5. Laurie Cakes & Pixel.daddy ‘My Girls’
»I treat my girls right«, skiftevist synger, hvisker og stønner danske Laurie Cakes på debutsinglen ‘My Girls’ med en stemme forvredet af elektronisk forvrængning. Flirter eller truer hun?
Det fascinerende grænseområde mellem det forførende og det foruroligende er et sted, hvor Laurie Cakes tydeligvis føler sig hjemme.
Det fornemmer man på singlens ret enestående cover, hvor hun iklædt krøllet skjorte og løstsiddende slips stirrer sultent på lytteren med et par netstrømpeklædte ben over skulderen. Og på de syntetiske dance-rytmer, der knirker klistret som et skridende gummiunderlag.
Men end ikke når sangen til sidst opløses i lyden af et uheldsvangert regnvejr, tvivler man på, at ‘My Girls’ – foruroligende eller ej – er skabt til dansegulvet.
4. Gents ‘Plans’
Åh, alle de satans planer, der bliver ved med at hobe sig op i kalenderen, når man egentlig bare gerne vil ligge et øjeblik på sofaen.
Dem – altså planerne – har Gents skrevet en sang om, og den er ikke blot et højepunkt på deres nye album, ‘Masculinity’, men en lise for enhver lytter, der savner et pusterum.
Med et blidt groove, der vajer dovent som et lagen på en tørresnor en vindstille sommersøndag, og forsanger Niels Fejrskov Juhls indsmigrende barytoncroon, er ‘Plans’ tre minutters ren vellyd.
Men så bliver man alligevel overrasket over små, finurlige lyriske billeder, der griber og overrasker. Som dette: »I push my calendar to the limit / So let me see if I can squeeze you in / Like the nicotine pouch under your lip«.
3. Fakemink ‘FML’
»I’m just a guy, no god«, rapper Fakemink på den hypnotiske ‘FML’, et øjeblikkeligt højdepunkt på den britiske rappers nye mixtape, ‘The Boy Who Cried Terrified’.
Det er på en måde beroligende at høre, at Fakemink besidder en sådan beskedenhed, for med så meget vind i sejlene, som han har lige nu, ville ingen kunne fortænke ham i at miste jordforbindelsen.
Til det burde den konstante strøm af cosigns fra blandt andre Drake, Playboi Carti og Frank Ocean i sig selv være nok.
Men en sang som ‘FML’ viser, at hypen er helt på sin plads. Bygget op omkring et prominent Burial-sample og indhyllet i rumklang og knitrende forvrængning er sangen flimrende og uvirkelig som et hologram. Og alligevel er Fakeminds øre for stærke melodier umuligt at tage fejl af.
2. Kneecap ‘Liars Tale’
»De forsøgte at stoppe os ved at stemple Kneecap som ‘terrorister’, med aflysninger og med udtalelser fra selveste premierministeren … det her er ikke en hurtig reaktion, men et gennemtænkt svar til dem, der forsøgte at bringe os til tavshed. Og mislykkedes«, udtaler Kneecap om ‘Liars Tale’.
Og ja, hvis nogen troede, at de var lykkedes med at få de irske rappere til at tie, bliver deres nye single mildest talt en brat opvågning.
»Nah, fuck Keir Starmer / Netanyahu’s bitch and genocide armer«, tordner trioen i det kampråbsklingende omkvæd over smadrede rave-rytmer, der hamrer ubønhørligt gennem øregangene som en rambuk. Deres musik har muligvis aldrig lydt mere hårdtslående.
Punk har altid været mere en ånd end en musikgenre. Og det bliver næppe mere punk end det her.
1. Eee Gee ‘I Hear a String Quartet Playing Everywhere I Go’
Det siges ganske vist, at man som udgangspunkt skal afstå fra at dømme ting på deres omslag, men fra det øjeblik, den vidunderligt dramatiske titel blev offentliggjort, kunne der næppe herske tvivl om, at ’I Hear a String Quartet Everywhere I Go’ ville være en god sang.
Eee Gees første single i to år er dog mere end bare det. Den er også en spændende gentænkning af hendes usædvanligt vellydende 70’er-univers. Danskeren har nemlig aldrig før tilladt sig selv i samme grad at omfavne sine mest selviscenesættende og opmærksomhedskrævende impulser.
»At give sig selv lov til at høre en strygekvartet, hvor end man går hen, er at omfavne sit hovedpersonssyndrom og føre sig frem med store, voldsomme armbevægelser. En manifestation af viljen til at være universitets centrum«, skrev vi blandt andet i vores femstjernede anmeldelse.
Og så minder sangen med sin atypiske, ikke-lineære progression og sine avancerede strygerarrangementer om den progressive singer/songwriter-musik, som blandt andre Judee Sill, Laura Nyro og Joni Mitchell stod bag i begyndelsen af 70’erne. Hvilket er noget af det bedste, man kan minde om.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: