‘Bambi er tilbage’: Emma Sehested Høeg vender retur til teatret med vanvittigt vidnesbyrd om moderskabet

TEATER. Hun er tilbage! Efter to et og halvt år, der har budt på et hav af anmelderroste koncerter, festivaloptrædener og en fødsel, vender Danmarks nye darling retur til teatret i forestillingen ‘Bambi er tilbage’, der lige så vel kunne have båret titlen ‘Emma Sehested Høeg er tilbage’.

I 2021 skrev Soundvenue, at hun var en ny tids superstjerne, som Danmark endnu ikke havde opdaget. Fire år senere har hun etableret sig som en af de absolut største stjerner – en titel, hun lever op til i denne musikforestilling, der byder på lige så meget uhæmmet gak, rørende tekst og forførende musik, som man havde turde håbe på.

Forventningerne har nemlig været enormt høje til forestillingen på Nørrebro Teater, der følger efter en anmelderrost teatertrilogi fra 2019 til 2023, som blev det tværkunstneriske studie How to Kill a Dogs store gennembrud.

Gruppen, der består af Emma Sehested Høeg, instruktør Jennifer Vedsted Christiansen (nu kunstnerisk direktør på Nørrebro Teater) og scenograf Petruska Miehe-Renard har udmærket sig som et hold, der uden tøven bringer alt det frem i scenelyset, vi normalt forsøger at skjule.

Tidligere forestillinger har kredset om temaer som det moderne individs enorme behov for anerkendelse og ungpigeseksualiteten som kapital i en mandsdomineret verden. Nu er tiden kommet til det moderne moderskab – med alt det grimme og (momentvis) smukke, der hører med.

Liderlig råbuk og mælkefyldte bryster

En gigantisk gul vandrutsjebane svinger sig i en spiral i scenerummet og udgør “Skovvej nr. 2”, hvor den lille rådyrfamilie skal bygge og bo. Felix Saltens klassiker ‘Bambi – et liv i skoven’ fungerer som en løs, men velfungerende ramme for forestillingen.

Og en rutsjetur gennem moderskabet med Emma Sehested Høeg som sidemakker er noget af en fornøjelse.

Hun er ikke bleg for at skrige med armene i vejret under en voldsom nedtur eller rable i manisk nervøsitet, når det går op ad bakke. Og hendes portrættering af Bambis på samme tid stærke og skrøbelige mor, der er villig til at gå i døden for sit barn, er både autentisk og urovækkende.

Gustav Giese medvirker sporadisk som fader- og manderollen i forestillingen, når der er brug for ham. Både han og Bambi (spillet skiftevis af Edith Snegaard Müller og Gro Lodberg Strand) supplerer Sehested Høeg udmærket, selvom jeg ikke savnede modspil til Bambis mor, som sagtens kunne have båret forestillingen solo.

Som i How to Kill a Dogs tidligere produktioner er der ingen grænser for galskaben. Det ene øjeblik er Emma Sehested Høeg et rådyr, det næste en amerikansk malkepige, der giver en liderlig råbuk smæk (kropsliggjort af Giese i et umådeligt tætsiddende rådyrkostume), mens et par højspændte bryster sprøjter mælk i alle retninger.

Noget af det mest vidunderlige er den helt eminente humor, der gennemsyrer alt og får os til at sænke skuldrene, men på samme tid gør plads til det svære og seriøse. Og selvom det lyder som fuldkommen vanvid, er man som publikum alligevel med på præmissen.

Hvorfor ikke crowdsurfe i døden?

Midt i forestillingen ringer Emma Sehested Høeg en publikummers mor op på FaceTime og beder om gode råd: fra én mor til en anden. Det er både sjovt og rørende at høre om den nye mors behov for spejling hos tidligere generationer af mødre. Men stærkest er den sang, hun har skrevet til sin egen mor – eller mødre i al almindelighed – der smukt indfanger den ubrydelige kærlighed mellem mødre og døtre.

Fordi forestillingen generelt interesserer sig mest for det hårde, svære og uretfærdige ved moderskabet, er netop denne scene et tiltrængt afbræk, der gør det klart, hvorfor al smerten og lidelsen alligevel er det hele værd. Et nødvendigt perspektiv, hvis man ikke ønsker at skræmme alle kvinder i den fødedygtige alder (som jeg selv) fra nogensinde at reproducere.

Da sangen var ovre, kunne jeg høre en symfoni af snøft omkring mig, hvilket på denne årstid både kan skyldes forkølelse og følelse. Jeg gætter dog på det sidste.

Ikke alene er ‘Bambi er tilbage’ en kraftpræstation i performance, det er en musikforestilling, der understreger, at Emma Sehested Høeg er et kæmpe musikalsk talent. Sangene, som hun har komponeret i samarbejde med Rasmus Juncker, supplerer smukt forestillingens stemninger og tematikker fra start til slut. Og strygerensemblet Who Killed Bambi løftede lydbilledet til næste niveau.

Det eneste, man kunne have ønsket var, at analogien mellem moderskab og natur – der i forestillingsbeskrivelsen bliver fremhævet som essentiel – blev ført bedre til dørs end et par sække med jord og et træ, der blev slæbt ind på scenen.

Forestillingen er allerede så godt som udsolgt, men får du alligevel mulighed for at få fingrene i en billet, ville jeg gøre det uden at tøve.

For selvom Bambis mor også i denne udgave må dø til sidst, er det ikke uden kamp. Og når man nu skal lade livet (og man er Emma Sehested Høeg), hvorfor så ikke crowdsurfe ind i døden?

---

Kort sagt:
Emma Sehested Høeg er tilbage på scenen med vanvittig musik, gakket galskab og et ubarmhjertigt blik på moderskabet. Det er en intens og underholdende forestilling, der uden filter viser de svære og (sporadisk) smukke sider af at blive mor.