TENDENS. Da hun får sin menstruation, mens han slikker hendes fisse på toilettet, griner han uden at blinke.
Til at starte med virker det unge forelskede sæt børsmæglere, Luke og Emily, i Netflix-filmen ’Fair Play’ til at være perfekt 2023-progressivt. De er begge ambitiøse karrieremennesker, ansat i en investeringsbank, og når de ikke knokler sig gennem intense arbejdsdage, knalder de på gulvet eller i badet i deres fælles lejlighed, mens de skåler i champagne.
De er typerne, der fejrer hinandens succeser.
Det er faktisk næsten ikke et problem for dem, at de bliver nødt til at holde deres forhold skjult på arbejdet. Men da Emily bliver forfremmet og pludselig er Lukes overordnede, bliver den ellers søde, støttende og cunnilingus-knælende kæreste langsomt til et bæst af maskulint mindreværd.
Chloe Domonts dyrtindkøbte moderne parforholdsthriller med Wall Street som kulisse føles på mange punkter direkte inspireret af 80’erne og 90’ernes bølge af yuppie-film. Men hvor de ligestillingsorienterede titler som ’Disclosure’ og ’Working Girl’ fremhævede gode mænd i onde systemer og sparkede til manipulerende kvindelige chefer, er det ikke tilfældet i ’Fair Play’.
For selvom det stadigvæk handler om køn, sex og magt, er linjerne ikke længere trukket helt så skarpt op.
Det unge aktiegeni Emily (Phoebe Dynvor) bliver tilgodeset af sin mandlige chef, men forfremmelsen ridser i en følelse af uretfærdighed hos hendes forlovede Luke (Alden Ehrenreich), og den fremstilles nærmest som en urkraft større end ham selv. Patriarkatets latente onde ånd, der ydmyger ham til besættelse og skurkagtighed.
Red Flag: The Movie
I tidens filmlandskab er ’Fair Play’ blot er en af mange hypede titler, der tegner en ny skurketendens.
Her er det farligste, du kan være ikke østeuropæisk kriminel i en actionthriller eller femme fatale, men en mand med for mange såkaldte red flags. Det klassiske advarselssymbol, der i dag bruges flittigt som slang for alt fra reelt problematisk adfærd til personlige dealbreakers i dating og forhold.
Sidste år var red flag-begrebet faktisk helt konkret inspirationskilden for instruktør Zach Cregger, der brugte en sekvens om selvsamme fra selvhjælpsbogen ’The Gift of Fear’ til at udvikle indiegyseren ’Barbarian’, der handler om en kvinde, ingen tror på, selvom hendes frygtsomme intuition er rigtig.
At være toxic i Hollywood er dog ikke ligefrem en ny opfindelse. En af nutidens favorittalemåder er udtrykket gaslighting, der helt konkret er navngivet efter George Cukors film ’Gaslight’ fra 1944 om en kvinde, der går fra forstanden, fordi hendes mand gentagne sår tvivl om, at hendes oplevelser er virkelige.
Et begreb, der også gennemsyrer hele Martin Scorseses aktuelle ‘Killers of the Flower Moon’, som udspiller sig i 1920’ernes Osage-land.
Hele filmhistoriens mandlige skurkearsenal kan let læses med moderne briller. Men lige nu er det, der får tidens film til at skille sig ud, at gråzoneskildringen af, hvad der er farligt, er pointen i sig selv.
Er manden voldelig, morderisk eller misforstået? Måske. Går han amok, eller ender de lykkeligt sammen? Det er i tvivlen, dramaet ligger: I det man med et lidt langhåret udtryk kunne kalde en Hollywoodificering af kønnede mikroaggressioner. Ytringer eller handlinger, »der på overfladen er harmløse, men rummer en bevidst eller ubevidst fordom og virker diskriminerende over for marginaliserede grupper i samfundet«, ifølge Den Danske Ordbog.
De usynlige overgreb sammenstykker på en måde skurken.
Det handler ikke bare om, at den gode fyr i virkeligheden er ond. Det handler mere om, at alle fyre, gode som dårlige, har potentiale til at gøre onde ting. En noget mere genkendelig form for brist.
Hvor man før i tiden har haft arketyper som chikanerende chefer, voldelige ægtemænd, sexede badboys og sågar den falskt flinke fyr, har man nu en mand, der er legemliggørelsen af datingklichéer. En feministisk rorschach-test, hvis moral kan afhænge af øjet, der ser.
Han er en særlig nuance af ulven i fåreklæderne. Den velmenende mand, der kommer med blomster, men også med nedladende bemærkninger.
En klart defineret skurk?
Én ting, jeg husker fra mine sparsomme kurser i manuskriptforfatteri på Film- og medievidenskab, var, at når man valgte en antagonist til sin fortælling, skulle det være meget konkret.
Det måtte helst ikke være ’samfundet’, ’klimakrisen’ eller ’patriarkatet’, den slags var forbeholdt avantgarden. I Hollywood-modellen skulle det helst være materialiseret ned til et menneske. Og når vi studerende præsenterede vores uldne manuskriptidéer, var der næsten garanti for, at vores underviser foreslog tilføjelsen af en morder.
Men en af de aktører, der har gjort op med den, måske lidt arkæiske tankegang, er Disney Pixar. I 2010’erne ændrede skurkene sig støt fra 90’ernes onde hekse, onde søhekse, onde løver og ’han får for lidt’-typer som Jaffar og Gaston.
I stedet blev det en traumatisk flytning og svære følelser i ’Inside Out’. I sidste års ’Turning Red’ var hormonelle generations/immigrationskonflikter skurken i en børnefilm. En tendens man også så afspejlet i Oscar-triumfatoren ’Everything Everywhere All At Once’.
Siden er nuancerne mellem godt og ondt blevet endnu mere melerede i endnu flere film.
Sidste år kom Baz Luhrmanns biopic ’Elvis’ – et menneskeligt portræt af den plagede rockstjerne. I år kommer ’Priscilla’, der i stedet genfortæller sexsymbolets historie med fokus på en af de mest diffuse overgrebstaktikker overhovedet: grooming.
I årets store biografhit ’Barbie’ bliver de røde flag skåret ud i pap på mere lattermild vis. Ken er skurken. Men før han opdager patriarkatet, er han en sød fyr, der gør sig umage med at få sin feminine modparts opmærksomhed og ikke forstår, hvorfor det ikke virker.
En komisk hyldest fra Barbieland opsummerer verdens værste fyr: En harmløst irriterende mand, der kan spille guitar for dig i timevis og forklare kvinder, hvorfor ’The Godfather’ er en genistreg. Irritationsmomenter bliver i spøg gateway-drug til undertrykkelse.
I Tina Satters ’Reality’ er dialogen taget fra virkelighedens afhøring af whistlebloweren Reality Winner, der afslørede Ruslands indflydelse på Trumps valgsejr i 2016.
Men da der vælter 10 muskuløse FBI-mænd ind i den 25-årige kvindes forhave, er det ikke deres fysiske styrke, der føles mest invasiv. Det er tværtimod den måde, mændene forsøger at neddysse, hvor aggressiv en tilstedeværelse de egentlig udgør. De taler til hende om at være hundemenneske, spørger akavet ind til, om hun har en kæreste, og hvad hun laver i sin fritid.
De kønnede spændinger giver whistleblower-fortællingen flere nuancer end sit samfundsmæssige vidnesbyrd fra Trumps USA. Reality Winner lækkede vitterligt statshemmeligheder ved at stikke et fortroligt dokument ned i skridtet på sine strømpebukser, og når hun står der i haven, får hun patriarkatet at føle.
Ikke i benlås, men som en forlorent venlig hånd, der vinker i lyse pastelpolotrøjer.
Det skurkagtige kattemenneske
Et af de bedste eksempler på, hvem nutidens måske-skurk er, finder man i Susanna Fogels filmatisering af den virale New Yorker-novelle ’Cat Person’.
Den handler om den 20-årige studerende Margot, der begynder at skrive og derefter ses med den 33-årig Robert, men aldrig helt kan finde ud af, hvorfor hun bliver ved med det.
Undervejs bliver han omtalt som »a masked man«, og hvorvidt han er en ulv i fåreklæder, eller bare et kikset får i mandeklæder, er det bærende mysterium i filmen, der changerer mellem overgrebsgys og datingkomedie.
Robert er voldsomt akavet, nedladende, kun lidt cute og kysser som et barn med munden på en glasrude. Han er en musset filmnørd, der har baseret sin idé om romantik på Harrison Fords lidt overgrebsagtige kys af Leia i ’Star Wars: The Empire Strikes Back’. Som prikken over i’et spilles han perfekt arytmisk af ’Succession’-stjerne Nicholas Braun.
Som titlen antyder står og falder Roberts sande natur på, hvorvidt han har løjet om at have katte for at tage sig ud som en blød og empatisk type. Suspense, men ikke helt som Hitchcock havde tænkt det. Men du finder næppe en mere 2023-passende version.
Filmens slutning efterlader dog ingen tvivl om skurkagtigheden, og den falder ikke ud til den potentielt misforståede mands fordel.
En ny generation MeToo-film
Det er ikke MeToo-bevægelsens opfindelse at gøre op med rådne strukturer og systemer, der muliggør diskrimination, sexisme og overgreb. Men hvor stor kulturel indflydelse, det har haft på samtalen om magtdynamikker kønnene imellem, er uden tvivl med til at forme de film, vi ser lige nu.
Der er heller ingen tvivl om, at 2010’ernes fænomener som Jordan Peterson og incel-kultur er pragteksemplarer på, hvordan den toksiske maskulinitet spøger i nutidens karakterer.
Det er heller ikke et tilfælde, at bannerførerne i tendensen mestendels er en ny generation af kvindelige filminstruktører, der former landskabet med komplekse skildringer af køn og seksualitet.
Tilbage i 2019 gennemgik Soundvenue-skribent Lise Ulrich en række af Hollywoods hidtidige MeToo-hovedværker to år efter Weinstein-afsløringerne. Hun nævnte Netflix-serien ’Unbelievable’ om en ung kvindes afhøring efter en voldtægt og afsløringsdokumentarer som ’Leaving Neverland’ og ’Surviving R. Kelly’, der satte en direkte dagsorden.
Omkring 2020 begyndte der dog i langt højere grad at komme film, hvor man kunne mærke MeToo på mere end emneplan.
Her fik vi Harvey Weinstein-parafrasen ’The Assistant’, der viste tyrannens værk uden nogensinde at vise ham. Den var fortalt gennem hans assistant spillet af Julia Garner. Weinstein var en unavngiven led chef i en telefon. Det mest urovækkende, filmen viste os, var medløberne i systemet. De mandlige kollegaer, der så blindt til og blev belønnet.
Den mest direkte afbildning af et svigt foregik i en knusende klam scene, hvor ’Succession’-stjerne Matthew Macfadyen som HR-chef hjemmevant udfører sit toksiske trylletrick, da assistenten endelig forsøger at gå til ledelsen.
Her står Emerald Fennells ’Promising Young Woman’s milkshake-drikkende nedslagtning af årtiers romantik og voldtægtsfantasier som toneangivende. I filmen fra 2019 gik ingen mand gik fri, og selv Bo Burnhams tilsyneladende så perfekte woke bae-kæreste viste sit grimme ansigt som medløber i et overgreb.
Nu ser vi endnu flere eksempler, der ligesom de tidligste MeToo-fortællinger handler om grænser og overgreb, men er endnu mere interesserede i at formidle magtforholdene helt ned i filmsproget, som stemninger.
I det stille pege pilen mod dem, hvis adfærd er sværere at putte i kassen med seksuelle rovdyr.
Men det er ikke ensbetydende med, at alle de filmiske håndelag med temaerne er vellykkede.
Der er tværtimod også en tendens til, at det, der er tænkt som drilske karakterer, resulterer i uforståelige handlinger. Og når man så til sidst skal afgøre om han virkelig var ond, bliver pointen pludselig skåret mærkværdigt ud i pap.
’Cat Person’ fik to stjerner af Soundvenues anmelder Luna Ehlers, der skrev, at »’Cat Person’ ikke blot reproducerer fortællingen om den ’stygge mand’, men får også victim-blaimer-karakter ved at mistænkeliggøre, hvorvidt Margots ubehag er reel og berettiget«.
Om ’Fair Play’s »forsmåede mandsperson«, lød det fra Soundvenues anmelder Morten Kildebæk, at »hans desperate, kamikaze-agtige handlinger bliver til sidst uforståelige«.
Faldgruberne med måske-skurkenes til tider forvirrende moralkompas laver dog ikke om på, at vi lige nu er vidne til en bølge af film, der på godt og ondt udfordrer nogle af Hollywoods mest stadfæstede fortællinger om køn, sex og magt.
Og det er samtidig nogle af de film, der holder filmlandskabet i bevægelse og videre fra den gode, den onde, den grusomme. Nu er skurken mere end nogensinde manden midt imellem, der desværre er meget nemmere at finde i virkeligheden.
‘Fair Play’ kan ses på Netflix, ‘Reality’ og ‘Cat Person’ kan ses i biografen.