Vanedannende: TV 2-rejseprogram vækker vores iPhone-fri backpackerdrøm til live

Er lykken virkelig en livsændrende rygsækrejse væk? Man kan ikke andet end at blive besat af TV 2-konceptet ’Først til verdens ende’, hvis præmis er både banal og fantastisk effektiv.
Vanedannende: TV 2-rejseprogram vækker vores iPhone-fri backpackerdrøm til live
Tue og Asger i 'Først til verdens ende'. (Foto: TV 2)

Den længste rejse begynder med et lille skridt.

Men hvis du ikke gider tage sådan et, stiller TV 2 et ekstremt underholdende alternativ til rådighed.

Reality-rejseprogrammet ’Først til verdens ende’ leverer på tredje sæson højspændt rygsæksdrama, stærke personfortællinger og klimavenlig eskapisme, der kun kræver en tændt tv-skærm. 

Et simpelt, men fantastisk medrivende koncept, der modsat andre populære programmer ikke vil ombygge huse i Danmark, men faktisk åbner verden på helt gammeldags public service-manér. 

Programmet er versioneret fra BBC og følger fem forskellige par, der skal nå … først til verdens ende. Med et par afgørende og underholdende benspænd. 

De må ikke flyve og har kun det »beskedne kontantbeløb«, flybilletterne til destinationen ellers ville have kostet. Derudover bliver de strippet for nymodens elektronik, så de kun har papirkort, mundtøj og godt humør som vejviser. 

Nicolai og Christian i ‘Først til verdens ende’. (Foto: TV 2)

Sæson ét ramte med gigantisk momentum tilbage i coronanedlukkede 2020, hvor det trak halve millioner af seere uge efter uge at følge rejsen fra København til Singapore.  

Den aktuelle tredje sæson skyder rejsefeberen direkte ned i årerne på publikum med afgang fra New York, hvorfra deltagerne skal finde til Buenos Aires. Hvis de sakker for langt bagud undervejs, bliver de elimineret.

For de rejsende er det en såkaldt »once in a lifetime opportunity« og mulighed for at vinde en kvart million. For seerne er det unægteligt godt tv. 

Mådeholden eventyr-fomo

Som mainstream-underholdning når den er bedst, nusser ‘Først til verdens ende’ vores inderste længsler. Men eventyr-fomo’en bliver ikke så ‘Kurs mod fjerne kyster’-uopnåelig, at man ender med at hade sit dumme danske hverdagsliv.

Det er ekstremt på en jordnær måde, uden at det bliver ‘Alene i vildmarken’s snotnærbilleder og tisdrikkeri. 

‘Først til verdens ende’ sælger en særlig anti-charter rejsefeber, hvor de største dramaer finder sted foran billetluger til udsolgte busafgange og på tidspressede taxature. Programmet handler lige så meget om bøvl som om verdens vidundere. 

Anne Sophie og Lucas i ‘Først til verdens ende’. (Foto: TV 2)

Hvorfor er logistikken så vanedannende at se på? 

Måske fordi programmet kører en herlig bue udenom tidens heftigst udtrådte reality-buzzwords (dating og kendisser), men stadig hylder menigmennesket som den sande stjerne. DIY-gåpåmod a la ‘Nybyggerne’ møder en live action-version af togbrætspillet ‘Ticket To Ride’. 

De mennesker, der spænder rygsækken på, er desuden ekstremt velcastede. Og programmets fans vil vide, at deres rejsemotivation altid stikker dybere, end man først tror.  

Verdensklasse cast

På vejen til Buenos Aires møder vi blandt andre de herlige jyske søstre Susie og Heidi, hvis historie giver rørende modspil til førstehåndsindtrykket af evigglade undertippede løbedamer. 

Træningsvennerne Nicolai og Christians største personlige udfordring har indtil videre været bananlængsel i USA’s usunde madtilbud, men det gør dem ikke mindre sjove at heppe på. I et landskab hvor dårlig kemi er guld-tv, er det rart, når kæresteparret Anne Sophie og Lucas passer på hinanden og tager en øl. 

Samtidig overdøver de personlige historier aldrig rejsepræmissen, som det er tilfældet i ‘Over Atlanten’ (havet dækker 20 procent af jordens overflade, men kan kun akkurat fornemmes bag de danske celebrity-egoer). 

Søstrene Susie og Heidi i ‘Først til verdens ende’. (Foto: TV 2)

I den aktuelle ‘Først til verdens ende’-sæson løber de unge brødre Tue og Asger fra Sydhavnen med opmærksomheden. De har haft ekstremt hårde år med et tragisk tab i familien, så man under dem verdens bedste tur. 

De er så solidt søde, at man godt forstår, når fremmede mennesker går voldsomme længder for at hjælpe dem (og det kamerahold de har med sig, selvfølgelig). Men man taber også kæben, når de bliver hovedrollerne i programmets hidtil ultimative WTF-moment, der på godt og ondt viser dets mærkelige magi. 

Tusind kroner i gave

I et forsøg på at nå omkring 230 kilometer fra byen Mobile til første checkpoint i New Orleans prøver de unge mænd at praje en dyr Uber for at nå foran i feltet.

Pludselig giver to fremmede mænd dem over 200 dollars i kontanter i ren venlighed. »Det skøreste jeg har oplevet i mit liv«, kalder Tue det, og man giver ham ret. 

‘Først til verdens ende’. (Foto: TV 2)

Senere kræver Uber-chaufføren dog slet ikke betaling, da »de har mere brug for pengene end ham«. 

Holder jeg ekstremt meget med Tue og Asger? Ja. Har de mere brug for pengene end en Uber-chauffør? Nej. 

Verdens vante privilegiedebat om race og prekariatets løstansatte bliver vendt på hovedet, så man taber kæben. 

Og hvis man skal lege djævelens advokat, afslører ‘Først til verdens ende’-konceptet også backpackingens dobbeltmoralske grundpræmis. At det for velstillede mennesker betragtes som ultimativt frisættende at holde ferie fra bestemte privilegier. 

»Off the beaten track«-magien sejrer

Det samme gælder, når programmets deltagere bliver kastet ud i diverse jobs for at supplere det omdiskuterede »beskedne kontantbeløb«, hvilket åbenlyst er planlagt og betalt af produktionen. 

De hjælper til på østersfarme eller giver de lokale et nap med under mescalbrygningen og chiliplukningen. Til en løn, der virker højere end den lokale standard.

En veltænkt kattelem i tilrettelæggelsen, der også giver mulighed for at filme deltagerne i andet end trafikken.

Dog er der næppe et Mezscal-bryggeri i verden, der har brug for hjælp fra to glade danske amatører.

‘Først til verdens ende’. (Foto: TV 2)

Men det laver i sidste ende ikke om på, at den grundhistorie, ‘Først til verdens ende’ fortæller, er sand. At man som turist i fjerne og fattigere egne ofte møder mere gavmildhed og åbenhed, end den Danmark er berygtet for at være nærig med. 

Man skal se ‘Først til verdens ende’ for dets ekstreme underholdningsværdi og superdyrkelsen af Lonely Planets forkromede »off the beaten track«-slogan, der rammer vores allesammens vådeste iPhone-fri backpackerdrøm.

For selvom det kan virke selvhøjtideligt at insistere på, at verden virkelig ligger for vores fødder, er rejsen både lærerig og inspirerende at følge. Selv hvis man bare ser med derhjemme og aldrig kommer afsted.  

‘Først til verdens ende’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af