Uuuuh-det-så-svært-at-vær-så-hævngærriiiiig, som Kidd aldrig sang, og dermed velkommen til denne uges medaljeoverrækkelse for de sidste af de eneste to, der undviger vandrende døde og spiller guitar i cinematisk oplyste huller i væggen. Vi springer sporenstregs til:
Ugens MVP
Den går til Ellie-Pellie-Pølseskind for at redde sin udkårne fra et udslettende zombiebid ved at sætte sin egen arm i gebisset. Det er ikke nemt at være verdens frelse på menneskeform, da slet ikke, når man skal holde sin særlighed hemmelig for pøblen.
Enhver anden Casper-Christensen-kind-of-guy ville have erklæret sig udvalgt af Gud, startet en kult og flettet en krone af tørv, mens han vimsede rundt og lod sig bide af enhver zombie, han kunne komme i nærheden af.
Ellie forstår implikationerne af sin aparte egenskab og nødvendigheden af at holde den skjult. Hun elsker bare Dina højere, og det er, hvad man i mellemkrigstiden ville kalde for ’Gjanske kjært’.
Ugens runner up:
Går til de televisuelle tømrere bag kulissen, der putter Se’et i Se-attle og gør det visuelt særpræget. ’The Last of Us’ har ramt et flot balancepunkt imellem den tøjlesløse naturs blomstrende skønhed og forfaldets depressive grå puha.
Ugens scene
Går til flashbacket i introsekvensen, hvor militsen kører rundt i en armeret vogn, mens der bliver fortalt fascistiske røverhistorier.
Det er disse etablerende scener, som gør ’The Last of Us’ til mere end splat og gys. Vi lærer om militærets officielle umyndiggørelse af borgerne i karantænezonerne og om volden, hvormed de fastholdt magten. Vi ser begyndelsen til vendepunktet, da officeren får nok af den totalitære brutalitet og tilslutter sig modstandsgruppen, og vi forstår, at denne modstand nu selv er blevet til sin egen magt, der bekæmper en ny revolution med samme nådesløshed som det monster, de slog af tronen under datidens oprør.
Jeg giver mikrofonen videre til dig, Matthew McConaugheys karakter fra ’True Detective’ sæson 1:
»Tiden er en flad cirkel«.
Tak for hjælpen, Matthew McConaugheys karakter fra ’True Detective’ sæson 1.
»Så lidt«.
Ugens runner up:
Går til scenen hvor Ellie spiller et cover af a-has ‘Take On Me’ på guitar. Bella Ramseys skrøbelige stemme er en skalpel til Ellies forhærdede indre, hvor der sidder en lille klokke af glas, og i klokken smyger raseriet og sorgen sig rundt om hinanden som et flettet reb af dansende flammer, der næres på vævet af et snarligt udbrændt hjerte. Spil noget med Slayer.
Ugens klovnagtighed
Må også gå til Ellie for at banke tankvognens luge durk ned i vognmetallet og sende et tordenbrøl gennem alle byens karreer.
Endnu dummere bliver det, da Dina kort efter konkluderer, at stedet må være forladt, eftersom ingen er dukket op i løbet af 30 sekunder, hvorefter hun dingler ind i en musikbutik og begynder at spille trommer. Vi har ikke ligefrem at gøre med guerilla-kunstens fremmeste fodsoldater.
Ugens runner up:
Går til soldatergruppens leder, der finder sine mænd hængt fra loftet med bugen opsprættet og derpå lader sig inspirere af Fred fra Scooby-Doo: »Lets split up, gang«.
Soldaterne spredes, hver for sig i tusmørket, og bliver overrumplet af Ellie og Dina, en duo så larmende, at det svarer til at blive snigløbet af en Hjem-IS-bil.
Ugens bundlinje
Ellie har omsider fortalt sin hemmelighed til Dina. Dina har fortalt sin hemmelighed til Ellie, og med et barn i maven skulle man tro, det gav mening at vende rundt og hjem og fostre en familie, men niksen bixen Karen Blixen:
Hævntogtet fortsætter til hospitalet ved Lake Hill. Desuden ved vi nu, at ar-tosserne fra sidste episode ikke bare er en gruppe nørder med hamre og knurhår, men en religiøst fundamentalistisk terrorgruppe, der ikke er blege for at hænge folk i halsen, opsprætte deres maver og skyde børn i hovedet med pile.
Vigtigst af alt er vi blevet introduceret for, hvad der ligner lederen af WLF: den forhenværende militærofficer Isaac, der spilles af Jeffrey Wright, som også lagde krop og stemme til figuren i spilversionen, og som desuden løber med …
Ugens torturtale
Det er en uskreven regel, at man skal give en lang og forstemmende monolog, når man torturerer en fange.
Forestil dig, at torturisten (ja, det hedder det) bare smækkede en rødglødende Eva Trio stegepande på brystet af sit offer uden at sige et pip. Nej, vi skal have en cool forhistorie om, hvorfor torturisten kan lide at bruge præcis det våben, hvorfor det er bedre end andre våben, og hvad det siger om hans egen opvækst i Buddingekøbing i 1976.
Heldigvis er Jeffrey Wright en mester i at levere overskrevet dialog, så det lyder som noget, et menneske ville sige. Fantastisk skuespiller.
Ugens urovækkende scene
Går til zombieangrebet i undergrundsbanen.
Puha. Det er ikke rart at befinde sig midt i en horde af kødhungrende, sjæleudslukte, frådende kadavere, der kradser neglene ind mellem skydedørene i forsøget på at inficere ethvert tomt rum med zombificeret kød og derpå stå af Metroen i København, sætte sig hjem i sin lejlighed og endelig tænde for næste afsnit af ’The Last of Us’ bare for at finde ud af, at lyssætningen på actionsekvenserne er skruet ned på ’Game-of-Thrones’-niveau!!
Hvorfor, HBO, skal mennesket pines med dette dunkle tæppe af obfuskerende onyx? Jeg sad på et blækmørkt værelse med computerens ’sol’-bjælke skruet op på tandlægelampe og kunne ikke se et kvæk. Måske er jeg ved at blive gammel. Måske er du for ung. Har du tænkt på det? Videre til:
Ugens sæbeopera-moment
Da Dina ud af det blå bekendtgør: »Jeg er gravid«.
Nu gør vi os bare klar til Ellie: »Jeg har en ond tvillingesøster«.
Og Joel: »Jeg er slet ikke død«.
Indtil – redaktør til denne artikel: »Jeg har fået nok«.
Mig: »Ses i næste uge«.