- Det skal du se i biografen i november – fra Paul Mescal i Gladiator-ringen til Hugh Grant i karrierens mest creepy rolle
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
- Fem film, der bør blive din nye juletradition (og som hverken er ‘Love Actually’ eller ‘Home Alone’)
’Kneecap’: Rapgruppe i tracksuits og elefanthuer forsvarer deres identitet i biopic på speed
'Kneecap'. (Foto: Camera Film)
Musiker-biopics er sjældent rigtigt interessante. Ofte spises vi af med en kronologisk gennemgang af kunstnerens op- og nedture, konflikter på samlebånd og en letkøbt afrunding med en for tidlig død eller et rørende comeback.
Men det NorthSide-aktuelle band Kneecap og instruktør Rich Peppiatt har imidlertid skåret en biopic, der på ingen måde kan beskrives som kedelig eller forudsigelig.
I ’Kneecap’ spiller de irske rappere Naoise Ó Cairealláin (aka Móglaí Bap), Liam Óg Ó Hannaidh (aka Mo Chara) og JJ Ó Dochartaigh (aka DJ Provaí) sig selv i en vanvittig og humoristisk fiktionaliseret version af deres liv, som starter med en fod på speederen, som aldrig bliver løftet.
Vi møder barndomsvennerne Liam og Naoise, da de som alterdrenge gemmer en klump hash i præstens røgelseskar. Så er stilen ligesom lagt.
JJ begynder mindre festligt som en livstræt musiklærer på en irsksproget skole i Belfast, hvor forældede lærebøger med tekster om høst ikke just motiverer eleverne til at lære deres modersmål.
Da han modvilligt indhentes til at tolke for Liam, der ved en arrest nægter at tale engelsk med politiet, får han hurtigt sympati for den yngre mands rebelske handling. Under afhøringen læser han Liams dagbogsnotater og ser med det samme potentiale i dem som sangtekster, der kan genoplive det irske sprog.
Efter at have rekrutteret Naiose (og fået Liam ud af politiets varetægt) mødes de tre i et improviseret studie i JJ’s garage. Kneecap er født. For hvad er mere typisk Belfast, forklarer Liam, end at få smadret knæskallen?
’Kneecap’ er blevet sammenlignet med Danny Boyles ikoniske ’Trainspotting’, og også ud over de åbenlyse lighedspunkter (gode accenter fra de britiske øer og tilstedeværelsen af mange stoffer) er sammenligningen god.
Som Boyle gjorde i 90’erne har Peppiatt indfanget en ungdommelig vildskab og ladet kreativiteten få frit løb. Efter 105 minutter er man fuldstændig blæst bagover af de mange stilistiske greb.
Som da filmens første sang, ’Amach Anocht’ bliver til i en montage, der ender i en regn af piller og en sky af kokain. Teksterne bliver bragt til live (og oversat) med kruseduller over rapperne, og man bliver en anelse rundtosset, hvis man også forsøger at følge med på de danske undertekster (kan ikke anbefales).
Iklædt tracksuits og elefanthuer bliver bandet hurtigt usandsynlige symboler på irsk identitet og frihed. Nok handler mange af deres tekster om fester, stoffer, kønssygdomme og kriminalitet, men de rapper på irsk. Et sprog, der før i tiden bogstaveligt talt blevet tævet ud af dem, der insisterede på at tale det.
Men som med alle gode fester venter grumme tømmermænd. Gruppens tekster og udfarende performance-stil (som »BRITS OUT« skrevet på JJ’s baller) falder ikke i god jord hos den britiske befolkning, der anser republikanske irere som kriminelle og voldsparate udskud.
For nok hører The Troubles med bilbomber og borgerkrig fortiden til, men Liam beskriver det at leve i Belfast i det 21. århundrede som »øjeblikket efter øjeblikket«. Særligt de ældre generationer dvæler ved den politiske konflikt og efterlader de unge til at selv regne ud, hvordan man lever i fredstid.
Særligt Naoises relation til sin far Arlo, spillet af en veloplagt og gravalvorlig Michael Fassbender, illustrerer konflikten. Som irsk frihedskæmper har han i et årti levet under jorden, og hans fravær har sat dybe ar på Naoise og hans mors sjæl, men har også plantet den aktivistiske ånd, som bandet viderefører.
I en film, hvor hovedpersonerne omdannes til claymation-figurer under et ketamintrip, er det noget af en bedrift, at den også rummer flere generationers traumer, uden at det nogensinde føles malplaceret.
Filmen slutter af med en knusende påmindelse om, at for hver 40. dag der går, dør et oprindeligt sprog.
Kneecap ‒ bandet og filmen ‒ insisterer på at holde ét sådan sprog i live. Og at have en sindssyg fest imens.
Kort sagt:
’Kneecap’ er, præcis som bandets musik, sjovt, festligt og hårdtslående politisk. Og det rammer lige godt, selvom man ikke taler ét ord irsk.
'Kneecap'. Spillefilm. Instruktion: Rich Peppiatt. Medvirkende: Naoise Ó Cairealláin, Liam Óg Ó Hannaidh, JJ Ó Dochartaigh, Michael Fassbender. Spilletid: 105 minutter. Premiere: I biografen fra 7. november.