Cillian Murphy sultede sig til ‘Oppenheimer’-rolle: »Han spiste aldrig«

Cillian Murphy sultede sig til ‘Oppenheimer’-rolle: »Han spiste aldrig«
Cillian Murphy i Christopher Nolans 'Oppenheimer'. (Foto: PR)

Cillian Murphy er snart biografaktuel i rollen som J. Robert Oppenheimer, der opfandt atombomben.

Arbejdet med Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ indebar dog et ikke ubetydeligt vægttab for hovedrolleindehaveren, der var meget opsat på at ramme videnskabsmandens særlige fysik og skikkelse til filmen.

Den virkelige Oppenheimers diæt bestod af »cigaretter og piber«, og han spiste »aldrig«, fortæller Murphy i et interview med The Guardian, hvor han også deler, at han endte med at gå lige lovlig langt med at sulte til rollen.

»Du begynder at konkurrere med dig selv en lille smule, hvilket ikke er sundt. Jeg anbefaler det ikke«, fortæller skuespilleren.

Han siger desuden, at han sprang middage med resten af filmens cast over. Andre gange glemte han helt at spise, fordi han var så opslugt af karakteren.

»Det er som om, du er på det her fucking tog, der bare kører afsted. Det er bang, bang, bang, bang. Du sover et par timer, står op og kører igen«, lyder det.

»Jeg kørte på en helt skør energi. Jeg kom over en barriere, hvor jeg ikke var bekymret over mad eller noget. Jeg var så meget inde i det – et stadie af hyper- et eller andet. Men det var godt, for sådan var karakteren. Han spiste aldrig«, udtaler Murphy til The Guardian.

Skuespilleren ønskede dog ikke at røbe, hvor mange kilo han tabte til rollen: »Jeg vil ikke have det skal være, ‘Cillian tabte x antal kilo til rollen’«.

Cillian Murphy, der har spillet storryger før i ‘Peaky Blinders’, fortæller i samme interview, at hans næste karakter ikke skal ryge.

»Jeg har røget så mange falske cigaretter til ‘Peaky’ og det her. Min næste karakter kommer ikke til at være ryger. De kan ikke være sunde for dig. Selv urtecigaretter har advarsler om sundhedsskade nu«, fortæller han.

Murphy får selskab af et utroligt stjernespækket cast, når ‘Oppenheimer’ får premiere 20. juli.

Også på rollelisten er blandt andre Robert Downey Jr., Matt Damon, Emily Blunt, Florence Pugh, Rami Malek, Benny Safdie, Josh Hartnett, Dane DeHaan, Kenneth Branagh, Alden Ehrenreich, Jack Quaid og Matthew Modine.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af