RANGERING. Emma Stone har altid været enormt sød. Nuttet endda.
Det siger Ryan Gosling selv i multiplot-komedien ’Crazy Stupid Love’ fra 2011, der måske ikke er hendes mest hæderkronede rolle, men til gengæld i foreningen af de to skuespillere lagde grundstenen til den kommende mesterkarriere, der var i vente.
Og nuttet er egentlig heller ikke nogen dårlig betegnelse for den totale charme, der gør Emma Stone til en af Hollywoods mest vellidte stjerner såvel som i stand til at udfordre al sin sødme og pænhed på mere eller mindre vanvittig vis på det store lærred.
Siden kvinden mindre kendt som fødenavnet Emily Jean Stone havde sin første filmrolle i ‘Superbad’ fra 2007 , har hun opdyrket en stjernestatus som førstedame i den amerikanske filmbranche med stor overbevisning.
Siden 2010’ernes typecasting-tider som naboens quirky datter kulminerede (fatalt) med rollen som Gwen Stacy over for Andrew Garfield i de to forhadte ‘The Amazing Spiderman’-film, har Stone nærmest arbejdet sig videre i alle retninger.
Hun har spillet udspekuleret ældreplejer i 1700-tallets England, zombieoverlever, indfødt hawaianer i karrierens eneste rigtige upser (‘Aloha’), coming of Cruella de Ville i Disney-prequelen ‘Cruella’ og er lige nu aktuel som skaldet måske-alien i ‘Bugonia’.
I sit fjerde Yorgos Lanthimos-samarbejde finder den hellige instruktør-skuespiller-forening et ret solidt leje mellem helt kukkeluk og Oscar-værdig thriller, der minder om deres tidligere udskejelser, men også giver grund til at glæde sig til snart at se den kvindelige stjerne investere sine nye græskinspirerede hestekræfter i nogle andre rammer end Lanthimos’.
For lige meget hvem Stone arbejder sammen med, er hun så godt som altid overbevisende med sit uforholdsmæssigt store dramatiske vejgreb under sin spinkle skikkelse.
Hun har to Oscar-statuetter og et rimelig prangende instruktør-cv, der tæller både mexicanske Alejandro González Iñárritu, Woody Allen, Craig Gillespie, Damien Chazelle og Ari Aster plus en pudsig sjælelig forbindelse til den syrede komedieskaber Julio Torres, som hun både producerer og beriger med skøre cameos.
Til gengæld mangler hun stadig at arbejde sammen med en kvindelig instruktør!
Hvis Emma Stone havde været en mand, havde hendes nuværende meget kritikerroste weirdo-periode nok fået et navn a la Matthew McCaughnaheys McConaissance. Men i hendes karriere har vi forhåbentlig endnu flere spændende Pokémon-udviklinger i vente.
Det er næppe sidste gang, vi ser hende som psyko-muse for Yorgos Lanthimos, og principielt kunne adskillige af deres film udgøre en top fem over Emma Stones bedste roller. Derfor er der et benspænd på én Lanthimos-præstation på vores liste:
5. ’Birdman’
Med ‘Birdman’ fik Emma Stone sin første Oscar-nominering for at navigere ud på et helt andet dramatisk farvand som rehab-hjemvendt datter til Michael Keatons hasbeen-skuespiller og del af den meta-hvepserede, der er filmens backstagefortælling om en Broadway-opsætning af Raymond Carvers novellesamling ‘What We Talk About When We Talk About Love’.
Hvor man havde været vant til at se hende som et skørt dydsmønster, viste hun pludselig tænder og flænsede opblæste skuespilleregoer i ét væk. Både Edward Nortons og farens, som hun eroderer i sin scenestjælende »who the fuck are you?«-monolog, der med undtagelse af nogle lidt dårligt ældede bemærkninger om bloggere, Twitter og Facebook er lige gribende i dag.
Efter svineren skifter Stones øjne lige så let karakter, da hun finder ud af, at hun har knust sin fars hjerte med sine ord, og det er et stille trylleslag i en på mange måder enerverende tempofyldt film.
’Birdman’ hvirvler rundt mellem storladne teaterscener og karakterer med stort k, men Emma Stone står som et ægte udråbstegn i alle sine scener.
4. ’Easy A’
Hvordan kan man have så meget kemi med et melodisk fødselsdagskort?
Emma Stones komiske talent som kun 22-årig er umuligt at komme udenom i ‘Easy A’s skøre highschool-genfortælling af slutshamingklassikeren ‘The Scarlet Letter’.
Især ikke i den scene, hvor vi tilbringer en hel weekend i kedsomhed sammen med hendes Olive Phendergast, der langsomt opsluges af Natasha Beddingfields ’Pocketful of Sunshine’, som spiller fra en venlig fødselsdagshilsen.
Da Emma Stone for alvor vakte opsigt på skærmen i ’Superbad’, etablerede hun allerede et stilsikkert varemærke som en art highschool-babe, der var smuk nok til at blive begæret af alle, men også sød nok til ikke at virke fuldstændig uopnåelig for nørderne.
I ’Easy A’ spillede hun endelig selv nørden, der på egen hånd beslutter sig for et tvivlsomt seksuelt frigørelsesprojekt, og hele vejen igennem er hun en bombe af karisma.
Stone får det til at se virkelig nemt ud at give hjerte til en i virkeligheden ret grænseoverskridende og papiret lidt småubehagelig historie om en pige, der gambler med sit seksuelle ry for ikke at være usynlig. Ligesom hun gik ‘Risky Business’-dansende Tom Cruise og optogsmimende Ferris Bueller vidunderligt i bedene for en ny generation med sit naturlige komiske talent og et stykke foldet pap.
Det er muligvis en af de mest sprængfarligt spillede kvindelige highschool-hovedroller nogensinde.
3. ’La La Land’
Hun er hende med den store kaffeplet på sin hvide skjorte, der aldrig får rollen, tænkte ingen nogensinde om Emma Stone.
Men i ‘La La Land’ udøver hun alligevel den svære kunst at få os til at tro på, at hendes Mia besidder et stort talent, men ikke mere opsigtsvækkende, end at ingen har opdaget det endnu, selvom hun har format nok til at stepdanse uden at ligne en idiot og tør række fuck til Ryan Gosling i trafikken!
Det er op til diskussion, om ’La La Land’ er et frydefuldt musicalmesterværk (med udspekuleret meta-tragedie i ascendanten) eller et overvurderet »Hollywood handjob«, men Emma Stones Oscar for bedste kvindelige hovedrolle er svær at have noget imod.
Hele ’La La Land’ er en homage til det gamle Hollywood, og instruktør Damien Chazelle så helt rigtigt, da han valgte Emma Stone til at reinkarnere fortidens screwball- og musical-heltinder til nutiden. Hvis man parkerer sin skepsis for en stund, er hun så vindende, at man kan elske filmen, samtidig med at man hader den en lille smule.
Det kræver sin kvinde at gennembore Ryan Goslings tykke skjold som den om muligt mest irriterende hvide jazzelsker nogensinde, og der er ellers mange om buddet.
Det kræver Emma Stone at få os til at elske både ham og ‘La La Land’s til tider fjollede nostalgi. Og at få os til at sidde opløst i gråd til sidst, når den bliver punkteret.
2. ’The Curse’
Yorgos Lanthimos-versionerne af Emma Stone er underlige. Det, der kom ud af hendes samarbejde med Nathan Fielder og Benny Safdie, var til gengæld hjemsøgende frygteligt på den gode måde.
Der skal meget til at gøre Emma Stone decideret ulidelig, men det lykkes uhyggeligt overbevisende i ’The Curse’, hvor hun er bæredygtighedsinfluencer, gentriceringsamøbe, nepobaby og et almindeligt dårligt menneske i én stor pærevælling, som man alligevel ikke kan lade være med at svømme rundt i, velvidende at faren for forgiftning er total.
Som Whitney Siegel gemmer hun småpsykopatiske tendenser bag smil og fake-empati, ligesom selvhøjtideligheden er perfekt, når hun forsøger at få fattige mennesker til at dele sin begejstring for sine selvdesignede astronomisk dyre økohuse, der holder på varmen »som en termokande«, hvilket hun gentager i ét tomhjernet væk .
Generelt udgør hun seriens mest interessante hekseskikkelse, mens den ellers også ret sindssyge Nathan Fielder næsten kommer til at fungere som hendes straight-man.
Der er muligvis heller ikke noget, Emma Stone ikke tør. Hun indtager i hvert fald også frygtløst en sexscene, hvor Fielder allernådigst får lov til at penetrere hende med en lilla vibrator. Det er snildt mere grænseoverskridende end ’Poor Things’, hvor hun ellers er nøgen, boller eller onanerer det meste af tiden.
Når man har præsteret en rolle så alment aflivelsesparat, må man siges at være gradueret fra sød til sindssyg på ærefrygtindgydende vis.
1. ’Poor Things’
Sammen med Yorgos Lanthimos indtrådte Emma Stone i sin hidtidige guldalder som en af Hollywoods førende weirdos.
Da de første gang slog pjalterne sammen i ’The Favourite’, indtog hun en anderledes uren og skurkagtig karakter som den unge kvinde Abigail, der spolerer tosomheden mellem Dronning Anne og Rachel Weisz’ Sarah Churchill og ikke er bleg for at bruge sin krop som brik i spillet om den gamle dames gunst og magt.
Men ’Poor Things’ er kulminationen på, hvordan Emma Stone har udviklet sig til en skuespiller med sit eget unikke greb om, hvad det vil sige at være en kvinde på Hollywood-lærredet. Her indgår hun ikke i en treenighed af skuespilmæssig pondus, men er ene og alene om at stå for at gøre Bella Baxters baby-lady til en klog og elskelig (sex)freak.
Det er en fysisk præstation, der konstant bevæger sig på grænsen af det anstrengende og det famøse full retard-barometer, men kun kammer over med tæmmet overlæg.
På grund af Emma Stone-magien er ‘Poor Things’ ikke bare populærfeminisme eller en parodisk shtick. Den føles som et helt, kødeligt og vidunderligt kvindeliv. Det var med stor overraskelse, gråd, en lidt undskyldende mine og en ødelagt kjolelynlås, hun modtog sin Oscar for næsen af once in a life-time-favorit Demi Moore for ‘The Substance’.
Men fuldt ud fortjent.