Dansk Youtube-eksperiment ville være svært at holde ud, hvis ikke det var så fedt

Instruktøren bag ‘Det store glitch’ prøver i dokumentarserien'Den anden verden' at hele vores forhold til internettet – og hans første færd er tiltrængt anderledes, sjov og tilpas højpandet.
Dansk Youtube-eksperiment ville være svært at holde ud, hvis ikke det var så fedt
'Den anden verden'. (Foto: Søren Peter Langkjær Bojsen)

SÅ DU DET? Filminstruktør Søren Peter Langkjær Bojsen har haft en drøm. Og selv hvis anekdoter fra folks banale underbevidstheder normalt får dig til at dø indeni, bør du give den her et skud. 

For hvor resten af internettet ikke forstår, hvorfor de aldrig drømmer om deres iPhones, har manden bag den smågeniale indiefilm ‘Det store glitch’ altså drømt, at han scroller. Og er tilsyneladende vågnet op bagefter som en mellemting mellem Descartes og en nichemememager klar til at omsætte sin skærmtid på lollede 24 timer i døgnet til en essayistisk YouTube-serie. 

»Hvad sker der for, at mine drømme fucking scroller?«, spørger han, og kun et par minutters angstanfaldsagtig samfundsdiagnose senere er menneskekroppen omdøbt til »det centrale udgravningsområde« i informationssamfundets gold rush, og enden er nær.

Det er alt sammen formfuldendt formuleret, analyseret og visuelt tæppebombet, hvis man ikke får de alt for irriterende Werner Herzogismer a la vi »doomscroller os mod afgrunden« galt i halsen.

‘Den anden verden’. (Foto: Søren Peter Langkjær Bojsen)

Heldigvis er den paniske intro kun et par minutters bait and switch-manøvre, der hurtigt bliver træt af sin egen hyperbolske undergangsretorik. Kursen omlægges, og en »digital pilgrimsrejse« begyndes i håbet om at finde »en virtuel verden, der er god og smuk og menneskenær«. Første stop er den mytologiserede ‘Minecraft’-server 2b2t.

Og selvom Bojsen fraserer som en forfatterskoleelev og har munden fuld af Hannah Arendt, inkarnerer han også det at være online i sin filmkunst og eksplosive æstetik. Kort sagt ville hele projektet være svært at holde ud, hvis det ikke samtidig var så fedt. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Onde tunger ville måske mene, at det at besøge en Minecraft-server, som Vice udnævnte til spillets »værste sted« for 10 år siden, ikke er så edgy, som det måske kunne være. Og man skal bestemt ikke læse førnævnte og øjensynligt meget inspirerende artikel, hvis man ikke vil have første afsnit af ‘Den anden verden’s konklusioner spoilet. 

Det ændrer dog ikke på, at ‘Den anden verden’ tegner til at blive et befriende bud på, hvordan man forholder sig både personligt og kunstnerisk til teknologi på en måde, hvor det ikke handler om at ringe til stjerneekspert i digital afhængighed Imran Rashid eller putte sin iPhone i fængsel. 

Den letteste løsning på digital undergang ville være at sige »go touch some grass«. Heldigvis er det, Søren Peter Langkjær Bojsen har gang i, langt mere ambitiøst og underholdende. 

Første afsnit af ‘Den anden verden’ kan ses på YouTube. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af