Hvis man skal tro vismændene, kommer Bradley Cooper ikke til at vinde en Oscar i år.
Når det natten til mandag bliver tid til at uddele prisen for Bedste mandlige hovedrolle i Dolby Theatre, vil han formentlig smile stift, mens hans tomme øjne ikke kan skjule snerten af skuffelse.
I hvert hvis man skal tro den efterhånden betydelige skare af internethaters, Cooper har samlet sammen i løbet af den igangværende prissæson.
Her blev hans taberansigt ved Golden Globes en meme-begivenhed i sig selv. Så kom Critics Choice Awards, BAFTA og SAG uden noget til Netflix-maestroen, og i stedet for et tavst tilløb til Oscar-uddelingens formodede nederlag er samtalen omkring ham i stedet eksploderet.
For det er ikke, fordi Bradley Cooper ikke har prøvet.
Og ikke engang kun i år med ‘Maestro’, der fik i alt syv nomineringer. Gennem tiden har Cooper været nomineret i alt 12 gange uden selv at vinde. For sit skuespil fem gange og for bedste film som instruktør på ‘A Star Is Born’ og ‘Maestro’ samt som producer på film som ‘Nightmare Alley’, ‘Joker’ og ‘American Sniper’.
Men hvorfor er det så, at folk ikke hepper på ham på bedste Leonardo DiCaprio-facon? Og stik modsat i stedet har castet ham som den desperate sidste festgæst, der nægter at give op, før han får noget med hjem?
Lignede en favorit
Allerede ved premieren gik en kommentator på Polygon i flæsket på ‘Maestro’ og dens største problem: »Bradley Coopers Oscar-sult«.
Vulture udnævnte i sidste måned ‘Maestro’ til sæsonens »Oscar-skurk«. The Ringer skrev i slutningen af 2023, at »Bradley Cooper prøver så hårdt« i ‘Maestro’. »Har Bradley Cooper snakket sig selv ud af en Oscar?«, spurgte britiske The Times for nylig.
På papiret kunne ‘Maestro’ ellers have lignet den ultimative Oscar-favorit.
Udover at have instrueret og spillet hovedrollen har Bradley Cooper brugt årevis på at forberede sig. Længe inden filmens premiere vakte hans fysiske transformation til Bernstein som både ung og gammel opsigt.
Derudover har ‘Maestro’ egentlig fået en mere end udmærket kritisk modtagelse (77 på Metacritic), hvor Coopers instruktørevner, alternative greb om biopic-genren og ikke mindst skildringen af ægteskabet mellem Leonard Bernstein og Felicia Montealegre roses.
Selvom filmen på overfladen er fyldt med Oscar-bait, var den del ikke en stor del af samtalen, da filmen fik premiere. Tværtimod mente mange, at Cooper nu beviste, at ‘A Star Is Born’ ikke var et one-hit wonder.
Hvad var det så, der gik galt?
Seks år, Niller!
Det første røde flag var næseprotesen, der inden filmens premiere gav anledning til en ophedet debat om ikke-jødiske skuespillere, der spiller jødiske personer fra virkeligheden. Det neddyssede kun delvist konflikten, at Bernsteins familie fortalte, at de var helt okay med udklædningen, ligesom den jødiske organisation Anti-Defamation League gjorde.
Men så var der også nogle af Coopers udtalelser, der trods hans ‘A Star Is Born’-succes klingede for meget af filmskole-auteur.
Han fortalte intenst om at fjerne stole fra optagelserne, fordi den slags luksus fik energien til at styrtdykke (Christopher Nolan forbød til gengæld Emily Blunt at have Ugg-støvler på).
Medspilleren Carey Mulligan fortalte i Variety anerkendende om, hvordan Cooper havde overbevist hende til at følge i sine egne method acting-fodspor, og hvordan hun derfor brugte en hel to-ugers coronaisolation i Chile udelukkende på at efterligne Montealegres malerier. Men det lød også lidt som en form for dramatisk gidseltagning.
Hos Variety fortalte Cooper i samtale med Emma Stone om, hvordan en af hans favoritbeskæftigelser som barn var at legedirigere til Tchaikovskys ‘Opus 35 i D-dur’ (måske ikke ulig hvordan Katherine Diez hev marxistisk litteraturkritik ned fra hylden som toårig).
Samtidig har Cooper givet så mange interviews om, hvordan han brugte seks år på at lære at dirigere til én scene på seks minutter, at det begyndte at lyde som Sofie Gråbøls ‘Den eneste ene’-slagord: »syv år, Niller«, selvom der er et år for meget.
Kunne have været en sketch
Der var også klippet, hvor Bradley Cooper i en samtale med Leonard Bernsteins børn af kød og blod med tårer i øjnene sagde, at han også savner Leonard Bernstein. Som han vel at mærke aldrig har kendt.
»Det er svært at tale om. Jeg ved ikke – os fire, vi har delt noget meget særligt – det er svært overhovedet at formulere. Han var med mig, uden tvivl, gennem det hele. Hans energi har på en måde fundet vej til mig, og jeg føler virkelig, at jeg kender ham«.
Et setup, man må indrømme godt kunne have været en sketch, hvis det ikke var sket i virkeligheden. Men også en på mange måder forståelig reaktion i en samtale om et menneske, man har beundret og dyrket så intenst.
Ligesom det jo også på mange punkter er en dedikeret indsats, Cooper på det brede plan har lagt i ‘Maestro’. Her er der ingen tvivl om, at det er springet fra skuespiller, der spænder ben på sin egen Hollywood-jantelovsfacon.
I virkeligheden skulle Steven Spielberg have instrueret Cooper som Leonard Bernstein i ‘Maestro’, men overlod ham instruktørposten for at hellige sig sit eget mærkværdige passionsprojekt i form af ‘West Side Story’, fordi han var så imponeret over ‘A Star Is Born’. Ham var der næppe blevet gjort lige så heftigt grin med for at gøre sig så umage.
Og til Bradley Coopers forsvar er han ikke helt uden selvironi, når det gælder instruktørgerningen.
Eksempelvis skrev People, at han tog tykt pis på sig selv og fortalte om ‘instruktøren på filmen’s »vanvittige krav« om besværlige sort-hvid-skud, 35-millimeter film, smalformat og så videre. »Vi var ved at blive skøre. Men vi stod sammen og prøvede at give ham det, han gerne ville have«.
Oscar i oversharing
I virkeligheden kan nøglen til Bradley Coopers Oscar-backlash findes i ‘Seinfeld’.
For tilbage i 1995 blev afsnittet ‘The Maestro’ sendt, der ligesom den nu Oscar-aktuelle film deler titel med Leonard Bernsteins kælenavn. Det var det første, jeg tænkte på, da jeg tilbage i december forlod biografsalen efter ‘Maestro’.
Her kommer seriens misantropiske vennegruppe i karambolage med den højpandede dirigent Bob Cobb, der insisterer på at blive kaldt maestro i stedet for sit rigtige navn. Hvilket Jerry selvfølgelig slet ikke kan holde ud – og endnu mindre, fordi George og Elaine ikke har noget imod kælenavnet.
Enten har Bradley Cooper aldrig set afsnittet, eller også har han misforstået det fuldstændigt. For set i lyset af ‘Maestro’-fortællingen kunne det have fungeret som et eksempel til skræk og advarsel.
For i den popkulturelle samtale er Bradley Cooper blevet castet som virkelighedens maestro.
Selvom han er både elsket og anerkendt som både skuespiller og instruktør, kan man ikke komme udenom, at han har begået en ultimativ form for Gen X-hybris ved med ‘Maestro’ at stille sig op og bede alle i Hollywood om at kalde sig maestro.
Hvis man spørger internettet, er den eneste Oscar, skuespilleren nu har i sigte, i hvert fald én for oversharing.
I sidste uge genererede det overskrifter og massiv online-hån, da Cooper i den kendte Hollywood-sniksnakkende podcast ‘Armchair Expert With Dax Shepard’ kom med spøgefulde bemærkninger om, hvor længe det tog ham for alvor at mærke kærlighed til sin baby (otte måneder – indtil da var han usikker på, om han ville ofre den med en pistol for tindingen), og hvordan han ofte var nøgen sammen med sin far som barn.
Ikke sindsoprivende udtalelser – især ikke for en dansker i krydsilden af allestedsnærværende debatter om sårbar eller ‘blød’ maskulinitet – men bevis på, at Cooper nu har zeitgeisten imod sig.
En X-bruger satte det på spidsen således: »Mig: hej – Bradley Cooper: Jeg går i bad med min far. Jeg elsker ikke min datter. Jeg er Maestro«.
Får Bradley Cooper en psykose?
At ønske sig en Oscar er Bradley Cooper ellers ingenlunde alene om.
Oscar-uddelingen er det tætteste, Hollywood kommer på at have sit eget præsidentvalg. Og hvem der vinder priserne, afgøres selvfølgelig af akademiet, men først efter de forskellige filmstudier nogle gange har brugt millioner af dollars på at påvirke medlemmerne med lobbyarbejde med de såkaldte ‘for your consideration’-kampagner.
Samtidig er det jo ikke kun Bradley Cooper, der gerne vil have den Oscar. Det er også hele det apparat bag ham, der står bag kampagnen: Streaminggiganten Netflix. Den gamle filmbranches irriterende intruder, som muligvis er den største hæmsko i at vinde akademiets gunst.
I podcasten ‘The Town’ fortalte Michael Schulman fra The New Yorker, at (den Netflix-distribuerede) ‘May December’s unge stjerne Charles Melton op til nomineringsannonceringen sendte glas med kimchi ud til branchefolk, der var lavet efter en særlig familieopskrift.
Cillian Murphy og Christopher Nolan er blevet tegnet som prissæsonens underspillede helte, mens alle lader til at have glemt, at førstnævnte gav interviews om at leve sig så dybt ind i rollen som J. Robert Oppenheimer, at han sultede – det ultimative Oscar-trick!
Det franske retssagsdrama ‘Anatomy of a Fall’s kampagne bruger den medvirkende stjernehund Messi så meget til at promovere filmen, at det tenderer politikere, der tegneserieagtigt kysser babyer. Få har lavet så meget promo som Ryan Gosling, der senest kravlede op i toppen af Warner Bros.-studiets kendte vandtårn til et Oscar-bejlende fotoshoot.
Oscar-kampagnen er en på mange måder kryptisk balancegang mellem for lidt og for meget (i en sådan grad, at den i The New Yorker blev sammenlignet med America Ferraras ‘Barbie’-monolog om at være kvinde).
Lige så tilbøjeligt internettet er til at knuselske en film ved ankomsten, lige så hurtigt opstår modtendensen. Og det er næsten lige meget hvem og hvad, det drejer sig om. Det ene øjeblik knuselsker folk Emma Stone, det næste er hun en ond tyv, der vil stjæle Lily Gladstones fortjente statuette og ødelægge et historisk fremskridt.
Analytikerne er lige så tørstige efter en skurk, som Bradley Cooper er efter en Oscar.
The New Yorkers Michael Schulman gik så vidt som til at koge ‘Maestro’ ned til fortællingen om en »Try-Hard Who Wants an Oscar So Badly That We Should Probably Just Give Him One to Prevent a Psychotic Break«. En latterlig brug af ordet psykose, der udelukkende udstiller hele Oscar-spektaklet som et stort luder/Madonna-kompleks.
For selvom Bradley Cooper langt henad vejen ligger, som han har redt, er det dybt ironisk, hvor heftigt medierne nu synes, Bradley Cooper har tigget om en Oscar, selvom det er dem selv, der har lagt spalteplads til hele molevitten.
Han har ikke fortjent en Oscar mere end nogle af de andre nominerede. Måske er et par minuspoint for røvslikkeri endda på sin plads. Men selvom latterliggørelsen langt hen ad vejen er harmløs og opadsparkende, er den også åndssvag, tilfældig og ufortjent.
Og når enten ‘Oppenheimer’s Cillian Murphy eller ‘The Holdovers’ Paul Giamatti i stedet bliver kaldt til podiet, når prisen for bedste mandlige hovedrolle skal uddeles, og der bliver zoomet ind på Coopers ansigt i publikum, burde følgende Kramer-ord fra ‘Seinfeld’ blive afspillet:
»You know you hurt The Maestro’s feelings«.
‘Maestro’ kan ses på Netflix. Oscar-showet kan ses på TV 2 natten til mandag dansk tid.