‘The Last of Us’ sæson 2: HBO-hittet skubber os ud af balance med choks, isnende uhygge og følelsesmæssig nedsmeltning
Første sæson af HBO-hittet ’The Last of Us’ handlede om at finde kærlighed midt i verdens undergang – både i den altoverskyggende faderlige relation mellem Joel (Pedro Pascal) og Ellie (Bella Ramsey) og i de mere romantiske afsnit ‘Long, Long Time’ og ‘Left Behind’.
Anden sæson handler om had, hævn og henrettelse af heltemyten.
Den sidste del fik vi allerede en brutal forsmag på i sæsonfinalen, hvor Joel nedslagtede hele Firefly-basen for at undgå at miste Ellie, der i løbet af sæsonen var blevet hans nye holdepunkt og et spejl af den datter, han mistede i allerførste afsnit.
Fem år senere starter sæson to i sneklædte Jackson, hvor Joel og Ellie lever et tilnærmelsesvist normalt liv bag byens beskyttende mure. De tager på patrulje, fællesspisninger og forsøger at glemme, hvad det kostede at nå hertil. Men forholdet mellem dem knager. Ellie er flyttet ud i garagen og holder Joel ud i strakt arm som en postapokalyptisk teenager. Eller måske bare som én, der har gennemskuet den løgn, Joel gemmer sig bag.
Joels blodige massakre på Firefly-hospitalet har ikke bare skabt sprækker i forholdet til Ellie, men har også efterladt dybe spor i Salt Lake City. Her samles de få overlevende Fireflies omkring gravene umiddelbart efter massakren, og midt i sorgen står lægens datter Abby (Kaitlyn Dever), som sværger, at hun vil finde manden, der dræbte hendes far.
Første afsnit genetablerer den verden, vi kender, men slår samtidig en markant ny tone an. Brutaliteten i den nye sæson mærkes ikke kun i karaktererne, men er også indlejret i omgivelserne. Det frodige, solbeskinnede og til tider næsten destruktivt smukke Austin fra første sæson er byttet ud med det golde, vinterbidte Wyoming. Her står forladte skilifter, sneklædte landskaber og skæbnetunge skihytter som spøgelsesagtige påmindelser om, at der engang var liv, varme og glæde. Men ikke uden for Jackson. Ikke længere.
Stemningen er gennemgående dyster med kun få jokes og Ellies ensomme kærlighedssange på guitar, som antyder et skrøbeligt glimt af håb i en verden, der ellers er gabende tom for lys og lethed.
Og selvom det postapokalyptiske univers stadig er befolket af (utroligt mange) svampeinficerede zombier og drysset med kærlige nik til spillets mekanikker (som når Ellie kaster en flaske i første afsnit i bedste stealth-mission-stil), er det ikke monstrene, men menneskene, der gør ondt. Det er her, serien bider sig fast. Og selv gør ondt på seerne.
Sæsonen er propfyldt med flashbacks, tonale skift og chok-effekter, der konstant skubber os ud af balance. Fortællingen hopper ubesværet mellem fortid og nutid, mellem rørende øjeblikke og isnende uhygge. Stemningen skifter fra ulmende stilhed til fuldkommen følelsesmæssig nedsmeltning. Og tilbage igen. Uden nogensinde at miste grebet om kernen: menneskelige valg og deres konsekvenser, had og hævn.
Serien snubler dog over hovedforfatter Craig Mazins beslutning om at dele spillets fortælling op i to – en beslutning, der efterlader én med en lidt halv fornemmelse.
Når man (lidt for hurtigt) når til slutningen, giver det god mening, hvis man kender spillets struktur. Men for seere uden spilbaggrund vil tempoet muligvis føles forhastet, og særligt slutningen og payoff’et kan virke abrupt. Man sidder tilbage med en klar følelse af, at de mest centrale temaer for alvor vil finde deres plads i tredje sæson, heriblandt Abbys plads i fortællingen.
Det er umuligt at nævne ’The Last of Us’ uden at komme omkring den kontrovers, der har klæbet sig til spillets (og nu seriens) fortælling. Allerede i første sæson skabte de to afsnit med queer kærlighedshistorier – henholdsvis mellem Bill og Frank og mellem Ellie og Riley – massiv debat. Det affødte både review-bombing og hadefulde kommentarer fra de mere rådne dele af internettet, alene fordi karaktererne elskede nogen af samme køn.
Allerede før sæson to havde premiere, begyndte kritikken fra dele af fanbasen at rulle ind. Bella Ramsey blev igen mødt med brok fra keyboardkrigere, der mente, hun ikke “lignede” Ellie særligt med spillets Part II in mente, hvor karakteren er ældre og mere fysisk trænet. Kaitlyn Dever, der spiller Abby, fik til gengæld hug for ikke at være “bøf nok” til rollen.
Men både Ramsey og Dever leverer stærkt.
Ramsey, der i første sæson som 19-årig spillede en 14-årig, portrætterer nu en Ellie tættere på sin egen alder – og gør det med tyngde, troværdighed og rå charme, mens hun tager os ind i mørke afkroge af den postapokalyptiske verden.
Dever går til Abby som en kompakt, hårdtslående militærmaskine, man ikke har lyst til at fucke med. Hun er måske ikke bøf som en proteinshoppende gymbro, men har stadig en tilstedeværelse, der giver Abby lige præcis det, hun har brug for. Had, had og atter had.
’The Last of Us’ udfordrer igen forestillinger om krop, køn og helteroller, og det er præcis dét, der gør serien vigtig. Den nægter at føje den klassiske, mandlige gamerfantasi. Og det gør ondt på nogen. Heldigvis. For kontroversen beviser om noget, at historier som denne stadig er nødvendige.
Jeg glæder mig til at se kernehistorien i ’The Last of Us: Part II’ folde sig ud for endnu flere med al dens smerte, skønhed og moralske tvivlsspørgsmål. Det bliver dog først rigtigt i den allerede annoncerede tredje sæson.
Kort sagt:
Nej, Bella Ramsey ligner ikke spil-Ellie på en prik. Og nej, Abby er ikke en bred som et skur. Til gengæld er anden sæson ’The Last of Us stadig et isnende opgør med helteroller, had og hævn.
Anmeldt på baggrund af hele anden sæson.