’Perfect Days’: Japansk Cannes-vinder leverer det modsatte af en typisk Oscar-præstation
De foregår på hvert sit kontinent og med 39 års mellemrum. Alligevel føles Wim Wenders’ nye film, Oscar-nominerede ’Perfect Days’, beslægtet med tyskerens gamle mesterværk ’Paris Texas’.
Wenders vandt i 1984 karrierens første Guldpalme (den anden fik han for ’Himlen over Berlin’ i 1987) for ’Paris Texas’ – en eftertænksom amerikansk roadmovie med Harry Dean Stanton i hovedrollen som en sorgramt, midaldrende mand, der vender tilbage til virkeligheden efter at have været forsvundet i fire år.
Sidste år var Wenders igen at finde i festivalens hovedkonkurrence med japanske ’Perfect Days’, som gik hjem med den mandlige skuespillerpris for Koji Yakushos præstation. Også her fremstår hovedpersonen mystisk og ramt af livet.
»The Tokyo Toilet« står der på ryggen af Hirayamas blå kedeldragt. Den aldrende japanske mand arbejder nemlig som toiletrenser i storbyen, og han synes faktisk meget tilfreds med det ensformige, men fredfyldte arbejde. Han gør en ære i at udføre arbejdet til perfektion.
’Perfect Days’ følger hans daglige rutiner fra morgen til aften, hvor han i store træk kommer de samme steder. Med sig har han ikke kun klud og svaber, men også et kamera, som han indfanger hverdagens små, smukke øjeblikke med. Undervejs hører han gamle kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith, og når han har fri, læser han bøger af William Faulkner og Patricia Highsmith.
Wim Wenders har bygget sin film op om rytmen og gentagelserne. Ligesom sin hovedperson fokuserer det rolige kameraet også løbende på små detaljer, som får dagen til at skille sig ud fra de øvrige: en spirende plante, en fugl, et højhus.
Mellem disse hverdagsscener har instruktøren også placeret en række fantastisk flotte og dragende sorthvid-sekvenser, der viser Hirayamas drømme. Lysreflektioner, skygger og diffuse barndomsminder smelter sammen til en masse små eksperimentalfilm inde i filmen.
»At være alene i din alder, er det ikke ensomt?«, spørger en ung kollega Hirayama. Hovedpersonen forholder sig tavs, og det gør han faktisk i det meste af filmen. I starten tror man næsten, at han er stum, men af og til begynder han så at tale.
»Folk tror, vi befinder os i samme verden. Der er i virkeligheden mange forskellige verdener«, lyder det på et tidspunkt fra Hirayana, der holder sig til sig selv, men også nysgerrigt betragter sine omgivelser. Han er modsætningsfyldt, både åben og lukket, og derfor er han en spændende hovedkarakter.
Undervejs får vi små glimt af hans indre, der virker til at gemme på et mørke, en smerte eller en sorg fra fortiden. Men vi får ikke meget forklaret. ’Perfect Days’ holder kun døren på klem for sit publikum.
Måske derfor når filmen heller ikke op i samme følelsesmæssige højder som netop ’Paris Texas’, da hovedpersonen efter megen søgen omsider finder sin hustru i en uforglemmelig scene.
Vi må bare prøve at læse svarene i Hirayamas ansigt. Heldigvis for ’Perfect Days’ tilhører ansigtet Koji Yakusho, der leverer det modsatte af en typisk Oscar-præstation. Han har hverken gennemgået en stor forvandling eller benyttet sig af store armbevægelser, kun ganske nænsomt kommunikerer hans øjne og mimik, hvilke følelser karakteren bærer rundt på.
Det gør han helt indtil filmens mindeværdige slutskud, der peger i flere emotionelle retninger, uden at Hirayama når at finde et fast holdepunkt. En indestængt kulmination, som er tro mod resten af filmens underspillede væsen.
Kort sagt:
Wim Wenders’ nye film har en mystisk og dragende hovedkarakter, der føles beslægtet med instruktørens 80’er-mesterværk ’Paris Texas’.