(Spoiler alert: Slutningen på ’The Handmaiden’ berøres i teksten – men det er ikke så vigtigt, se og læs alligevel)
DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Jeg ved, hvordan det ser ud. I en sexpositiv artikelserie som denne måtte mindst én dum liderligbuks skrive om billedskønne kvinder, der knepper i umuligt ekvilibristiske positioner, alt sammen labbet op af det mandlige bliks lange linse.
Og ’Oldboy’-instruktør Park Chan-woks sydkoreanske mesterværk ’The Handmaiden’ er da ganske rigtigt bedst kendt for dens utroligt eksplicitte sexscene.
I 1930’ernes Japan-annekterede Korea finder hertuginden Hideko (Kim Min-hee) og hendes tjenerinde Sook-hee (Kim Tae-ri) sammen, da hun tager sin opgave om at vise, hvor god i sengen hendes chef grev Foujiwara er, lidt for bogstaveligt.
Sook-hee lader tungen gå på rejse ned ad Hidekos bløde, dunhvide hud. Fra et inderligt tungekys, forbi hendes brystvorte og ned til fissen i et vidunderligt vulgært POV mellem benene. Klimaks indtræffer, da de to orgiastisk slår hænder og underliv sammen og sakser hinanden i en stilling, der ville give selv den bedste olympiske atlet lårkrampe.
Scenen er helt overlagt alt for meget – det mangler nærmest bare, at stedbroren opdager dem i soveværelset, for at det kunne lyde som en hetero-bøvet pornovideo.
Men Park og hoffotografen Chung Chung-hoon overlader kamerablikket til de to kvinders perspektiv, hvilket gør den dybt pirrende og pivfræk. For i privatrummets intime sfære finder Hideko og Sook-hee hinanden ikke blot igennem en fælles attraktion, men også ved en legende overraskelse over hver sin umættelige lidenskab.
»Du er jo et naturtalent!« stønner Sook-hee lige dele tændt og forbavset, mens Hidekos øjne skinner af begær. Ligeledes skjuler ‘The Handmaiden’ på en hengemt dimension, som ikke blot stimulerer libido, men så sandelig også intellektet.
Begærets æstetik
Det er i denne smeltedigel af begærets æstetik og sindets lidenskab, at instruktør Park og hans faste medmanuskriptforfatter Chung Seo-kyung finder ind til kernen af kærlighedens brændende erotik.
Hideko holdes indespærret af sin perverse onkel, der venter på at inkassere hendes formue og tvinger hende til at udføre masochistiske, chauvinistiske smudsstykker af blandt andet Marquis di Sade for sine rige, japanske kompagnoner.
Imens hyres lommetyven Sook-hee i smug som wingman for den glatte greve Foujiwara, der planlægger at forføre Hideko, gifte sig med hende og derefter dumpe hende på den lokale sindssygeanstalt uden en klink til sit navn.
Men i Hidekos gemakker – væk fra fordækte agendaer, nysgerrige øjne og dobbeltspil – udtænker Sook-hee og Hideko hinandens frigørelse ved at vende de brovtende mænds planer mod dem selv.
Herigennem opstiller ’The Handmaiden’ en spændende dikotomi imellem den feticherende voyeurisme dyrket af onklen og greven, der bruger pornografi som et middel til kontrol over for Hideko og Sook-hee, som finder lidenskab og nydelse igennem den.
Feministisk bramfrihed
Filmen slutter med, at elskerne flygter til Shanghai, siddende på hug i deres skibskahyt over for hinanden, mens de på skift glider en snor med bjælder ind i munden og op i skrævet på hinanden.
Scenen udspiller sig efter forskrift fra historien ’Jadeporten’, som Hideko tidligere i filmen mekanisk læser op for et opstemt publikum af mænd. Slutningen bliver herigennem et stærkt billede på, at de to har taget kontrol over det samme narrativ, som blev brugt til at kontrollere Hidekos liv – og repræsenterer en alt for sjælden lykkelig slutning på et queer-drama.
Samtidig spejler det metalliske sexlegetøj den simple hverdagsgenstand, som antænder Hideko og Sook-hees brændende kærlighed i første omgang. For længe før filmens tilfredsstillende og komplekse finale begynder deres vordende forelskelse med noget så simpelt som et fingerbøl.
Min kæbe ramte nær gulvet, da jeg første gang så ’The Handmaiden’ ved premieren i 2017, hvor den nyansatte Sook-hee stikker sin finger ind i munden på Hideko med den samme umiddelbarhed, som tog hun hendes temperatur.
Det sker tidligt i filmen, fordi grevinden, som ligger i badekarret, mens hun barnagtigt sutter på en lakridsslikkepind, klager over en skarp hjørnetand. Uden et ord finder Sook-hee et fingerbøl frem fra sin forklædelomme og begynder nænsomt at file tanden ned.
Den behagelige lyd af metal, der kurrer mod knogle, får de små nakkehår til at stå stift i vejret, mens kameraet afsøger begge kvinders spændte ansigter. Tiden er som låst fast i dette ene magiske øjeblik, hvor de stirrer ømt ind i øjnene på hinanden og end ikke tør trække vejret af frygt for at bryde magien.
Banede vejen for mælkedrikkende Kidman
Den pludselige intimitet rammer som et lyn, og selvom det tager dem selv længere tid at indse deres svimlende forelskelse, gør det blot rejsen dertil så meget desto mere brusende. Bag rænkespillet kan kvinderne ikke skjule deres følelser for hinanden.
Sook-hee gnubber bøllet mellem sine fingre og fantaserer om Hidekos rolige væsen og smukke former. Imens pirres Hidekos nysgerrighed af sin tjeners forfriskende gennemskuelighed, der giver sig til udtryk i hendes boblende personlighed og store temperament. Og hun dåner af bar kærlighed, da hendes galante ridder i beskedne klæder mod filmens klimaks rasende kastrerer glasslangen, der symbolsk vogter over onklens ækle smudssamling.
Således gemmer filmens erotiske natur på en oprigtigt romantisk kærlighedshistorie, der kritiserer erotiske historiers fetichering af kvindekroppen, samtidig med at den fejrer kvinders frigørelse gennem erotika.
I et filmlandskab, der i midt-10’erne stadig var svært blufærdigt, dyrkede ’The Handmaiden’ en fjerdebølgefeministisk bramfrihed, der lagde grobund for den nutidige eksplosion af erotiske thrillere.
Ingen kåd saksescene, ingen mælkedrikkende Nicole Kidman!
’The Handmaiden’ kan ses på Filmstriben, Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Mubi.