’Past Lives’: Oscar-film vil røre dig dybt både i dette liv og det næste
Den 12-årige Na Young og hendes søster kæmper om, hvem der må kalde sig Michelle.
Sammen med deres fremdrevne kunstnerforældre skal de forlade Korea, flytte til Canada og underskrive med nye (hvide) identiteter – og dermed øge chancerne for at vinde en Nobelpris i litteratur.
Denne afrejse bliver skelsættende for flere karakterer i den koreansk-canadiske instruktør Celine Songs imponerende og hædrede spillefilmsdebut ’Past Lives’: En moderne og medrivende kærlighedsfortælling om barndomsnostalgi, immigration, parforholdets kompleksitet og skype- og skæbneforbindelser.
For man forstår hurtigt, at den unge pige skal sige farvel til mere end ét koreansk navn og liv. Ved en stejl skillevej står hun med sin barndomskærlighed og hjerteven Hae Sung, og med små fletninger tages en stor afsked.
Ja, vær beredt på kuldegysninger. Vær ligeledes lykkeligt beredt på en delikat og sansemættet æstetik, med hvilken Song udøver en særlig finfølelse for dagligdagens indbyggede poesi. Hun tillader rolige billeder af legende børn i denim og 90’er-farver og et bogbeklædt arbejdsværelse, der fyldes af cigaretrøg og Leonard Cohen. Et arbejdsværelse, der nu forlades.
Heldigvis er samme kunstneriske kvalitet og tæft pakket med og videreført, når ’Past Lives’ ikke blot springer over Stillehavet, men også 12 år frem. Na Young (Greta Lee) hedder nu Nora – ikke Michelle. Hun er engelsktalende og -skrivende og bosat i New York, hvor drømmen om en Nobelpris er udskiftet med en ambitiøs higen efter den anerkendte Pulitzer – og senere en Tony-statuette.
Langt og lydløst fra hende er den tilbageladte og soju-sippende Hae Sung (Teo Yoo). Men med sentimentalitet og en venneanmodning genoptager de kontakten og indleder en langdistancerelation med tidsforskel og online-stævnemøder. Forelskelsen er blevet voksen, deres relation digital.
Det er vidunderligt sødt at være voyeur til de utallige nervøse og genkendelige skypeopkald, hvor deres kemi brænder gennem både skærm og lærred. Desværre kan internettets samlende og globaliserende funktion ikke forene de to mennesker – eller kulturer – til fulde. Forbindelsen slukkes.
Men som det fastslås gennem In-yun – et koreansk udtryk, der bekender, at sjælevenner mødes i forskellige liv – vil Hae Sung og Nora se hinanden igen.
Og rigtigt nok. Da ’Past Lives’ springer yderligere 12 år frem, er den koreanske førsteelsker på vej for at besøge den kvindelige protagonist. Meget er som før, mere helt anderledes, og Nora har indgået ægteskab med den amerikanske forfatter Arthur (en veloplagt John Magaro), der er (fysisk) tættere på hende og hendes New York-baserede tilværelse.
Hjerteskærende rørende fremført af Teo Yoo bobler og svier alt i Hea Sung, men med lavmælthed og nærvær formår han at være et roligt modstykke til Noras bevægelighed og spaltning. For stærkt og forfinet spillet af Greta Lee er hun hele tiden på vej mod en ny destination eller pris, men med et evigt blik over skulderen.
I dette blik indrammes det, at der med menneskets fremdrivende og hamskiftende form – hvilken synes at have en cyklus på 12 år – medfølger en sorg og en nostalgisk længsel mod det tabte. Mod barndommen og mod alle de liv og navne, du har haft. Og kunne have haft.
Herved indrammer blikket også fortællinger om den immigrerendes fortvivlede følelse af todeling, der nu repræsenteres af de to sidestående mænd. Nora lever på engelsk, men drømmer på koreansk. Hun er gift med Arthur, men forbundet til Hae Sung.
I en naiv hyldest til drømmen kunne ’Past Lives’ let være blevet endnu et klichefuldt trekantsdrama – en pointe, de litterære og dramaturgisk begavede ægtefolk selv påpeger. Men dette Oscar-nominerede manuskript er umanerligt velbalanceret og komplekst.
Dele af kærlighedsportrættet er larger than (one) life og klarlægger, at liv og følelser ikke nødvendigvis indkapsles af hud, men går på tværs af tid og kødelighed. Det afføder smukke glimt af Nora, Hae Sung og langsomme transportmidler.
Men historien tillader ligeledes intense scener mellem Arthur og Nora, i hvilke parforholdets prøvelser, praktik og påkrævede rummelighed skildres med stor autenticitet. De udgør nogle af filmens stærkeste enkeltstående momenter og bruges i en sørgmodig og forfriskende hverdagsfortælling.
Og gennem alle disse (ud)skiftende facetter, former og navne har Song skabt en ualmindeligt vellykket filmperle, hvori alt er bevægende – og i bevægelse. Den vil røre dig i både dette og dit næste liv.
Kort sagt:
Bare se den!