(Spoiler alert: Læs først, når du har set andet afsnit af den nye sæson ’The Last of Us’)
UGENS MVP
Går bag kulisserne til Neil Druckmann og Craig Mazin for at insistere på bevarelsen af den dødsscene, der fik Gamers til at ’rise up’ og blive sure på internettet. At dræbe Joel er modigt. Så enkelt er det. Det nemme valg er at bevare det, folk kender.
Men ’The Last of Us’ er ikke et eventyr. Serien finder sted i en verden, der går under. Når du dræber et menneske, skaber du had, og had spreder sig bedre end svampe.
En dårligere serieskaber kunne have trukket i land og ændret præcis dén del af handlingen, der gjorde spillet udskældt, med en hændervridende henvisning til at ’tv-serien ikke er spillet’.
I stedet valgte Craig Mazin og Druckmann at holde sig stringent til spillets mest kontroversielle kendsgerning: at historiens elskede faderfigur bliver tævet med en golfkølle (og så af en pige, vorherre bevares, #gamers-rise-up-igen-selvom-vi-lige-har-sat-os) i starten af sæsonen, hvilket er særligt modigt i betragtning af, at Pedro Pascal er seriens mest kendte ansigt.
Ce’st la vie.
Ugens runner up:
Går til Tommy for at flambere en fed zombie med udpræget svampeinfektion i 11. time. Aldrig før har målepinden på en brændstoftank spillet så bærende en rolle.
UGENS KLOVNAGTIGHED
Går til Abby for at være en rigtig Fjumregøj/Morder/Kuglestøber. Først og fremmest insisterer hun på at invadere postapokalypsens svar på Fort Knox med en gruppe af surmulende fodsoldater. Så går hun solo i vintervejr med for tyndt tøj på (lige til en forkølelse), snubler over sig selv og glider på røven ned i tusinde zombiers fælles sovehul, hvilket starter Tredje Verdenskrig.
Så er hun ved at blive kvast under et trådhegn, før hun endelig bliver reddet af Joel blot for at gengælde heltedåden med verdens længste I-expect-you-to-die-Mr.-Bond-monolog.
Hvis Ellie ønsker at hævne sig på sin adoptivfars morder, skal hun være hurtigt ude, før Abby falder over sine egne snørebånd og drukner i en vandpyt.
Ugens runner up:
Går til Didrik-Dårlig-Timing for at provokere svampestænglerne med sin brandøkse, just som zombierne er i fuldt vigør, hvilket nedkalder deres vrede over byen.
UGENS SCENE
Er svær. Kampen om Jackson Hole er selvfølgelig sindsoprivende, men pokalen må gå til seriens værste og bedste øjeblik, da Ellie stormer ind i skihytten og finder Joel blødende på gulvet. Torturscener på film gennemføres sjældent. De bliver ved forestillingen om det grusomme, fordi vi er vant til, at hovedpersonen bliver reddet, netop som sadisten er i gang med at fjerne hans øjne med en glødende strikkepind.
Men det sker ikke. Ellie må overvære Joel modtage straffen for den forbrydelse, som hun omsider var begyndt at forså. Da forsoningen var inden for rækkevidde, bliver det hele taget fra dem. At Ellie indtrængende beder Joel om at rejse sig, og Pedro Pascal faktisk hæver sig nogle få centimeter fra gulvet, er ikke bare hjerteskærende, men decideret ondt. Det er godt.
Ugens runner up:
Da zombierne rejser sig fra sneen: Det er lidt som at se folk i 30’erne vågne på Roskilde Festival, efter Suspekt har spillet på Orange Scene.
UGENS BUNDLINJE
Joel er død. Ellie er vred. Jackson Hole trænger til en renovering. Andet afsnit gjorde The Last of Us færre end før og efterlader et stort hul der, hvor Pedro Pascal skulle have været.
Og nårh ja, så har nogle af zombierne set gamle dvd’er med ’Rick and Morty’ og er blevet klogere, hvilket skaber en tiltrængt forhøjet risiko i en genre, hvor de vandrende dødninge let kan blive et bøvet bagtapet til kampen mellem indestængte mennesker (Ja, jeg kigger på dig, ’The Walking Dead’).
Til sidst to hurtige vandrepokaler:
UGENS RISK MANAGEMENT ASSESMENT
Går til hva-nu-hvis-zombierne-kommer-afdelingen i Jackson Hole. Særligt skud ud til ham, som opfandt de tønderamper af tyndt metal, som lige vipper op til sidst, som en springplanke i en svømmehal, så de eksplosive pakker flyver væk fra fortets palisader og kan eksplodere på behørig afstand.
UGENS MIG IRL
Går til den navnløse mand, der har taget jobbet som flammekasternørd i færdselsåren, hvilket han 100 procent har gjort fordi han troede, at han havde regnet den ud. »Zombierne bryder jo aldrig igennem muren, lol«. Men nu står han så der, med tømmermænd efter nytårsfesten, på fire panodiler og en reparationsbajer, og skal holde 300 fremadstormende monstre i skak med en søjle af ild, hvilket han hurtigt opgiver.
»Hvordan tænder man? Jeg har hovedpine. Er det den lille knap ved aftrækkeren? Eller er det sikringen? Okay, de er pænt tæt på. Aaah-jeg-skulle-have-hørt-bedre-efter-til-intro-dagen. Okay, jeg skrider«.