeezy et håndtryk og sige: »No disrespect, it’s all love«.
Måske ikke en forsoning, men i det mindste en våbenhvile.
I dag er Jeezy familiefar og forfatter. Gucci lever en sundere livsstil og har genopfundet sig selv som mentor og labelboss. Men deres beef er stadig et mørkt kapitel i hiphop – en påmindelse om, hvor hurtigt musikken kan tippe over i noget livsfarligt.
Selvom der ikke blev kåret en vinder af Verzuz-opgøret, var det et tegn på, at tiden hele sår – og et stort moment for Atlanta, trap og hiphop generelt.