Da en artikel går viralt, får det alvorlige konsekvenser for en journalist, en rigmand og en antiwoke klummeskribent
ROMAN. Med en enkelt bog blev Natasha Brown en funklende stjerne på Storbritanniens litterære himmel.
‘Samling’, udgivet på dansk i 2022, var nomineret til flere priser, vandt nogle af dem. ‘Det universelle’, hendes anden roman, var en af dette års mest ventede bøger i de britiske medier og cementerer Brown som en forfatter, der skriver eminent om køn, hudfarve, klasse og alle de magtforhold og -forskydninger, som opstår derimellem.
Hendes debutroman stillede skarpt på social opstigning og Londons finanssektor. Denne gang er det den sniksnakkende klasse, som står for skud.
Den sultne freelancejournalist Hannah, der ellers »var ved at glide væk fra de etablerede sociale luftlag og ud i glemslen« og blive en del af »den grå masse af mennesker, som nyhederne skete for, ikke dem, der skabte nyhederne eller som minimum kommenterede dem«, har skrevet en (meget) lang artikel.
Artiklen i det fiktive tidsskrift Alazon udgør første del af bogen. Man kender arketyperne, der introduceres én for én med en journalistisk sans for iscenesættelse og ironi på andres bekostning: En rig mand, en resigneret ekskone, en gruppe af blåøjede aktivister, der er »unge, hvide og fra middelklassen«, en antiwoke, kvindelig klummeskribent, en gerningsmand, en ekskæreste, som ordner vasketøj og omsorgsarbejde, og en autentisk familie fra landet.
Til en ulovlig fest på en gård under coronapandemien er en af aktivisterne blevet slået ned med en guldbarre (af metal, ikke chokolade). Guldbarren tilhører rigmanden, der ligeledes ejer gården i landsbyen Yorkshire, hvor aktivisterne var i gang med at bygge et »spirende mikrosamfund« og »realisere deres konkrete vision om den kollektive tilværelse«. Artiklens mysterie løses med afsløringen om, at klummeskribenten er mor til gerningsmanden.
Tilbage står artiklens egentlige skurk, rigmanden Richard Spencer, og spørgsmålet: »Hvorfor finder vores samfund sig i de grådige, ynkelige mænd?«
Virkeligheden er glat og genkendelig i artiklen. I de næste – og efter min mening mest fremragende – dele af bogen, hvor vi følger henholdsvis journalisten bag artiklen, Spencer og klummeskribenten bliver den ru og uforudsigelig.
Journalisten bag artiklen har både pyntet på sandheden og lodret løjet, og da artiklen går viralt, har det reelle konsekvenser for de tre personers liv. Så hvad betyder det for ens økonomi og sociale cirkel, når ens artikel skal laves til en tv-serie? Vil man forlige sig med at blive fremstillet som en grådig og ynkelig mand? Og hvordan spinder man guld på sine upopulære holdninger?
Det ville være ærgerligt at afsløre mere fra sidste- og størstedelen af bogen, men der er både passager, der minder om ‘Kun til navlen’, hvis Linea Maja Ernst havde været mere kynisk og (ufrivilligt) sjove indestængte, indre monologer.
Det er også her, at sproget funkler. I modsætning til de journalistiske greb og klichéer, som forståeligt, men også lidt frustrerende, præger den første del af bogen, fremskriver Brown klart og præcist de forskellige perspektiver: »Richards ansigt krakelerede; han hostede, vred sig væk fra hende, mens han prøvede at bide følelsen i sig. Han havde aldrig grædt sådan før, stående i et oplyst køkken.«
Karaktererne går fra arketyper til individer. Meningsløsheden ved faste narrativer og stormvejr på sociale medier bliver udstillet. Og Brown leverer intelligente tanker om kapitalisme, senkapitalisme og kapitalistisk grådighed. Det er altså ikke for at gentage mig selv, men variationer af ordet, der teknisk set betegner vores økonomiske system, står skrevet igen og igen på bogens 193 sider.
Spørgsmålene om magt, sprog og sandhed, som Brown stiller op, besvares ikke entydigt. Imidlertid skildrer hun forskellene på nye og gamle penge, økonomisk og kulturel kapital, idealisme og realisme, sandhed og løgne for at lade læseren tænke selv.
Det er satirisk og humoristisk på den der dommedagsagtige måde, som ville få Samuel Beckett til at grine i sin grav.
‘Det universelle’ er et præcist portræt af en tid, hvor nærmest alle taber. Den eneste vinder er klummeskribenten, der har regnet ud, at hendes synspunkter kan skifte med tiderne. Hun har med sit korstog mod den såkaldte woke kapitalisme kapitaliseret på stemningen, der også spreder sig uden for bogens sider.
»Jeg føler mig befriet«, som en virkelig bankrådgiver har sagt til Financial Times om Trumps valgsejrs betydning. »Vi kan sige retard og pussy uden at være bange for at blive cancelled«.
Selvom coronapandemien føles som et fjernt minde, er bogen lige til tiden.
Kort sagt:
Natasha Brown skriver med klarsyn om disse mærkelige tider. Det er uhyggeligt realistisk og befriende sjovt.