’The Four Seasons’: Man klukker og klapper af alt, Steve Carell gør i ny Netflix-serie
Hvad der sker efter happy ever after, har de seneste år været en populærkulturel dille.
I film som ’Babygirl’, ’Elskling’ og i den danske TV 2-serie ’De bedste år’ undersøges kærligheden post børn, strækmærker og boliglån.
Her er parforholdets mange konflikter og menneskets evindelige behov for udvikling blevet ærligt udstillet, og selvsamme gøres ømt og humoristisk i den nye Netflix-serie ’The Four Seasons’, der er baseret på Alan Aldas 80’er-film af samme navn.
Præmissen er somewhat simpel: en long time vennegruppe bestående af tre ægtepar har en tradition for at tage en fælles weekendtur hvert kvartal.
Med fire getaways fordelt på i alt otte hurtigt fortærede afsnit hiver de os således igennem de forskellige årstider – på mere end én måde.
For titlen peger ikke udelukkende på kalendersæsoner, men ligeledes på både livets og parforholdets cyklus, der går fra flor til (for)fald. Og serien er et klogt og fint portræt af relationers interne potentialer og ulykker – i særdeleshed ægteskabets utallige ups and downs.
Men kan det betegnes som et up eller et down, at Nick (Steve Carell) forlader sin hustru Anne (Kerri Kenney-Silver) og i stedet finder sig den yngre kæreste Ginny (Erika Henningsen), der – modsat andre – ikke døjer med genstridige hælsporer, men derimod er benådet med veganervaner og en frisk libido?
Og er der i dette tilfælde i øvrigt tale om den sagnomspundne midtlivskrise eller den altomvæltende kærlighed/liderlighed?
Ovenstående spørger både venner og publikum om, og svaret er, at det er det hele på én gang. Mangeartede (ja, faktisk også modsatsrettede) følelser og længsler kan nemlig sagtens sameksistere i den moderne tilværelse for såvel som i denne veldrejede romantiske komedieserie.
’The Four Seasons’ har ikke blot Tina Fey i rollen som den koordinerende ledertype Kathrine, der struggler med at holde gejst i hårpragt og i den seng, hun deler med sin konfliktsky og evigt good cop-mand Jack (Will Forte). Den garvede komiker er ligeledes en af seriens skabere, og hendes herlige humor gennemsyrer lykkeligvis den nye Netflix-satsning.
For trods den romantiske komedies berøring med alvorstunge emner såsom brud, sygdom og mange afarter af tab er ’The Four Seasons’ en virkelig underholdende fornøjelse spækket med varme og akavede situationer såsom gokkeuheld og skilsmisseforkvaklinger.
Sidstnævnte står Steve Carell primært for. Og ja ja, jeg er kronisk underholdt (læs: besat) af ’The Office’-stjernen og sidder derfor og klukker og klapper ad næsten alt, han gør. Men han er ikke seriens eneste morsomme showstopper.
Colman Domingo er ganske enkelt vidunderlig som den snappy Danny, der lever i et polyamorøst ægteskab med larger than life opera-entusiasten og Shania Twain-fanen Claude (Marco Calvani). Faktisk er alle hovedkarakterer suveræne, og skuespillernes eminente kemi og evne til at levere den vanvittigt sjove dialog, der rummer sandheder om våde drømme og tørre albuer, er seriens helt store force.
Sommetider kan det føles, som om der er mere fokus på vittigheder end på fortællingens fremdrift – som når en urne tager form som en åndssvag og alt for høj strippersko. Og hvor ’The Four Season’ nogle steder træder en smule i vande, springer den andre steder abrupt mellem begivenheder og problematikker, der med fordel kunnet have været udfoldet yderligere.
Men præcis som med parforhold (og med venskaber) behøver en serie ikke at være fejlfri for at være en overvejende god og munter oplevelse fuld af livsklogskab og alskens former for happy endings – og nuancerede forståelser af happy ever after.
Kort sagt:
Netflix’ nye relationskomedie byder på latter, sorg og skøn skuespillerkemi, og jeg tør vædde på, at du vil kunne identificere dig med mindst én af de herlige karakterer.