I starten af måneden meldte Kneecap ud, at den britiske regering har i sinde at genoptage sagen om terrorbilligelse mod medlemmet Mo Chara, som ellers blev droppet sidste år grundet teknikaliteter.
Den verserende sag, som anklager rapperen for under en koncert i 2024 at have fremvist et Hizbollah-flag, har resulteret i koncertaflysninger, men samtidig synes den irske hiphoptrios popularitet bare at vokse og vokse.
Nu bygger Kneecap videre på deres momentum og kamp mod den britiske regering med annonceringen af et nyt album med titlen ‘Fenian’, skriver NME.
»De forsøgte at stoppe os ved at stemple Kneecap som ‘terrorister’, med aflysninger og med udtalelser fra selveste premierministeren. Vi havde al den motivation, vi behøvede … det her er ikke en hurtig reaktion, men et gennemtænkt svar til dem, der forsøgte at bringe os til tavshed. Og mislykkedes«, skriver Kneecap på Instagram, hvor de også forklarer titlen på det nye album.
»Inspireret af, og stolt opkaldt efter, ‘Fenian’, som var krigere i irsk folketro og senere et nedsættende ord for irere. Nu bruger vi det til at omtale alle, der siger sandheden til magthavere«.
Sammen med annonceringen har rapgruppen delt den nye single ‘Liars Tale’.
Det hektiske, elektroniske nummer byder på et aggressivt råbe-omkvæd (halvt på irsk, halvt på engelsk) og kritik af Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, samt Israels ditto, Benjamin Netanyahu.
»Nah, fuck Keir Starmer / Netanyahu’s bitch and genocide armer«, rapper Mo Chara i sangens andet vers.
Resten af ‘Fenian’ udkommer 24. april.
