Spoiler alert: Denne artikel beskriver handlingen i afsnit 2 af ‘The Last of Us’ sæson 2.
‘The Last of Us’-fans med kendskab til spilforlægget ‘The Last of Us Part II’ har siden slutningen af filmatiseringens første sæson ventet på det tragiske choktwist, som kom i den nye sæsons aktuelle andet afsnit.
Her må Pedro Pascals Joel bøde for den blodige afslutning på første sæson, hvor han dræbte 18 Fireflies-soldater og en læge i Salt Lake City for at redde Ellies liv.
Lægens datter, Abby (Kailyn Dever), opsporer nemlig Joel uden for Jackson og lokker ham tilbage til en forladt hytte, hvor hun skyder ham i knæet, torturerer ham med en golfkølle og slutteligt, mens nyankomne Ellie er vidne til det, stikker en dødbringende kniv igennem hans hals.
Nu kommenterer Pedro Pascal det skæbnesvangre afsnit, skriver Deadline.
»Det var ikke sådan, at de (seriens skabere Craig Mazin og Neil Druckmann, red.) sagde: ‘Hey, vi dræber dig i begyndelsen af sæson 2«, fortæller Pascal i et interview med Entertainment Weekly.
»Men der var altid en forståelse af, at den ville forblive tro mod kildematerialet på en bestemt måde, og at den, lad os sige, praktiske og eksklusive forpligtelse ville være til sæson 1. Det var bare et spørgsmål om hvordan og hvornår«.
»Jeg er i aktiv fornægtelse«, tilføjer skuespilleren om Joels skæbne.
»Jeg bliver mere og mere klar over det, jo ældre jeg bliver – jeg opdager, at jeg glider ind i en fornægtelse af, at noget er slut. Jeg ved, at jeg for altid er forbundet med så mange af dem, der var en del af oplevelsen, og jeg må bare se dem under andre omstændigheder – men aldrig under de omstændigheder, hvor jeg spiller Joel i ‘The Last of Us’. Og nej, jeg bruger ikke meget tid på at tænke over det, for det gør mig ked af det«.
‘The Last of Us’ kan streames på Max. Anden sæson består af syv afsnit, hvoraf to i skrivende stund er ude. Sæson 3 er allerede bekræftet.