’The Zone of Interest’: Isnende ond Oscar-favorit ligner ingen anden film om holocaust
Jonathan Glazer tager sig god tid. Filmproduktioner er ganske vist altid tidskrævende, men den britiske instruktør og manuskriptforfatter har alligevel haft ekstraordinært mange år mellem sine premierer.
Efter spillefilmdebuten ’Sexy Beast’ fra 2000 og opfølgeren ’Birth’ fra 2004 skulle der gå ni år, før Glazers tredje film, det særegne sci-fi-mesterværk ’Under the Skin’, fik premiere. Et årti senere, i 2023, var instruktøren så omsider klar med sin imødesete fjerde film, ’The Zone of Interest’, der vandt andenprisen Grand Prix på Cannes-filmfestivalen.
Nu er filmen omsider landet i de danske biografer, og den allerede storhyldede holocaustfortælling er helt bestemt ventetiden værd.
’The Zone of Interest’, der er Oscar-storfavorit i kategorien Bedste Internationale Film, er baseret på Martin Amis’ roman af samme navn (på dansk: ’Brun sne’) og foregår under Anden Verdenskrig ved nazisternes berygtede koncentrationslejr Auschwitz. ’Ved’ er nøgleordet her.
Som en slags antitese til László Nemes’ ’Sauls søn’ kommer vi nemlig aldrig ind i selve kz-lejren. I stedet tilbringer vi langt størstedelen af spilletiden i Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss (Christian Friedel) og hans hustru Hedwigs (Sandra Hüller) private hus og overdådige have, der ligger lige ved siden af.
Auschwitz’ tagrykke og pulserende skorstene ses kun i baggrunden bag de tårnhøje betonmure, som omkranser lejren. En enkelt gang aner man også lige skikkelserne af en række tilfangetagne jøder, der går på række iført stribede dragter i selskab af råbende fangevogtere.
Netop råb, skrig og andre ubehagelige lyde kan hele tiden høres, så man aldrig glemmer de umenneskelige uhyrligheder, som finder sted uden for Höss’ have. Sådan har lydsiden gennem hele filmen en afgørende rolle for fortællingen.
Det bemærker man fra de allerførste minutter, hvor det mystiske, elektroniske score af den unge mesterkomponist Mica Levi (som også lavede musikken til ’Under the Skin’) tager fokus.
Her går der påfaldende lang tid, fra titlen ’The Zone of Interest’ dukker op på en sort baggrund, til de levende billeder kører over lærredet. Gennem flere minutter får den ildevarslende underlægningsmusik med synths og forvrænget korsang lov til at sætte stemningen på egen hånd.
I skærende kontrast til det uhyggelige lydbillede fremstår hovedpersonernes liv faktisk ret udramatisk.
Kommandanten Rudolf bruger det meste af sin tid på at arbejde og sikre »kontinuerlig drift« i Auschwitz. Han omtaler ikke de tilfangetagne jøder som mennesker, men som »ladninger«, der skal kremeres på den mest effektive måde. Hedwig ser sit drømmehus og den idylliske have som et lille paradis for sig selv og børnene, mens hun ignorerer, hvad der sker på den anden side af murene.
For hovedpersonerne er det største drama i ’The Zone of Interest’ ikke den igangværende holocaust. Det er i stedet, at Rudolf måske står til at blive forflyttet på grund af (i Heinrich Himmlers øjne) dårlige resultater. Kommandanten er bekymret for sin karriere, og Hedwig er slet ikke klar til, at familien potentielt må flytte væk fra deres dejlige hjem.
Som publikum føler man sig selvsagt ikke investeret i deres konflikt. Men det er heller ikke pointen med ’The Zone of Interest’, at man skal føle sympati med karaktererne eller være direkte engageret i handlingen.
Med den store overvægt af totalbilleder og kun ganske få nærbilleder, smukt indfanget af den polske filmfotograf Lukasz Zal (som også fotograferede landsmanden Pawel Pawlikowskis ’Ida’ og ’Cold War’), holder Glazer os helt bogstaveligt på afstand af hovedpersonerne.
’The Zone of Interest’ er et isnende koldt studie af menneskets ondskab. Filmen viser, at nogle mennesker kan være villige til at fornægte lidelse og død, hvis de til gengæld selv får lov at leve deres eget ’gode’ liv.
De fleste forholder sig i dag mest til Anden Verdenskrig gennem film og serier, der behandler den blodige krig og den traumatiske jødeudryddelse som en form for underholdning. I den henseende føles Jonathan Glazers kolde og distancerede take på subgenren meget forfriskende.
’The Zone of Interest’ ligner ingen anden film om holocaust. Og det er noget af en bedrift, når man tænker på, hvor mange af dem der allerede findes derude.
Kort sagt:
Ved hjælp af en urovækkende lydside og smukke totalbilleder har Jonathan Glazer skabt en isnende skildring af menneskets ondskab. ’The Zone of Interest’ ligner ikke nogen anden film om holocaust.