’Wicked’: Ariana Grande og Cynthia Erivo har vidunderlig kemi i gribende vellykket musical
Der er intet som en fælles fjende, der kan forene et folk. Og der er intet som magtliderlighed – eller en usikker nerve – der kan få mennesker til at træffe hjernedøde beslutninger.
Nej, ovenstående er ikke indledningen på et samfundsrevsende X-opslag, men derimod gennemtrængende hovedpointer i dette års familievenlige musical-basker.
For Brodway-succesen, ’Wicked’ – der havde sin urpremiere i 2003, og som sidenhen er blevet spillet for millioner af publikummer – er endelig blevet filmatiseret, og i hænderne på instruktør Jon M. Chu (’Crazy Rich Asians’) er det blevet til et farverigt eventyr om venskab, eksklusionsmekanismer og hekse(jagt).
I denne villain story udforskes skabelsen af Elphaba/The Wicked Witch of the West og Galinda/Glinda the Good Witch fra det sagnomspundne Land of Oz, når de to kontrastfulde troldkvinder starter på det magiske universitet, Shiz.
De får mildest talt to meget forskellige indskrivninger, for hvor Elphaba (Cynthia Erivo) med sin enestående grønne hud – og derved også sin umiddelbare anderledshed – betragtes som det ultimative og uregerlige outcast, udnævnes Galinda (Ariana Grande) hurtigt som Shiz’ popular-lar-lar it-Girl.
Skæbnen og skolen vil naturligvis, at de to skal dele værelse, hvilket resulterer i en stridig rivalisering grundet noget med pastelfarvede tylskørter og gedigen ignorance – for slet ikke at nævne den misundelse, som rammer Galinda, da hun finder ud af, at Elphaba skal modtage eneundervisning af universitetets mesterlærer, Madame Morrible (en veloplagt Michelle Yeoh).
Det viser sig nemlig, at den sortklædte heks besidder bemærkelsesværdige og stærke magiske kræfter, som kræver særligt arbejde at styre – i særdeleshed når hun rammes af kvindens forbudte frugt og følelse: vrede.
Men uagtet, at – eller måske netop fordi – Elphaba er en temperamentsfuld green brat (der ulig Charli XCX aldrig har været til andre ’fester’ end en begravelse), og at Galinda er very pink and demure, ender de efter lidt tid og en underlig dans som syngende hjerteveninder.
Det meste lover herefter godt – altså lige udover at de begge sukker efter highlight-prinsen Fiyero (’Bridgeton’-loverboy Jonathan Bailey), der laver hoftevrid og lidt rytmisk parkour på en bogreol.
Og nårh ja, så er hele landet da vist også ved at gå i en slags opløsning. For i en forenet verden, hvor flora, fauna og folk hidtil har levet lige- og sidestillet – hvorfor det ikke er unormalt, at en ulv med handsker og håndsprit er jordemoder, eller at en ged har professortitel og -brille – begynder højere instanser at dæmonisere og indespærre dyrene.
Elphabas mageløse kræfter og iver efter at ville stoppe denne diskriminerende rædsel driver de to hekse sig til Emerald City for at søge hjælp hos troldmanden fra Oz. Her udfordres arketypiske forestillinger om heltedåd og skurkesind, og det påvises i øvrigt, at såkaldte gode gerninger kan have egoistiske bagtanker – og fatale konsekvenser.
Alvorlige anliggender som fortællerret, udstødelse og magt(misbrug) er således i fokus i Chus højaktuelle og almengyldige film, men med æstetisk overlegenhed og en finurlig dialog er ’Wicked’ ligeledes en dybt underholdende og musikalsk fornøjelse – særligt takket være en af de suveræne hovedpersoner.
For Tony-, Grammy- og Emmy-vinderen Cynthia Erivo er ikke blot rørende og formidabel som Elphaba, men synger så svimlende (ja, næsten overnaturligt) godt, at hendes sangpræstationer er nogle af musicalens bedste øjeblikke. Heriblandt bangeren ’Defying Gravity’ med den ikoniske slutfrasering, der leveres til UG med kryds, slange og gåsehudsfremkaldende indlevelse.
Hun har vidunderlig kemi med Ariana Grande, og uagtet at den platinbelønnede popdronning ikke nødvendigvis er lige så øm eller mangefacetteret som sin kollega, er ’God Is a Woman’-sangeren oprigtigt sjov som tyggegummidrømmen med pretty privilige, der kaster hår og høje toner.
Anført af dette skønne makkerpar fremtvinges uendelige referencer til ’The Wizard of Oz’, hvilket har sine muntre momenter – hvis man altså kender til klassikerværket. Desuden vil ægte ’Wicked’-fanatikere tabe kæbe og våde fantrusser, når de to OG Broadway-stjerner Idina Menzel og Kristin Chenoweth dukker op som to store syngende easter eggs dyppet i extravaganza og i nogle af Paul Tazewells vidunderlige kostumer.
De er nu alle vidunderlige, kostumerne altså, og ’Wicked’s visualitet er unægtelig on point – hvilket blandt andet ses, når Jeff Goldblum som den leprechaun-agtige trold-/showmand fra Oz laver fine skyggespil i en oplyst sandkasse. Faktisk er universet så betagende, at man næsten glemmer filmens længde.
Med mindre del to har fuldstændig vanvittige og tidskrævende storylines, har jeg dog ualmindeligt svært ved at forstå, hvorfor fortællingen er todelt (anden akt rammer biograferne i november 2025). For noget siger mig, at man sagtens kunnet have lavet én velsmurt film, der omfavner hele historien, hvis man lige saksede et af utallige dramatiske hovedkast og et par ligegyldige piruetter.
Men, men, men… på denne måde har vi da noget at glæde os til – og noget at bruge vores hårdtjente penge på.
Og er anden del lige så vellykket som den første, vil ’Wicked’-dilogien ikke blot være en yderst vellykket adaption af Broadway-hittet, men også en gribende undersøgelse af umyndiggørelsen og forfølgelsens væsen og en (lang) fortryllende fortælling om den smukke kombination af pink og grøn.
Det er muligvis ventetiden og kronerne værd.
Kort sagt:
Jon M. Chu har (indtil videre) skabt en vellykket og velsunget version af Broadway-hittet ’Wicked’ – og en gribende fortælling om diskrimination.