ESSAY. ’Ringenes herre: eventyret om ringen’ var min største filmoplevelse, da jeg var barn, fordi det uvirkelige forekom virkeligt.
Orkerne så rigtige ud. Saurons flammende øje kiggede på mig. Da jeg så min første Balrog, var jeg lige ved at tisse i bukserne.
’Hobbitten’, der blev lavet 11 år senere i 2012, virkede derimod konstrueret, selvom computereffekterne var blevet bedre. Mine kammerater og jeg blev enige om, at årsagen nok var, at vi var blevet ældre. Vi havde mistet fantasien. Så satte vi os ned og så ’Ringenes herre’ igen. Den fremstod stadig mere virkelig. Hvorfor?
Et svar kan være, at det oprindelige er mindre fremtrædende i ’Hobbitten’. Naturen virker ’forkert’, fordi den er mere computerlavet og dermed forekommer løsrevet fra tid og historie. De newzealandske bjerge fra ’Ringenes herre’ fremstår som noget oldgammelt, der har eksisteret i årtusinder. Tænk på scenen, hvor de tænder Gondors flamme, og de enorme bål skiftevis blusser op på de sneklædte tinder. Verden havde rynker og furer. Den fandtes, selv når du kiggede væk.
I ’Hobbitten’ er universet begrænset til det, som kameraet peger på. Der er ikke noget over horisonten. Alt forekommer ’designet for dig’. Træerne har ingen bagside.
Følelsen af, at noget ikke ’er’ foran os, men bliver ’stillet op’ foran os virker måske overtænkt, men det er vigtigt. Det er forskellen imellem følelsen af at opleve en historie og at konsumere et produkt. Det er forskellen mellem den uvished om løgnen, der muliggør hengivelsen, og den vished, der udelukker den.
Det er også forskellen imellem det levende og det kunstige, og det er en forskel, som er accelereret på forunderlig og paradoksal vis siden årtusindskiftet.
Fra håndtegning til open source
Michael Crichtons ’Westworld’ fra 1973 var den første Hollywood-film, der indarbejdede CGI (Computer Generated Imagery) i Yul Brynner-robottens perspektiv på verden som et pixeleret interface. Siden er effekterne blevet bedre, og som med ethvert redskab har forbedringen medført en demokratisering: en fri adgang til det, der før krævede store økonomiske midler.
En fyr i en kælder har længe kunnet komponere lyd og skrive et manuskript. Problemet var at omsætte fantasien til noget, der kunne vises frem som levende billeder, for manifestationen krævede virkelige forhold: skuespillere der skulle betales og indføres i manus, sets der skulle klargøres, arealer der skulle aflukkes for pøblen + massevis af udstyr i form af spotlights, kameraer, stativer, ledninger og trailervogne til stjernerne, som skulle have runners, der kunne komme anstigende med kaffe.
Animationsfilmen udelukkede de praktiske besværligheder, fordi det visuelle var figurativt, ikke virkeligt. Alligevel var de gamle animationsfilm yderst besværlige. Mickey Mouse skulle tegnes hundrede gange med en rund træsko, der løftede sig en enkelt millimeter på papiret, før de utallige illustrationer blev lagt hen over hinanden og bladret igennem for at foregive bevægelse. Hundrede af timer for ét skridt fremad.
Computeranimationen gjorde det nemmere. Figurerne og baggrunden skulle ikke tegnes forfra for hver frame. De kunne stå ’for sig selv’ inde i et program, hvor man kunne trække i knæ og albuer med musen på Woody fra ’Toy Story’, så han kunne ruske Buzz Lightyear i rumdragten og sige, at han var et legetøj.
I år vandt ’Flow’ så Oscar-prisen for bedste animationsfilm. Den var lavet i et open-source-program, der hedder Blender.
Computerteknologien medfører en bestemt bevægelse i filmsproget. Det er bevægelsen fra det besværlige mod det tilgængelige. Fra modstand til lethed.
Gennembruddet Thanos
Det lette bliver til en mulighed for det levende, når det bruges til at udfordre det, der før var umuligt.
Peter Jackson besluttede sig for at lave en live-version af ’Ringenes herre’ omkring årtusindeskiftet, fordi han mente, at man nu havde den teknologi, der kunne fortælle historien, uden at den forekom falsk, altså henledte tankerne på, at den var ’stillet foran os’ som en figur i en montre eller en skolekomedie med buske af malet bølgepap.
Gollum var et gennembrud, fordi han var mere end et spektakel a la en drage eller et rumskib. Han havde en bevidsthed. Han så menneskelig ud, havde menneskelige øjne, træk og fejlbarligheder af tics og klodsede bevægelser. Han havde uren hud.
Davy Jones opstod kort efter i ’Pirates of the Caribbean: Død mands kiste’ fra 2006: halv mand, halv blæksprutte. Da jeg så filmen, vidste jeg ikke, at jeg så på noget enestående, for når det uvirkelige fremstår virkeligt, lægger vi ikke mærke til det. Det bliver bare en del af verden, ’som den er’. Den bedste computeranimation er på en måde skjult.
Jeg så bare Davy Jones. Han var lige der på skibet, og når lyset fra en lanterne føg hen over hans ansigt, kunne jeg se det spille i den glatte hinde over de våde tentakler. Når han røg på sin pibe, kunne jeg se huden trække sig sammen om munden. Når han kneb øjnene sammen, kunne jeg fornemme hans mistro, ligesom jeg kunne mærke hans sorg, der plantede sig i det formørkede blik, når han mindedes sin fortabte kærlighed til Calypso, for hvilken han skar sit hjerte ud af brystet.
Det hele var grafisk, men det virkede menneskeligt.
I 2018 kom atter et gennembrud med Russo-brødrenes ’Avengers: Infinity War’. Hovedskurken var lavet af en computer. Han hed Thanos, var to en halv meter høj, temmelig lilla og lignede Josh Brolin, som sad indeni. Alt andet var lag af computergrafik, og opgaven var vanskelig, for Thanos bar smerten fra et helt univers på sine skuldre. Han skulle fremstå i modsætninger: brutal og tynget af skam.
Handlingsforløbet i ’Infinity War’ er infantilt. Men det infantile er kun konceptuelt. Barnagtigheden opløses, så snart konceptet bliver menneskeliggjort: spaltes indadvendt som tvivl og bliver komplekst. Marvel-filmenes succes bestod i at fravige 60’er-tegneseriernes monofone heltefantasier, hvor det onde og det gode var hinandens antiteser. De dykkede dybere i psykologien, der danner forskellen. Ingen er født i en ufravigelig skygge eller velsignet med et uudslukkeligt lys.
Så hvad skaber en helt? Hvad former en skurk?
Superheltens samvittighed
Dykket var ikke altid dybt i Marvel-filmene, men det gjorde figurerne til mennesker, der skulle overkomme deres egne forhindringer.
Tony Stark var egoman. Thor var hovmodig. Captain America var irriterende god, men hans retskafne dydighed blev også behandlet som hybris, når han ikke formåede at indse heltegerningens konsekvenser.
I ’Captain America: Civil War’ fra 2016 er Tony Stark så plaget af dårlig samvittighed over Avengers-initiativets sidste mission, der medførte civile tab, at han overlader superheltegruppens beføjelser til statens militær. Stark hjemsøges af den brogede bagside af superheltefortællingens rendyrkede fantasi: At man kan smadre sig igennem virkeligheden uden at efterlade blod eller brækkede knogler. De døde kan ikke bringes tilbage. Såret kan ikke helbredes.
Frelserfantasien møder en voksen virkelighed, der ikke går i takt, men derimod er fuld af besværligheder, forhindringer og utilfredsstillende enkeltdele. Det rene og overensstemmende, der siger ’klik’ og forløses, tilhører det infantile, fordi det er rart og kun findes i fantasien. I den virkelige virkelighed passer brikkerne ikke sammen.
Thanos blev grafisk konstrueret ved, at man optog Josh Brolins mimik, lavede en computerversion af hans ansigt og konstruerede den animerede version ovenpå. Ansigtet var en grafisk milepæl. Thanos har skægstubbe. Når han smiler, strækkes hans hudporrer ud og bliver ovale som små druer. Han ser menneskelig ud, ikke på grund af det modstandsløse og renskurede, men tværtimod de hundredvis af små besværligheder, altså det indviklede.
Vi er så vant til at se disse millimetertynde ’fejlbarligheder’ som en symfonisk kompleksitet, at vi først lægger mærke til detaljerne, når de ikke er der – som når en fingerblomme presses mod en overflade uden at ændre farve, selvom blodet forsvinder fra kødet og burde blive hvidt under neglen.
Men computergrafikken bruges også til noget andet end at skabe. Den bruges til at redigere. Stort set alle moderne film bruger grafiske pensler i postproduktionen, eller rettere: grafisk slettelak.
Prøv at se ’When Harry Met Sally’ fra 1989 med Billy Crystal og Meg Ryan over for ’Anyone But You’ fra 2023 med Sydney Sweeney og Glenn Powell. Billy Crystal ligner en almindelig mand. Meg Ryan er smuk, men hendes hår er rodet. New York er et glansbillede, men der er skrald på fortovet.
Den amerikanske komedie har altid elsket det renskurede, men kan nu fuldbyrde renselsen med hjælp fra computeren. Sydney Sweeney ligner nærmest en dukke. Glen Powell er en actionfigur. Begge skuespillere har så ren hud, at man kunne servere sushi på deres baller uden at få anmærkninger fra Sundhedsstyrelsen.
Det handler om at fjerne det, der ikke behager øjet. Herved opstår noget modsætningsfuldt. Når det menneskelige skal skabes fra bunden, kræver det detaljens uoverensstemmelser, fordi uoverensstemmelserne fremmaner virkeligheden. Når mennesket allerede er der, fjerner man detaljen igen for at forstærke virkeligheden og gøre den ’lækker’ og behagelig.
Helte med hår i røven
Greta Gerwig legede med konceptet om det poleredes lethed i ’Barbie’. Kvinderne er billedskønne, husene er pangfarvede lyserøde, mændene har maver, der ligner skjoldet på en skildpadde. Alt er ’rent’ og ’overførbart’, siger ’klik’ og går i spænd. Det er en dukkeverden, og dukken tilhører barnet. Det er altså barnets verden, og den er uskyldsren, men også dum, fordi den er umulig.
Her har folk ikke kønsorganer, for kønsdriften indebærer det beskidte, og i Barbie-land findes der ingen kloaksystemer, ingen slår prutter, badeværelsernes klinker kan ikke gro skimmelsvamp, vandet er blåt som på postkort, og når man hopper ud ad vinduet, lander man direkte i bilsædet.
Intet er ’i vejen’ eller ’besværligt’, indtil Barbie erkender, at det hele en dag holder op. Man bliver gammel og får rynker. Til sidst forsvinder man fra kroppen, som skider i bukserne.
Mange nye film er begyndt at ligne virkeligheden, som den ser ud for børn: glat og ubesmittet af historie og dermed også ukorrumperet af forfald. Computereffekterne bruges til at fjerne det, der forstyrrer øjet. Hermed fjerner man også selve det menneskelige i billedet, og eftersom billedet er filmens sprog, er det ikke urimeligt at antage, at den infantile ’udrensning’ af visuelle uoverensstemmelser med tiden sætter sig i historierne: at filmene bliver klare, utvetydige, enkle, dumme og i sidste ende afstumpede.
Jeg frygter en fremtid, hvor filmen bliver et redskab til at producere behagelige billeder, der stilles frem foran os som nydelse. Jeg frygter, at computergrafikken ikke vil gå den besværlige vej for at fremmane det menneskelige, men i højere grad vil gå den lette vej mod det forhindringsløse, der forekommer fortryllende, fordi det virker evigt og alligevel efterlader os med en fornemmelse af tomhed.
Jeg frygter, at den kunstige intelligens med tiden vil erstatte filmens besværlige produktionsform, at besværlige skuespillere vil erstattes med koder, at besværlig natur vil erstattes med animeret baggrund, at besværlige forfattere vil erstattes med skrivesystemer, der ikke virkeligt ’tror’ eller ’tør’.
Jeg frygter, at det modbydelige bliver umuligt, og at forståelsen af mennesker vil tage afsæt i frelse, ikke i skyld, dyrke det stærke, ikke det svage, ende i et udråbstegn og ikke i tvivl.
Jeg frygter, at filmens computeranimerede fremtid vil blive en langsom udslettelse af den modstand, der udgør det levende, og næste gang jeg ser en retoucheret plakat af en Hollywood-skuespiller, vil jeg tage min kuglepen op ad tasken og tegne en stor klam vorte lige imellem hans øjenbryn.
Virkelighedens helte har hår i røven.