Artiklen rummer spoilers for ‘Past Lives’, ‘One Day’ og ‘All of Us Strangers’.
‘Den eneste ene’ introducerede for gode 25 år siden et begreb, der passer perfekt til 2024: At hyggesørge.
Nemlig det som Sidse Babett Knudsens utroskabsramte og gravide Sus forsøger sig med bag en stor bakke junkfood og en romantisk film på opfordring af veninden Stella (hvilket dog endegyldigt bliver spoleret af en hel masse løg, hun må pille ud af sin grillbarsburger). I dag ville man nok kalde det self care.
Men komedieudtrykket indkapsler også den lille bølge af småtragiske fortællinger, der er skyllet ind over os i løbet af film- og tv-året indtil videre.
Her har en række af tidens mest kritikerroste titler tilfælles, at de lader til at være designet til at efterlade publikum opløst i tårer. Personligt kan mine seneste mange biografbesøg i hvert fald bedst beskrives med titlen på Jadas debutalbum ‘I Cry a Lot’.
Lige nu er der kvalitetsmæssig opblomstring i tåreperseren. Et uperfekt og løst defineret begreb, der som regel bruges om film, hvor nogen dør til sidst. Fra den skøre labrador i ‘Marley & Me’, de gamle ægtefæller i ‘The Notebook’ og de første ti minutter af ‘Up’ eller mødrene i ‘Stepmom’ og ‘Terms of Endearment’.
I 2010’erne var sick-lit-filmatiseringer med syge teenagere den store ‘Romeo og Julie’-inspirerede tårepersertrend med ‘The Fault in Our Stars’ i centrum, men i virkeligheden har Hollywood holdt af kræftsyg kærlighed siden ‘Love Story’ fra 1970.
Det er samtidig film (og ofte melodramaer), der har tilfælles, at de bliver mødt med en vis kritisk skepsis, fordi de lidt ligesom kvinden, der gatecrasher mobbeseminariet i ‘Mean Girls’, »bare har en masse følelser«.
Selv Den danske ordbog anerkender ordet tåreperser som nedladende og definerer det som en »film, roman eller anden fremstilling, der er så sørgelig, sentimental eller rørende, at det (næsten) fremkalder tårer«.
Mange andre definitioner understreger dog grådelementet som en form for bevidst manipulation, hvilket ikke mindst skyldes, at det historisk set er blevet brugt om film med et kvindeligt publikum.
I sin kerne er en tåreperser måske først og fremmest en film, hvor det at græde bliver så central en del af oplevelsen, at det også bliver omdrejningspunktet i filmens fortælling uden for lærredet. I mange af de titler jeg har genkaldt mig, har jeg opdaget, at jeg mere end handlingen kan huske, hvor meget jeg græd til sidst.
Men på det seneste tyder det på, at tudefilmen er kommet i trit med et samfund, hvor følelser er i højere kurs end nogensinde. På godt og ondt. Om det gælder Tobias Rahims sexede opfordring til mandetårer, algoritmevenlig Instagram-gråd, grædende reality-deltagere, Mette Frederiksens bevægede besøg på de lukkede minkfarme under coronakrisen eller de tudende teenagere på TikTok, der introducerede verden for fænomenet ‘booktok’. Hvornår blev alting så sørgeligt? Siden lockdown-dagene har vi i hvert fald i stigende grad sat pris på »a good cry«.
Fra Margot Robbies eksistentialistiske ‘What Was I Made For’-tåre i ‘Barbie’ til den belgiske tåreperser ‘Close’, Gaspar Noés brutale ‘Vortex’ og ‘Aftersun’ var der rigeligt at græde over i top fem på vores liste over de bedste film i 2023.
Trangen til at græde har også gennemsyret uventede formater som Bill og Franks kærlighedshistorie midt i ‘The Last of Us’ svampeapokalypse. I genrehybriden ‘Everything Everywhere All At Once’ grinte vi af klamme pølsefingre det ene øjeblik og tudede over stumme sten og sætninger som »in another life, I would have really loved just doing laundry and taxes with you« i det næste. Samtidig har sorg- og traumebearbejdelse længe været en trend i standup-shows.
Hvor den rendyrkede tåreperser før er blevet smidt i filmkunstens underlødige skammekrog, er der i dag ikke blot popularitet, men også prestige i at omfavne det bombastisk rørende.
Og på samme måde er tårepersertricks lige nu med til at give stor gennemslagskraft til fortællinger, der holder fast i den universelt sørgelige grundfortælling om uforløst kærlighed, men genopfinder, hvem og hvad vi græder over på skærmen:
1. ‘One Day’
Det er nærliggende at sammenligne ‘One Day’ med lignende fortællinger om skæbnens situationsships som de ængstelige lurepasser-millennials i ‘Normal People’. Karriereclashende breakups a la ‘La La Land’, ‘A Star Is Born’ og ‘The Way We Were’. Men det er, fordi den lægger sig et sted mellem det storslåede og det hverdagslige, at den har sat så dybe spor i 2024.
Netflix-serien indvarslede, hvordan en på mange måder klassisk tåreperserfortælling pludselig fik fornyet kraft i en anden tidsånd, hvor man kan filme sit sammenbrud over en sørgelig slutning og få 31 millioner views på TikTok.
Fortællingen om Emma og Dexters udstrakte vej fra collegecrushes til kærester fra David Nicholls’ bestsellerroman fra 2009, som tidligere blev filmatiseret i 2011, har muligvis altid været populær. Men det momentum og kritikerros, den nye version har fået, er som mere end en lufthavnsbasker og tudefilm.
For selvom klasseforskellene på den nordengelske Emma og overklasseløget Dexter stammer fra romanen, stod privilegierne ekstra skarpt i Netflix-serien, hvor castingen af indisk-engelske Ambika Mod og Leo Woodall gav nye dimensioner til både kærligheds- og coming-of-age-historien.
Serien gør sig også langt mere umage med at skildre Dexter som en kompleks mandekarakter. GQ har sågar skrevet om, hvordan den er et »blændende portræt af maskulin ensomhed«. Meget af serien minder om en romantisk komedie, som dog alligevel viser vej mod sin mavepusterslutning med små brødkrummer. Første gang jeg græd, var da Dexters far skælder ham ud efter hans uduelige sygebesøg hos sin mor.
Og i store dele af serien er det ikke nødvendigvis klart, at ‘One Day’ er en tåreperser. Men den bruger følelserne til effektive chokangreb hele vejen igennem.
2. ‘All of Us Strangers’
Hvordan beskriver man slutningen på ‘All of Us Strangers’?
Hvor de karakterer man lige har investeret sig fuldkomment i, vitterligt ender som starcrossed-lovers på en ubehageligt konkret måde – nemlig som stjerner i galaksen til ‘The Power of Love’?
Andrew Haighs hyldede film med sin skæbnesvangre darlingduo af Andrew Scott og Paul Mescal er en meget modsætningsfyldt tåreperser.
Fortællingen om forfatteren Adam, der hænger ud med sine forældres spøgelser og forelsker sig i den yngre nabo Harry, er på mange punkter en meget reel fortælling om kærlighed og nærvær i en verden fyldt med afstand. Med undtagelse af det faktum at mange af karaktererne altså er … spøgelser.
Filmens sluttwist føles både forudsigeligt og som et trylletrick, der efterlader én med den slags afgrundsdybe tristhed, som man kender det fra barndomstraumatiske titler som ‘Brødrene Løvehjerte’, ‘My Girl’ eller ‘The Bridge to Terabithia’.
Selvom der af historiske årsager er mange LGBTQ-film, der bearbejder traumer som aids, bruger ‘All of Us Strangers’ også sit tåreperserelement til en mere universel fortælling om ensomhed. Selvom der er både døde forældre og ulykkelig kærlighed, er det absolut intet ved den, der føles traditionelt.
3. ‘Past Lives’
Den biografaktuelle, Oscar-nominerede ‘Past Lives’ forbinder på slentrende vis fortid og nutid i fortællingen om Na Sung, der som 12-årig flytter med sin familie til Canada fra Sydkorea, hvor hun skifter navn til Nora. Gennem årene holder hun dog en dør på klem til sit tidligere liv gennem barndomsvennen og sjælevennen Hae Sung.
Mens de bliver voksne på hver deres kontinent og i hver deres kultur, bevarer de en forbindelse, der figurerer et sted mellem venskab, forelskelse og fremmede. Da de mødes i levende live efter adskillige henlagte følelser 24 år senere, hvor Nora er gift og bor i New York, spadserer de under den kortvarige ‘Before Sunrise’-agtige genforening rundt i alt det, der kunne have været. Hvilket er både smukt, akavet, rørende og foregår på koreansk i store dele af filmen.
Nøgleordet i Celine Songs film er »inyeon«. Et uoversætteligt koreansk begreb, som hovedkarakteren forklarer som »forsyn eller skæbne. Men specifikt brugt om forhold mellem mennesker«. Helt billedligt ser vi det ske til sidst, da Nora og Hae Sungs afsked ved Uber-liftet som voksne føjes sammen med mindebilledet af dem som 12-årige, hvor de skilles og vinker farvel på vej hjem fra skole for sidste gang. Hvilket er til at tude over i dette liv såvel som det næste
At ‘Past Lives’ komplekse tårevædede skæbneskildring om immigration, kultur og identitet er blevet så bredt rost, er fuldt fortjent. For selvom mange nok kun har set slutscenen af ‘Past Lives’ gennem tårer, er filmen ikke klassisk sørgelig.
Tårerne har en helt anden karakter end de fleste andre eksemplers dødsplots, der virker næsten banale til sammenligning. Tværtimod udstikker ‘Past Lives’ en ny retning for den følelsesladede filmtype, fordi den gør det knugende ved lykken dybt meningsfuldt.
‘Past Lives’ og ‘All of Us Strangers’ kan ses i biografen. ‘One Day’ kan ses på Netflix’.