1. Streaming: ‘Game of Thrones’-skabernes genkomst
‘Game of Thrones’-skaberne Dave Benioff og D.B. Weiss landede en lukrativ Netflix-aftale på ryggen af deres HBO-fænomen, og nu har vi så fået det første store tegn på, om de er pengene værd.
Deres højambitiøse nye serie hedder ‘3 Body Problem’ og er baseret på en kinesisk sci-fi-bogserie. Den starter i 1966, hvor en ung astrofysiker ser sin far blive slået ihjel, og hopper derfra til nutidens London, hvor fem unge videnskabsfolk oplever mystiske hændelser – blandt andet at nogle af verdens fremmeste videnskabsfolk begår selvmord.
Der bliver geaket løs på astrofysikken undervejs, men Soundvenues anmelder Morten Kildebæk, der har set hele sæsonen, forsikrer om, at der er gode ting i vente:
»Selvom fortællingen ikke minder om ’Game of Thrones’, genkender man Weiss og Benioffs formidable evne til tålmodigt og sikkert at bygge spænding op. Når man så mindst venter det, tager ’3 Body Problem’ nogle voldsomme, blodige drejninger, hvis chokeffekt sender tankerne mod fantasyseriens Red Wedding-twist i tredje sæson«, skriver han.
‘3 Body Problem’ kan ses på Netflix.
2. Biograf: Oscar-nomineret længsel
Det er langt over et år siden, at rygterne om ‘Past Lives’ løb med passioneret begejstring fra festivalerne i Sundance og Berlin, og nu kommer Celine Songs debutfilm endelig op i de danske biografer. I mellemtiden har den samlet Oscar-nomineringer op for både bedste film og bedste manuskript, og det er fuldt fortjent.
Filmen følger i starten den 12-årige stræber Na Young og hendes tætte bånd med den søde dreng Hae Sung, lige før Na Young skal emigrere med sin familie til USA. 12 år senere genoptager de deres relation over Skype, og 12 år senere igen mødes de i levende live i USA for første gang siden barndommen.
Det er ikke en klassisk romance, snarere et længselsfuldt, poetisk blik på adskillelse, kulturkløft og forbundethed. Det lyder måske højtravende, men i kemien mellem den nye stjerne Greta Lee over for Teo Yoo og i Songs delikate instruktion kommer forholdet smukt og hjerteskærende til live.
Soundvenues Luna Ehlers kvitterede med fem stjerner.
‘Past Lives’ kan ses i biografen.
3. Streaming: Verdens bedste backpackerprogram er tilbage
Hvis du er træt af at blive gaslightet af det danske forår, blænder TV 2 heldigvis igen op for verdens bedste backpackerprogram.
‘Først til verdens ende’ er tilbage som den perfekte proxyrejse, der videreformidler eskapistiske drømmescenarier, men også alt det bøvl, man glemmer er en del af rejsen
I fjerde sæson skal fem forskellige makkerpar denne gang rejse fra Tokyo til Bali på 40 dage uden andet end 12.000 kroner i kontanter på lommen. De må heldigvis ikke flyve og har ingen elektronik.
Castet lover allerede rigtigt godt med vestegnsveninder, søsterdynamik, en rørende mor-søn relation og to quirky fotografdudes. Blot et enkelt afsnit inde er jeg dog mest betaget af det begejstrede livsnyderægtepar Michael og Mette, der allerede første dag var godt i gang med at brænde deres budget af på dyre, men hyggelige kaffepauser og karaoke. /mjk
‘Først til verdens ende’ kan ses på TV 2 Play.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.