ANALYSE. Det var den mest forudsigelige Oscar-vinder i mindst 20 år, og derfor var der nærmest ingen, der spærrede øjnene op, da ’Oppenheimer’ i nat dansk tid indfriede profetien og hjemtog statuetten for Bedste Film.
Christopher Nolans film havde trods alt vundet alle de priser, man kigger mod, når man skal forudsige Oscar-sejren: Skuespillerne, producerne og instruktørernes forbundspriser, den britiske Oscar-pendant BAFTA, Critics’ Choice, Golden Globe. Fuld plade – det ser man sjældent.
Havde det været 90’erne eller 00’erne, havde filmen om J. Robert Oppenheimer været et Oscar-valg helt efter bogen. Anden Verdenskrig. Stor gravitas. Anerkendt instruktør. Respekterede skuespillere.
Men i 2024 står ’Oppenheimer’s sejr alligevel i et lidt anderledes lys. I årene efter MeToo og #OscarsSoWhite har vi vænnet os til, at Oscar-vinderne kan se meget anderledes ud.
Det er de seneste års vindere på hver deres måde tydelige eksponenter for: Den udknaldede ’Everything Everywhere All Once’ med asiatisk-amerikanske hovedkarakterer. Det lille døve-drama ’CODA’ produceret af en techgigants streamingtjeneste. ’Nomadland’ instrueret af en kinesisk-amerikansk kvindelig instruktør. Sydkoreanske ’Parasite’, den første ikke-engelsksprogede Bedste Film-vinder nogensinde.
Vi skal faktisk tilbage til ’Green Book’ i 2018 for at finde det, man lidt forsimplet ville kalde en ’klassisk’ Oscar-vinder.
Derfor er det interessant, at en film, der i lange stræk består af hvide mænd, som fører alvorlige samtaler i diverse mødelokaler, så suverænt bliver årets Oscar-vinder.
For hvad var det ved Nolans film, der gjorde, at vi aldrig så en modkandidat spire frem som en bare halvkvædet trussel i månederne op til showet? Hvorfor opstod der aldrig et modnarrativ om ’Oppenheimer’ som billedet på den reaktionære hvidmandsfilm, som andre med tilsvarende udgangspunkt sagtens kunne have været ramt af? Kritikken af filmens kvindeskildringer spøgte omkring premieren, men genopstod aldrig, da awards-kampagnen spidsede til.
Oscar-historien er rig på mere eller mindre usle eksempler på den slags modkampagner, men i år så vi aldrig det mindste lille spæde forsøg. I stedet blev Bradley Cooper årets awards season-skurk, selvom han aldrig blev betragtet som en seriøs vinderkandidat.
Hvorfor var ’Oppenheimer’ så urørlig i et år, hvor ’Barbie’ ellers også mindede os om, at der var en anden vej mod succes for Hollywood?
Jeg har syv bud:
1. En anden indgang til tidsånden
Selvom ’Oppenheimer’ med sine snakkende hvide mænd og flade kvindekarakterer ikke på overfladen synes at være i tråd med tidsånden, ramte Nolan zeitgeisten fra en anden vinkel.
Med udviklingen af atombomben og Anden Verdenskrig som bagtæppe skildrer filmen et afgørende punkt i verdenshistorien, som det er nemt at spejle i nutidens frygt for en ny storkrig. Skildringen af en mand, hvis geniale opfindelse bliver anvendt i destruktionens tjeneste, rammer stærkt ned i en moderne tid, hvor ingen har fuld kontrol over, hvad den teknologiske udvikling fører med sig.
De temaer ræssonerede stærkt og løftede filmen til mere end en imponerende teknisk og underholdende præstation, som ellers er den kasse, Christopher Nolans film ofte er blevet placeret i.
2. Christopher Nolans tur
Apropos Nolan: Instruktørens position i Hollywood var alene en væsentlig grund til, at ingen kunne se en fordel i at spinne en modkampagne.
Englænderen er en af filmbranchens mest respekterede instruktører, der får lov at lave udfordrende, komplekse og ambitiøse film på den helt store skala.
Han havde imidlertid aldrig vundet en Oscar (han havde været nomineret seks gange før i år), og forbigåelsen af ’The Dark Knight’ til så meget som en nominering i 2008 var med til at udvide Bedste Film-feltet til 10 film i 2009.
Han var med andre ord due, som man siger i Oscar-sprog. Som da Martin Scorsese endelig vandt for ’The Departed’, kunne alle samles om, at Christopher Nolan nu virkelig fortjente en Oscar for den måske største chance, han har taget i sin karriere.
3. Tilpas anderledes
For selvom ’Oppenheimer’ på overfladen tjekker alle boksene af for en klassisk Hollywood-film – biopic, Anden Verdenskrig, episk tidsforløb, store stjerner – har Nolan alligevel på karakteristisk vis udfordret formen.
Han fortæller for eksempel i tre tidslinjer, blander farve og sorthvid og har skudt på en ny type celluloid opfundet til lejligheden. Men det mest dristige valg er det helt fundamentale: Tænk at insistere på, at en tre timer lang snakkefilm er en blockbuster, som masserne skal opleve på det største lærred, som var det en storstilet action- eller fantasy-film. Dét er frækt tænkt.
4. Succes!
Fræk tænkt – men selvfølgelig kun genialt, hvis man lykkes med aspirationen. Og det gjorde Nolan. ’Oppenheimer’ overgik alle forventninger og indtjente næsten en milliard dollars på verdensplan sidste år, kun overgået af ’Barbie’ og ’Super Mario Bros.’.
På mange fronter var det årets største overraskelse ved billetlugerne, og den slags er også vigtigt, når Oscar-akademiet kaster deres stemmer. De flere og flere ikke-amerikanske medlemmer af akademiet går nok mindre op i den økonomiske succes, men hovedparten er alt andet lige afhængige af, at der kommer penge i Hollywood-kassen og arbejde til folket.
Så når kvalitet og box office-triumf går hånd i hånd, er det en svær fristelse at modstå.
5. Hollywoods selvforståelse og fremtidshåb
Oscar-prisen er nemlig også et udtryk for Hollywoods forståelse af sig selv det pågældende år – og for deres håb om fremtiden.
Her signalerer ’Oppenheimer’ to ting, som mange kreative i Hollywood hjertens gerne vil bakke op om:
Originalitet sejrer: Efter årtier med franchisemalkning til den store guldmedalje ånder mange lettet op, når de ser noget så sjældent som en original film trække flere folk i biografen end superhelte og Disney-remakes. De fleste i Hollywood ser jo sig selv som kreative sjæle og ikke som fabriksarbejdere ved franchisesamlebåndet, og ’Oppenheimer’ bestyrkede denne selvforestilling om Hollywoods kunstneriske energi.
Oldschool film making regerer: I kølvandet på skuespiller- og manuskriptstrejker, AI-diskussioner og den nye streamingvirkelighed var ’Oppenheimer’ en god gammeldags (men altså ikke for gammeldags) Hollywood-film, der viste, at de gamle dyder stadig virker, selvom meget er af lave. Det ville de filmarbejdere, der frygter for fremtiden, utvivlsomt gerne understøtte.
6. Sympatisk stjernedrys
Storfilm kan nogle gange have det problem, at de ikke henter stemmer fra den store og vigtige skuespillergruppering i Oscar-akademiet, fordi skuespillet drukner i effekter og teknisk bravur.
Men ’Oppenheimer’ kunne samle støtte fra både de tekniske filmarbejdere, der var imponerede over filmens vision for lyd og billede, og fra skuespillerne, der har været imponerede over præstationerne.
Filmen er så spækket med kendte skuespillere, at da Gary Oldman dukker op som præsident Truman mod slutningen, er det lige ved at blive for meget af det gode. Men stjernedrysset har hjulpet godt til i Oscar-sæsonens afgørende fase. Da filmen fik premiere, blev der fløjtet til strejke i Hollywood, og dengang kunne skuespillerne ikke lave interviews eller optræde i offentligheden, men det har de haft rig lejlighed til at indhente nu.
Holdet bag filmen har kørt en stram kampagne, hvor Cillian Murphy og Robert Downey Jr. har været blandt de mest afholdte kandidater – begge afkodet som sympatiske stjerner med fødderne solidt plantet på jorden. De har ramt en perfekt balance mellem at spille bold og ikke virke alt for desperat interesserede i hæderen.
Og det bar jo altså også frugt for dem på det personlige plan. De løb med årets to mandlige skuespilpriser.
7. Ingen perfekt modkandidat
Mange Oscar-iagttagere sad længe og ventede på, om en lille film kunne få pludselig medvind som modpol til storfilmen ’Oppenheimer’.
The Little Movie That Could er et klassisk Oscar-narrativ, som ’CODA’ er den seneste eksponent for. Den lillebitte perle, der kommer ind fra højre, rammer følelserne og samler folk på det helt rette tidspunkt.
Den film materialiserede sig aldrig i år i et ellers utroligt stærkt felt. ’The Zone of Interest’ og ‘Anatomy of a Fall’ var nok trods alt for artsy, ‘Killers of the Flower Moon’ var for lang, ’Barbie’ for let, ’Past Lives’ for lille, ’Maestro’ for hårdt prøvende, ’American Fiction’ for løs i koderne og ’The Holdovers’ for oldschool. Måske var feltet bare så stærkt, at kærligheden ikke kunne samle sig om én modkandidat?
’CODA’s nærmeste konkurrent var Jane Campions ’The Power of the Dog’, der ikke var en nær så stærk kandidat som ’Oppenheimer’. I virkeligheden var Nolans film nok bare så urørlig, at den aldrig levnede plads til en modkandidat.
’Oppenheimer’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og Apple TV.