‘Fædra’ på Aarhus Teater vil gerne provokere, men voldsomt sprog og grafiske sexscener er ikke nok

TEATER. Begær, incest og en moden kvindes seksualitet er hovedtemaerne i Aarhus Teaters nyfortolkning af den græske tragedie ’Fædra’.

Fædra forelsker sig i sin stedsøn, Hippolytos, imens hendes mand, Kong Theseus, er borte – i den oprindelige udgave er han draget i krig og forventes død, imens han i denne version har fået et hjertilfælde og ligger i koma.  

Hjernerne bag, forfatter Bjørn Rasmussen og instruktør og scenograf Nathalie Mellbye, har tidligere samarbejdet om succeserne ’Traum’ og ’A Clockwork Orange’. Forventningerne var derfor høje. Tænk provo-punkede, grovmundede, men samtidig skarpe portrætter af komplekse mennesker.

Sådan går det desværre ikke helt denne gang.

Titelrollen spilles af teatrets stjerne Nanna Bøttcher over for Emil Busk Jensen som den meget yngre Hippolytos. Cellisten Amanda Drew spiller den omnipotente Afrodite, på én gang dukkefører, fortæller og, ganske passende for en græsk tragedie, kor.

»I wanna swallow you, like Apollo«, synger Afrodite sensuelt, imens hun med bølgende rødt hår og perler på kinderne er som taget ud af et Botticelli-maleri.

Sammen med det øvrige hold af skuespillere indtager de en af de mest gennemførte scenografier, jeg længe har set.

Det er umuligt at se, hvor Scala-scenen ender, og scenografien begynder. Det varme, gyldne træ, der beklæder salen, glider over i et smagfuldt hjem i mid-century-stil, belyst af bløde spots skjult i panelerne med en mystisk jungleagtig have som bagtæppe.

Lige så flot scenografien er, så passer den overhovedet ikke til forestillingen. Sproget placerer nemlig ’Fædra’ skiftevis i antikkens Grækenland og nutiden på en måde, der virker forvirrende og ikke helt intentionel.

En moderne klassiker

Som det så ofte er med klassikere, er tolkningerne mange, og hver opsætning søger at præsentere plottet på en ny og indsigtsfuld måde.

For eksempel varierer det, om Fædra forelskede sig i stedsønnen af egen drift, eller om en forsmået Afrodite havde en finger med i spillet. Ligesom det varierer, hvor varmt Hippolytos tager imod Fædras tilnærmelser.

Men ’Fædra’ på Aarhus Teater er af den moderne slags, det skal vi ikke være i tvivl om.

”Hippo” går i gymnasiet, dater online, har en Christianiacykel og et sæt håndjern på værelset. Formentlig et forsøg på at fremhæve historiens samtidsrelevans, bare ikke ligefrem logisk koblet til et visuelt udtryk svarende til midten af det 20. århundrede.

Kong Theseus er ikke draget i krig, han ligger i koma, og sorgen over hans tilstand er blandet med lettelsen over, at den lille familie nu er frie fra en voldelig og dominerende patriark.

Hvad end det skyldes Afrodites indblanding eller en gammel besættelse (stykket væver tvetydigt imellem begge versioner), kommer Fædras begær for Hippo umiddelbart ud af det blå.

Det ene øjeblik ser man en usikker stedmor forsøge at stable en tolerabel relation til sin ugidelige stedsøn på benene, og det næste ser man dem indgå – gensidigt velvillige – i en hæsblæsende BDSM-akt.

Spyt i en tekop

Hører du til den sarte slags, er ’Fædra’ ikke noget for dig.

Ikke nok med at varsle barske temaer som incest, voldtægt, partnervold og sadomasochisme, så kan du vide dig stensikker på, at hvor Bjørn Rasmussens er, vil ord som »nakkeost«, »kneppe« og »kusse« uundgåeligt også være.

Han har en sjælden evne til at blande det poetiske med det afskyelige, og hans sprog er ikke alles kop te. Forestillingen tager din tekop, spytter i den og hælder det skoldvarme vand ned i skridtet på dig.

Der hersker ikke tvivl om, at Mellbye og Rasmussen ønsker at provokere, men voldsomt sprog og grafiske sexscener er ikke nok. Det bliver allerede slået fast i åbningsscenen, der ser Nanna Bøttcher onanere (temmelig u-overbevisende) hen over tv’et til optagelserne af atombombesprængningen.

Hendes liderlighed virker forceret, og det føles i det hele taget som om, forestillingen har fået det forkerte ben ud af sengen. Da hun kort efter må afbryde sin selvtilfredsstillelse og gemme sig, fordi Theseus kommer hjem, kan jeg godt regne ud, at det må være fordi, hun er bange for ham, men jeg kan overhovedet ikke mærke det.

Hvad, der på papiret er det perfekte oplæg til en sønderrivende fortælling om en dysfunktionel familie og en moden kvindes begær, ender i en rodet, identitetsforvirret forestilling, der flere gange undervejs kommer til at blande sine egne pointer sammen.

Grimme, grumme Grækenland

Jeg forstår, at man med ’Fædra’ ønsker at illustrere begærets smerte og grimhed. Og jeg kan sagtens se, hvorfor man skulle få lyst at kombinere en klassisk græsk tragedie med Mellbye og Rasmussens beskidte, sexfixerede univers.

Var det måske ikke også Afrodite, der blev født, ved at Uranos’ kastrerede lem landede i havet og udløste sig en sidste gang? Uranos, der både var søn af og gift med Jordens gudinde Gaia og var stamfar til samtlige af den græske mytologis incestuøse guder og gudinder.

Hele vejen igennem  kæmper ’Fædra’ med et selvmodsigende sprogligt univers og nogle skuespillere, der virker usikre og underinstruerede.

Den ellers så spilsikre Nanna Bøttcher, hvis talent tydeligt kan mærkes under overfladen, ender som enutroværdig og distanceret Fædra. Hun ligner mest af alt en, der bare gerne vil hjem.

Kong Theseus i Rasmus Hammerichs skikkelse er mere afventende end dæmonisk i sine få scener med replikker. Han bruger det meste af sin scenetid på at ligge i koma og blive plejet af en seksuelt grænseoverskrinde sygeplejerske (Jamila Chelina Green), der vist nok skal fungere som comic relief, men bare bidrager til forvirringen.  

Det er heller ikke til at finde ud af, om Hippo gengælder Fædras lidenskab, om han føler sig misbrugt af hende, angrer sine handlinger, elsker hende som sin egen mor eller faktisk helst vil frigøres helt fra sin familie og stikke af med den jævnaldrende Alice (Marie Boda). Også her trækker tekst, skuespil og instruktion i hver sin forvirrede retning.

’Fædra’ forsøger med andre ord at fortælle os rigtig mange ting på en gang. Forestillingen skulle have været et portræt af den modne kvindes begær og undergang, men får modsagt sig selv så mange gange undervejs, at den også selv taber tråden.

---

Kort sagt:
Myten om Fædra fortjener en værdig nyfortolkning, men desværre ikke den Aarhus Teater har lavet.