Emma Sehested Høeg er en ny tids superstjerne – nu skal hele Danmark bare opdage det

Tidligere på året væltede hun den samlede danske filmbranche bagover som Bodil-vært, hun er både DR-aktuel og ved at springe ud som musiker, og så har hun fået grønt lys til en TV 2-serie om kvindelige orgasmer. Emma Sehested Høeg har været i showbiz, siden hun var barn, men som 27-årig virker hun klar til at tage det helt store spring. Udadtil er hun skamløs, energisk og charmerende – men backstage bærer hun også rundt på en mørkere side.
Emma Sehested Høeg er en ny tids superstjerne – nu skal hele Danmark bare opdage det
Emma Sehested Høeg. (Foto: Anders Elmshøj/Soundvenue)

»Skal vi gøre det, venner? Vi tager den fra første omkvæd«.

Det er en mild september aften, da jeg nærmer mig Villa Kultur på Østerbro. Varmt lys fra utallige stearinlys strømmer ud ad de lyserøde afskallede vinduer i den gamle herskabsvilla og viser vej ind mellem buske og træer i tusmørket. Den dekadente vinterhave med grønne tropiske planter, springvand og sandfarvede travertinklinker summer af liv. 

I midten af det hele sidder Emma Sehested Høeg foran et rødt gardin i en lille krog pyntet med puder og tæpper. Iført en lang lyserød kjole med fjerboa foroven og forneden, glitrende stiletter, fuld festmakeup og med et gigantisk bobbet hår har hun netop påberåbt sig opmærksomhed hos den store gruppe af filmfolk, der travlt tusser forbi hende.

Ved siden af hende sidder skuespillerne Danica Curcic, Josephine Park og Tryggvi Sæberg Björnsson. Også de er stadset ud i dagens anledning med store øreringe, pailletkjole og dyre pelse. 

Emma Sehested Høeg kender hver og en af de fremmødte som enten ven, kollega eller studiekammerat. De er her alle denne mandag med samme mål for øje. Som tovholder på aftenens projekt har skuespilleren, sangeren og komponisten hyret dem til at indspille musikvideoen/kortfilmen til hendes single ‘Performing my life away’, som hun udgiver under kunstneraliasset Dame Dearest 5. november. Nummeret er den første single ud af flere, der til sidst vil udgøre et helt album og måske en dag kulminere i et sceneshow. 

»I kigger bare ind i kameraet nu, så synger jeg«. 

Emma Sehested Høeg fægter energisk med armene, mens hun instruerer sine tre medspillere. 

»Kæft, hvor ser I sindssygt godt ud. Bare nyd det, det er herligt«, råber instruktør Jennifer Vedsted Christiansen fra sin plads bag kameraet, mens de fire skuespillere vrider sig kælent til musikken, griner og mimer med på Emmas lyse luftige vokal og de næsten Sade-inspirerede firserfløjsbløde toner:

Stemningen imellem dem skifter brat og bliver pludselig mere forsagt, i takt med at musikken ændrer karakter til det mere melankolske. Emma hviler opgivende hovedet i skødet på Danica Curcic med benene i vejret og kigger tomt op i loftet. Så synger hun videre alene:

»What is me, what are we? What is me in the mind of you? And in your view, all the things I do, I was born to charm and receive, born to smile and behave to even be«.

Jagt på forløsning

Emma Sehested Høeg er i de senere år blevet hyldet af både branche og medier som en ny generations vanvittige multitalent, der både skriver, spiller skuespil, synger og komponerer musik. Som har sans for tiden, er raffineret kønspolitisk og ikke mindst har et sjældent komisk talent, som hun har opdyrket i talentfilm, webserier og på teatret. 

Hun har været færdiguddannet skuespiller i et par år, men som tidligere barne- og ungdomsskuespiller kan hun allerede bryste sig af et imponerende bagkatalog. Alligevel lader det store folkelige gennembrud vente på sig. Måske fordi Emma Sehested Høeg godt kan lide en vis grad af mystik og vælger roller og projekter med stor omhu.

I DR-webserien ‘Anton 90’ fra 2015 stjal hun billedet som den forelskede, vandbællende bagerpige Katarina. Siden har hun imponeret med sine dramatiske præstationer i blandt andet ‘Sange fra solen’, kortfilmene ‘En flirt’ og ‘Skifting’ og serien ‘Limboland’ og komiske roller i ‘Ternet Ninja’ og ‘Ternet Ninja 2’, hvor hun lægger stemme til Jessica, og som Jespers superirriterende kæreste, Simone, i ’29’.

For tiden er hun aktuel som Skat i anden sæson af det komiske kammerspil ‘Skyld’ på DR, som hun har skrevet sammen med medspilleren Magnus Haugaard.

Emma Sehested Høeg. (Foto: Anders Elshøj/Soundvenue)

Sammen med instruktør Jennifer Vedsted Christiansen udgør Emma Sehested Høeg desuden kunstnerduoen How to kill a dog. Sidste år skabte duoen den Reumert-vindende performanceteaterkoncert ‘Lolita for altid’, i hvilken Emma Sehested Høeg leverede en tour-de-force-monolog, der bragte hende ud i alle ekstremer af følelser og usikkerheder omkring den moderne kvindelige valuta i samfundet.

Og til november starter optagelserne på deres helt egen tv-serie til TV 2 så – duoens første serie, som for ganske nylig har fået endeligt grønt lys.

Serien handler om en ung kvinde, der tilsyneladende lever det perfekte liv i det perfekte parforhold, men da hun en aften i teatret bliver konfronteret med, at hun faker sine orgasmer, begynder en desperat jagt på forløsning, der påvirker alle sider af hendes liv.

Hele rummet er mig

Emma Sehested Høeg er typen, man ikke kan lade være med at misunde, når man sidder og betragter hende udefra på et filmset som det her. Eftertragtet, ung og dygtig, tænker man. Omsværmet af en kreds af lige så succesfulde, flamboyante kunstnere som hende selv. Masser af fest og farver. Sjov og spas. Fremtiden er lys – og den er hendes. 

I en pause i indspilningerne til musikvideoen peger Josephine Park pludselig på en rød stedmoderblomst i loftet og udbryder: »Jeg føler, den blomst er dig, Emma«. Emma kigger op og svarer: »Den blomst er mig«, inden hun lader blikket glide rundt i den gamle villa: »Jeg føler, hele rummet er mig«. 

Et par dage senere mødes vi i hendes lejlighed i København.

»Jeg tror, jeg kunne spejle mig i lysten til at være enormt ekstravagant, delikat og flamboyant og æde alt, jeg oplever«, forklarer Emma Sehested Høeg sin analogi med sig selv og vinterhaven i Villa Kultur.

»Jeg synes, Petruska (scenograf Petruska Miehe-Renard, red.) havde lavet et rum, hvor man har lyst til at slikke på alting, men så er der også bare råddenskab over det hele, hvis man kigger godt efter, og det synes jeg også godt, man kan sige om mig. Det er et enormt dramatisk rum, og der sker alt muligt, men der er også en komik i det. Jeg kan godt lide skønhed og dekadence og er virkelig draget af festen i hverdagen«.

Emma Sehested Høeg. (Foto: Anders Elmshøj/Soundvenue)

Vi sidder på hendes altan ud til ejendommens grønne gård. Kunstige blomsterranker og lyskæder snor sig langs gitteret. På et cafébord har hun pyntet med orange roser i en lyseblå vase og et hvidt stearinlys. Med stempelkaffen og croissanterne foran os er det ikke svært at fantasere sig væk til en lille fortovscafé i Paris. 

Det gør hende glad, at jeg bemærker opsætningen og drager paralleller til byernes by. Ligesom de fleste andre i hendes generation er Emma Sehested Høeg selvoptaget selvbevidst om sin egen selviscenesættelse på godt og ondt. Hun performer sit liv, på samme måde som Dame Dearest synger om i sin single.

Paradoksalt nok fremstår Emma Sehested Høeg samtidig ekstremt selvironisk og uforfængelig, når hun krænger sig selv og menneskets mest utiltalende og patetiske sider ud i sine roller. 

Som en slags ung hybrid mellem Iben Hjejle og Anne Marie Helger sætter hun en ære i at portrættere kvinder, der fylder og er ’for meget’. I ‘Skyld’ råber, manipulerer, græder og griner hun kolerisk, hysterisk, egoistisk og manisk og spiller samtlige følelser helt ud med kæmpe armbevægelser. I Dame Dearest-universet kan hun ikke få nok fjerboaer og glimmer og glitter.

»Det er alle de ekspressive, maksimale følelser i mig, som er Dame Dearest«, siger hun. 

»Børn græder, når de er kede af det, og skriger af glæde, når de er glade, og de bliver så vrede, når de ikke får det slik, de vil have. Der er nogle mennesker, der lærer at balancere de her ting i løbet af livet, og der tror jeg bare ikke, jeg altid balancerer det helt. Men det er jeg også stolt af. Jeg reagerer meget voldsomt på alting og føler ikke altid, jeg har mellemlaget, og det er spændende at maksimere ud i en karakter«. 

En ægte grædepige

Dame Dearest fører sig frem i balkjoler og pelse, sipper champagne og soler sig i omverdenens beundrende blikke. Men bag den forlorne facade ulmer et mørke. Dame Dearest låner andre menneskers identiteter for at finde ud af, hvem hun selv er, for i virkeligheden er hun meget ensom og kan ikke finde ud af livet, men hun er blevet verdensmester i at performe.

For at holde sig selv ud drikker hun sig i hegnet, til hun brækker sig foran alle, og inde i hendes fine veteranbil gemmer hun gamle parkeringsbøder, burgerrester, hygiejnebind og sprutflasker. 

Selvom Emma Sehested Høeg ikke sammenligner sig direkte med sit alterego, kan hun godt genkende dualiteten i sig selv. Hun er lige så selvsikker, ambitiøs og frembrusende, som hun fremstår udadtil, og i kulissen anderledes skrøbelig, usikker og introvert.

»Jeg har fået at vide super mange gange i mit liv: ‘Hvorfor er du altid så glad?’. Dem, der kender mig rigtig godt, ved jo, at det også er en side, men at der også er alt muligt andet, der ligger og lurer. Jeg er en ægte grædepige og har mange dårlige dage. Der er klart noget i mig, der hedder storhedsvanvid kontra dårligt selvværd. Jeg tror, der er meget overkompensation i mig, der handler om, at alle skal have det godt. Det kan godt være positivt at være en pleaser, men der er også noget, der stikker dybere. At det i virkeligheden måske er, fordi jeg er bange for, at du hader mig«.  

Hun møder mit blik og sender sit eget videre ud i gården.

»Det er også det, vores forestilling med How to kill a dog, ‘Lolita for altid’, handler om. Den handler om en kvinde, der går ind på scenen og skal sørge for, at folk får den bedste aften nogensinde, og folk får forhåbentligt en god aften, men kan hun blive ved i halvanden time med at sørge for, du har det godt? Det kan hun nok ikke, for hun er ved at kaste op over sig selv. Kunne man ikke bare slappe lidt af?«.

Emma Sehested Høeg. (Foto: Anders Elshøj/Soundvenue)

Hun er iført en tynd, sort rullekrave under den lange grå uldblazer og sorte bukser. Diamant-lignende øreringe funkler i ørene. Det lyse hår er samlet højt på hovedet i en pjusket knold, mens et par lange hårtotter indrammer ansigtet. Ved hvert blink dækkes de store øjne af diskret sminkede øjenlåg i sart rosa. 

Energien er rastløs. Hænderne skifter jævnligt mellem rødbedejuice, kaffe og croissant. Stemmen er hæs med en dyb klang, der ellers typisk kun resonerer hos folk med flere års liv på bagen end Emmas 27. Fuglefløjt og kattejammer blander sig af og til i snakken. Ellers er her fred og ro.

»Jeg synes, det er vildt rørende og kan næsten ikke forstå det«, siger hun om den hype, der omgærder hende på den anden side af murene. 

»Det er det, der er det sjove med det der storhedsvanvid og lave selvværd, for jeg har aldrig stresset over min karriere. Jeg har altid bare tænkt: Det skal nok gå, alt kommer til den, der venter, samtidig med at jeg tænker: Jeg forstår godt hypen, for jeg er dygtig, men mener I det virkelig? Jeg ville ønske, jeg kunne lade være med at læse de skide anmeldelser, for de påvirker mig helt vildt. Jeg ville ønske, jeg kunne være lidt mere ligeglad med at få at vide, at folk godt kan lide mig. Men det er en blanding af, at jeg bliver sindssyg smigret og sindssygt glad og samtidig tænker: Mener I det virkelig?«.

Et legendarisk Bodil-show

Vidste folk i filmbranchen ikke allerede, at Emma Sehested Høeg var gjort af et særligt stof, fandt de ud af det, da hun var vært til de danske filmkritikeres Bodil-fest i maj 2021.

Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen, der selv er med til at arrangere prisuddelingen, fortæller, at han aldrig har oplevet en så overvældende reaktion på en show-vært.

»I anden halvdel af showet blev det nærmest kutyme, at vinderne lige hyldede Emma for at være så blændende, før de holdt deres takketale. En brancheperson udbrød bagefter, at havde hun været amerikansk, ville hun blive en øjeblikkelig superstjerne. Og en Oscar-vindende instruktør fortalte mig et par dage efter, at det var den bedste Bodil-optræden, han nogensinde havde set«, siger han.

»I en tid, hvor flere store prisshows som Oscar kører helt uden vært, fordi de ikke kan knække koden, var det vildt at se en performance, der var så gennemført ekstravagant og selvironisk, uden at det overskyggede de film og filmfollk, showet hyldede«.

Emma Sehested Høeg som Bodil-vært i 2021. (Foto: Lasse Lagoni/Bodilprisen)

For Emma selv blev værtskabet lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur, hvor det lave selvværd flere gange truede med at vinde over storhedsvanviddet, da tanken først plantede sig i hendes hoved: Hele branchen kommer til at være til stede som publikum. Det må ikke gå galt.

»Jeg oplever en dødsfrygt, da jeg står omme bag scenen«, begynder hun sin gengivelse af aftenen i dramatisk nutid. 

»Jeg skal tisse 20 gange og får sagt til min kæreste, som var med på scenen (radiovært og dj Jonas Visti, red.): ‘Det her kan jeg ikke, vi må aflyse’. Og der ser jeg den side af mig selv, som jeg slet ikke kan holde ud, fordi det er sørgeligt og også provokerende på en eller anden måde, når folk godt ved, at man kommer til at give den gas lige om lidt, men det føler jeg jo ikke på det tidspunkt. Der føler jeg, at folk vil synes, det er pinligt, og udvandre fra salen og kaste tomater efter mig i det sekund, jeg siger noget, og at der vil komme en tekniker ind på scenen og sige: ‘Vi stopper, vi har en anden vært’«. 

Hun griner og fortsætter: 

»Efter første del går jeg ud i pausen og siger til Jonas (Visti, red.), Jennifer (Vedsted Christiansen, red.), Petruska (Miehe-Renard, red.) og Sevina (sminkør Sevina Oline Brink Skogstad, red.), at det går ad helvede til, og så kigger de bare på mig og siger: ‘Emma, det går amazing!’. Det er der, jeg synes, jeg er en lille trist eksistens, fordi det først er, når de siger det, at jeg bliver glad. Jeg siger dig, den selvtillid, jeg gik ind med i andet akt, var usammenlignelig med den første del, så bekræftelse betyder enormt meget, må jeg jo bare erkende. Jeg tror også, det er derfor, jeg har fundet en lykke i at skabe projekter selv med mennesker, som jeg stoler på, og hvor begge parter er enige om, at vi er gode sammen. Det gør, at jeg kan føle mig tryg, og når jeg føler mig tryg, så er jeg god«. 

En ærlig massør

Hvis Emma Sehested Høeg selv skal pege på hendes styrke som skuespiller, ender pilen på hendes mod til at bevæge sig ind et meget sårbart sted, samtidig med at hun er en »enormt god« forførerske. Det er det ekspressive, der møder det introverte. Modpolerne har altid pirret hende.

Derudover er hendes sans for komik – måske især tragikomik – enestående skarp. Et talent, hun i høj grad takker sin storebror, ifølge hende en af verdens sjoveste mænd, instruktør William Sehested Høeg for at have udviklet.

»Jeg tror, der har været en konkurrence i mit barndomshjem, som har handlet om, hvem af os der kunne få vores forældre til at grine mest. Min storebror kan ikke gå ind i et rum, uden at folk kaster op af grin, og hvis man har sådan en storebror, bliver man nødt til at overkompensere endnu mere. Og så kommer jeg også bare fra et hjem med enormt humoristiske forældre«, siger hun.

Magnus Haugaard og Emma Sehested Høeg i ‘Skyld’. (Foto: Mathias Arvedsen)

»Der skete noget, da jeg så ‘Mr. Poxycat’ (TV 2 Zulu-serie med Rasmus Bjerg, red.). Det er simpelthen det mest geniale, jeg nogensinde har set. Der skete også noget for nogle år siden med Ruben Östlunds ‘Force Majeure’ og ‘The Square’, som er præcis den humor, jeg godt kan lide. Det er så under the surface hele tiden, og det er den der med mennesker, der tør blotte deres selvironi og grimmeste sider, for det er det, der er genkendeligt, og det er de der genkendelige situationer, som jeg synes, er spændende at gå ind i«. 

Tror du også, din sans for komik bunder i din lyst til at please og skabe god stemning?

»100 procent. Jeg havde engang en ret vild oplevelse hos en massør. Jeg kommer ind og er i så dårligt humør, fordi det gør så ondt i min nakke. Jeg lægger mig på briksen, og massøren begynder at røre ved mig, og så siger han: ‘Det er sjovt med pleasere, for de er jo i virkeligheden meget uærlige’. Jeg begyndte bare at græde, for jeg følte mig som det tarveligste menneske den dag, men han kunne alligevel sige på ét sekund: ‘Du er en rigtig pleaser-røv, Emma’«.

»Jeg blev rørt, fordi der er noget sandhed i, at det også er en lille smule uærligt at gå rundt i verden hele tiden og please, fordi man går meget mere op i, at andre har det godt og også, at jeg helt egoistisk håber, at du godt kan lide mig, og så lyver man jo lidt for sig selv«. 

Emma Sehested Høeg er opvokset de første fem år af sit liv i en lejlighed på Sankt Hans Torv på Nørrebro, inden hendes forældre besluttede, at hun og storebroren skulle have græs under fødderne og flyttede til et rækkehus i Gl. Holte.

Faren var musiker dengang. Moren var skuespiller og spillede børneteater og fik ofte følgeskab af Emma på sine turnéer i Danmark. Faktisk har hun ikke tal på, hvor mange gange hun pjækkede fra børnehave for at komme med sin mor ud på landevejene. Især børneforestillingen ‘Petruskas laksko’ var et hit hos lille Emma. 

»Jeg tror, jeg har set den forestilling 70 gange. Jeg sad bare forrest og syntes, min mor var det mest fantastiske menneske. Hun var bare en stjerne«, husker hun. 

»Min far lavede popmusik i 80’erne og 90’erne og lærte mig at spille klaver. Han sagde til mig: ‘En god sang kan laves mellem to og fire akkorder’. For en måned siden viste min mor mig en kabaret, hun lavede som 27-årig, ligesom jeg er nu, som hed ‘TABUretter’. Forestillingen handlede om tre kvinder, som udfordrede kvinderollen og alle de tabuer, der er med det, og den minder fuldstændig om den forestilling, jeg har lavet, som hedder ‘Velkommen til Pandora’. Det var samme tematik, samme måde vi spillede skuespil på og samme humor. Det var helt vanvittigt. Man kan nok bare ikke løbe fra sit ophav«. 

Startede med ’Far til fire’

I skolen var Emma en af dem, der fik at vide, at hun skulle sidde stille. Hun blev aldrig en 12-talspige. Til gengæld var hun »den der irriterende elev«, som var venner med alle lærerne. En vaskeægte charmetrold, som allerede dengang vidste, hvad hun ville, og hvilke fag det var værd at satse butikken på. Dansk, musik, idræt, engelsk og hjemkundskab blev favoriseret, mens fysik, kemi og matematik var »en joke«. 

»Til min matematikeksamen i gymnasiet vidste jeg, at det ville komme til at gå galt, så jeg tog et professorkostume på med en lang kjole, briller og en mappe, og så lod jeg bare som om. Jeg tror, jeg endte med at få syv, og jeg fik at vide af censor, at det var den sjoveste eksamen, han havde været til«. 

Emma Sehested Høeg har altid opfattet sig selv som en entreprenant skuespiller. Allerede i folkeskolen var hun god til at sætte ting i værk og folk i sving. Så snart muligheden bød sig, samlede hun klassekammeraterne og stykkede et show, en teaterforestilling eller en koreografi til ‘Mamma Mia’ sammen. Hun slæbte dagligt to net med sig i skole med diverse ting og sager hjemme fra rækkehuset, hvis nu et frikvarter skulle fordrives med en optræden, som krævede rekvisitter.

»Jeg tror bare altid godt, jeg har kunnet lide at sætte projekter i gang og blive kigget på«, konstaterer hun. 

Hjemme i Gl.Holte lavede Emma og storebroren utallige shows for forældrene, så da William fik et videokamera i fødselsdagsgave, blev det en glidende overgang til også at begynde at lave film sammen. Den naturlige rollefordeling mellem de to var, at storebroren blev instruktør, mens lillesøster indtog pladsen foran linsen. 

På et tidspunkt udvidede de to deres filmcrew til også at inkludere Emmas veninde og dennes søster, som gjorde Emma opmærksom på, at der var casting på en ny ‘Far til fire’-film og spurgte hende, om det mon ikke var noget for hende at søge rollen som Mie. 

Emma Sehested Høeg med Frederikke Dahl Hansen i ‘Limboland’ sæson 2. (Foto: Xee)

Emma var 11 år, da hun sammen med sin mor stod i kø i ti timer for at komme ind til sin første audition. Da hun havde spillet den påkrævede scene til auditionen, spurgte casterne, om hun kunne lave noget andet, hvorpå Emma trak sit glansnummer op af hatten, som hun havde optrådt med hvert år på sin skoles fødselsdag: en parodi på Dronning Margrethe til stor morskab for casterne.

Emma fik ikke rollen som Mie, men som Mies veninde, Julie. Senere landede hun titelrollen i børne-tv-serien ’Danni’ på DR1.

»Det var klart der, det startede for mig«. 

Modsat det hyggelige og polerede univers i ‘Far til fire’ var der en melankolsk bund og noget på spil i ‘Danni’, som handlede om en forældreløs pige. Som 14-årig blev Emma castet som Selma i filmen ‘Den du frygter’ (med instruktion af Kristian Levring, red.), hvilket stadig er en af de roller, hun er allermest stolt af, fortæller hun. I filmen spiller hun datter af et forældrepar, som spilles af Ulrich Thomsen og Paprika Steen, så hun syntes, det var »ret kæmpe« og var »helt oppe at køre«, da hun fik at vide, at rollen var hendes.

»Der er en scene, hvor Selma finder ud af, at hendes far har gjort nogle ret sindssyge ting mod hendes mor, hvor hun skriger og græder og bliver lukket inde i en sauna. Da de sagde ‘tak’ efter den scene, grinede jeg helt vildt efter at have været igennem nogle ret ekspressive følelser, fordi jeg kunne mærke: Det her er det fede. Det er fedt at kunne gå ind og lave noget, der er så dramatisk, men som samtidig er sjovt at lave«, siger hun og fortsætter: 

»Jeg tror, alle mine følelser ligger så meget under overfladen hele tiden, at det er som at trykke på en knap, og det er virkelig spændende, at jeg har adgang til det, men jeg er ikke sådan en, der tager rollen med hjem, eller som lige skal have fem minutter efter en scene. Det, tror jeg også, handler meget om at have været barneskuespiller og meget tidligt finde ud af, at man er professionel, når man er på arbejde. Du kan ikke bruge tid på lige at komme dig over en scene, du må bare videre«. 

Mistede troen

Selvom Emma allerede vidste, hun gerne ville være skuespiller og musiker, var planen egentlig ikke at søge ind på Scenekunstskolen, da hun nogle år senere stod med studenterhuen i hånden på Rysensteens Gymnasium.

Hun syntes, skuespilkarrieren kørte fint, og samtidig ville hun ikke risikere at miste sin umiddelbare intuition og uforfængelige tilgang til arbejdet, hvis hun blev for skolet og bevidst, selvom hun i dag godt kan se værdien i at få forfinet værktøjskassen med en uddannelse. Til gengæld ville hun gerne lære mere om musik, så hun søgte ind på sangskriverlinjen på musikkonservatoriet i stedet og kom til samtale.

»Jeg sad og tænkte: Den er hjemme, denne her. Og så slutter de af med at sige: ‘Men Emma, burde du ikke bare søge ind på scenekunstskolen på den anden side af vejen, for det er jo indlysende, at du skal være skuespiller?’. Jeg blev super provokeret og sagde: ‘Nej, jeg vil gerne gå her’. Da jeg fik at vide, at jeg ikke var kommet ind tre måneder senere, tog fanden ved mig, og så søgte jeg teaterskolen og kom ind, og så tænkte jeg, at det nok var rigtigt nok«. 

Emma Sehested Høeg var 21 år, da hun blev optaget på Scenekunstskolen i København i første forsøg. Dengang havde hun en »gigantisk« selvtillid og gik ikke synderligt op i, om andre syntes om det, hun lavede, men mere om hun selv var tilfreds med sin egen præstation, hvilket hun typisk var. 

Usikkerheden begyndte langsomt at spire i hende på scenekunstskolen. Indtil da havde hun kun oplevet medvind og rosende ord som barneskuespiller, men nu skulle hun pludselig nulstilles og starte helt forfra. 

»Jeg blev fuldstændig blæst bagover og følte mig så dårlig de første to år«, siger hun.

Emma Sehested Høeg (Foto: Anders Elshøj/Soundvenue)

»Jeg tog alt, hvad lærerne sagde til mig, som kritik: ‘Du har ikke lært det her’, ‘du kan ikke finde ud af det her’, ‘du skal arbejde med det her’, ‘du skal ændre på alt, der fungerer’. Jeg tror, jeg er blevet en stærkere skuespiller af gå på skolen, fordi jeg fandt frem til noget vrede, jeg ikke har haft før. Jeg var bare så vred på mine lærere og på skolen over, at de kunne tillade sig at kritisere så meget, indtil jeg fandt ud af, at det kun er noget, man gør, når man vil have folk til at blomstre endnu mere. Det var derfor, jeg skulle gå på skolen. Jeg skulle lære, at kritik er det fedeste i hele verden«. 

Hun fortsætter:

»Der var en russisk lærer på mit andet år. Hun var så hård. Vi havde arbejdet med noget i to uger og skulle vise det for nogle andre elever på skolen, og så slagtede hun mig. Hun blev ved med at sige: ‘Stop, stop, Emma, what are you doing? What are you doing? I can’t feel anything. I don’t know, who you are’. Jeg blev så utryg, at jeg i stedet for at være til stede og gøre det, jeg følte var rigtigt, prøvede at finde ud af, hvad hun gerne ville have, jeg skulle gøre, og så er man jo ikke fri, og som skuespiller er det vildeste og fedeste at være fri inden for nogle meget kontrollerede rammer. Jeg brød fuldstændigt sammen bagefter og mistede troen på, at jeg kunne noget. Det var en ret vild oplevelse, som blev lidt i mig. Men den største oplevelse var så at møde Jennifer«. 

Fra skam til stolthed

Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen fandt hinanden under opsætningen af forestillingen ‘Yerma’ af Lorca på Scenekunstskolen. Sammen aftalte de at skabe et så rart og trygt arbejdsrum som muligt, på trods af at historien var mørk og brutal, og Emma oplevede, at hun kunne slippe sin nyvundne usikkerhed og alle sine hæmninger og blomstre med Jennifer Vedsted Christiansen som instruktør. 

Samarbejdet mundede ud i den totalt udsolgte afgangsforestilling ‘Velkommen til Pandora’ om kvinden Pandora, der lever i skam efter at have åbnet en æske med alverdens dårligdomme i. Senere fulgte ‘Lolita for altid’, som har repremiere til januar. Forestillingen bygger på historien om Lolita-figuren, i denne version set fra en subjektiv synvinkel i stedet for en objektiv, som er en kvinde, der ikke skammer sig over at flirte sig til alting og spille lillepige-kortet.

»Jeg tror, det, der startede vores teaterforestillinger i How to kill a dog, var, at vi som kvinder har været meget bange for at fylde med alt det, vi i virkeligheden er, fordi vi ikke er vant til at se den kvindekarakter repræsenteret. Heldigvis sker der nogle rigtigt gode ting nu, men der har været meget tendens til, at man har været hustruen, der venter derhjemme, eller at man græder på en sårbar måde, eller at man som kvinde onanerer pænt. Hvor mange gange har man ikke set et nærmest engleportræt af en kvinde i film, der langsomt og blidt rører ved sig selv, og så kommer hun?«.

Emma Sehested Høeg. (Foto: Anders Elshøj/Soundvenue)

Emma fører graciøst hånden ned mod sit skød med et uskyldigt blik i øjnene og stønner kort og kontrolleret.

»Vi har bare lyst til at vise, hvordan det også er at være kvinde, som nogle gange ikke er skidepænt, og som også indebærer vulgaritet og ekstreme raserianfald. Jennifer har formuleret det meget fint: Vi skal være stolte af alt det, vi skammer os over. Det startede med, at vi havde en samtale om, at drenge blærer sig med deres tissemænd fra de er helt små, mens piger gemmer det mere væk. Drenge kommer bare over og viser, hvor mange gange de kan jonglere med en bold og sætter sig på lejrskolen med en guitar og giver et John Mayer-nummer. Det er så sejt, at de kan finde ud af det«.

»Jennifer og jeg ville gerne prøve det der med at blære os mere og sige: Vi er nogen, og vi står ved det. Vi har det også rigtigt spændende over orgasmeulighed mellem mænd og kvinder og denne her fuldstændigt åndssvage jalousi, der kan være mellem kvinder, som i virkeligheden handler om, at man må udkonkurrere hinanden, fordi man skal være den bedste for mændene. Det er jo fucked up«. 

Fornemmer du, at der er sket en udvikling for dig som kvinde i branchen efter Metoo?

»Jeg vælger at fokusere på det positive, for der er stadig meget, der ikke er, som det skal være. Men det gode er, at der er sådan en bevågenhed omkring det lige nu, og det kan jeg totalt godt mærke både på de tilbud, man får, og de samtaler, man har, når man arbejder med et manuskript, hvor man godt kan sige: ‘Vi skal ikke bare lave en kvinde, der er til venstre for manden, hun må også godt fylde’.

»I størstedelen af de film, jeg er vokset op med, er kvinden egentlig bare sådan en, der er til for manden. Derfor er det jo ikke så underligt, at jeg går rundt i verden og føler, at jeg skal please andre og har brug for at se godt ud, men jeg synes, der er en tendens til nu, at vi skal vise alle sider af kvinder – også de grimme og modbydelige«. 

Hvad tænker du om det her fremtidige skrækscenarie, som unge kvindelige skuespillere altid konfronteres med, om at rollerne forsvinder, når man fylder 40?

»Hvis det skulle ske, at jeg måtte stoppe min karriere, når jeg fylder 38, fordi jeg har fået for mange rynker og ikke er lige så sexet længere, så håber jeg saftsuseme, at jeg har energi og ideer nok til at lave dem selv, allerhelst sammen med mine fantastiske samarbejdspartnere. Jeg vælger at ignorere det fuldstændig. Jeg fik engang at vide af en instruktør, at jeg skulle skynde mig at lave noget, inden jeg fyldte 30, for derfra gik det nok ned ad bakke. Det har jeg heldigvis valgt at give en stor fed fuckfinger til, for det er noget værre pis at sige til et ungt menneske«.

Siger man også det til en ung mandlig skuespiller?

»Nej, man gør sgu da ej. Jeg har et længere tidsperspektiv, og det tror jeg, jeg har haft, siden jeg var barn. Mine forældre har altid lært mig, at jeg ikke har travlt med noget. Vi har masser af tid. Og ellers finder vi på noget andet – og i sidste ende er kunsten stor, men livet større«. 

Et tabubelagt emne

Emma Sehested Høeg er blevet selvskabende kunstner, fordi hun godt kan lide at være herre over alle beslutninger, når hun sætter et projekt i søen. Magten og kontrollen over eget arbejdsliv er rar at have, synes hun, selvom hun også meget gerne vil læne sig tilbage som skuespiller og lade andre tage roret i fremtidige projekter, som gerne må omfatte et hav af forskellige mennesker med forskellige baggrunde. 

May el-Toukhy, Anna Emma Haudal og Ruben Östlund er nogle af dem, der står øverst på listen over folk, som Emma Sehested Høeg drømmer om at arbejde sammen med i fremtiden, og så håber hun også på at fortsætte samarbejdet med blandt andre Magnus Haugaard, Rikke Schjødt og Zinnini Elkington (instruktør på ‘En flirt’ og ‘Skifting’, red.).

Først venter arbejdet med hendes og Jennifer Vedsted Christiansens første tv-serie – om kvindelige orgasmer.

»Vi er ovenud lykkelige over, at vi skal skabe en tv-serie sammen. Vi har skrevet på den i snart to år, så det er en gigantisk forløsning endelig at skulle i gang. Det er samme fotograf og scenograf som på musikvideoen, og vi føler virkelig ikke, vi kunne have sat et bedre hold. Det er et tabubelagt emne, som for mange kan føles enormt skamfuldt, og ligesom med vores forestillinger drømmer vi om at befri denne her historie fra skammen og sætte den fri«, siger hun.

Samtidig håber Emma Sehested Høeg, at hun snart får muligheden for at dykke ned i noget mørkt og ulmende, som ikke nødvendigvis er underholdende.

»Der har været meget arbejde de sidste to år, hvor jeg har slået et slag for ekspressivitet, storhed og ekstrem sorg og vrede, og jeg synes, det har været sjovt at ride på den bølge og vise, at man som kvinde godt kan være sjov og sexet på samme tid. Men nu tror jeg også, jeg er klar til at finde frem til det der mellemstadie«, siger hun og nikker.

»Noget uden humor. For som de sagde til mig på skuespillerskolen: ‘Humor og charme har du til indkøbspris’«. 

’Skyld’ sæson 2 kan ses på DR TV. Dame Dearest første single udkommer 5. november. Emma Sehested Høegh og Jennifer Vedsted Christiansens TV 2-serie får premiere i 2022. ’Lolita for altid’ kan ses på Revolver – Østerbro Teater til januar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af