Ugens MVP
Går til apokalypsens Michael Jalving (Gamle Seth) for at eksemplificere forstokkethedens gyldne bagside: beslutsomhed og handlekraft. Den moralsk mest forsvarlige beslutning tilhører selvfølgelig hr. Carlisle, der, som den sidste planlagte taler på mødet, highroader hele forsamlingen med en god omgang vend-din-kind-eller-forsvind-filosofi, men tvivlens nådegave danner altså ikke forlæg for fed action, og vi vil se blod for Joel.
Lad livets tjære flyde i Seattles fordømte rendesten som fortabte floder udsprunget fra helvedets mave, hahahahahaha.
I øvrigt +5 point til Seth for at have en cool stok, som han holder foran sig med begge hænder hvilende på toppen som Notorious B.I.G. der jo var kendt for nummeret ’Somebody’s Gotta Die’ fra albummet ’Life After Death’ (1997). Coincidence? Det tror jeg nok. Videre.
Ugens runner up
Går til Jesse for at berolige Ellie, før hun skal fortælle sin side af sagen til mødet. Sikke en fin fyr.
Ugens klovnagtighed
Går til Scott, der rejste sig på selvsamme møde for at deklarere, at der bør investeres mere i kalkuner og mindre i høns og dermed vise, at denne type mødedeltager, der altid har ti ting til punktet ’eventuelt’ og kan begive sig ud i Marlon Brando’ske ’Apocolypse Now’-monologer om problemet med sæbedispenseren ved køkkenhåndvasken, desværre er lige så levende efter verdens undergang, som man ville ønske, at de var døde forinden.
»Øh, ja det var bare lige for at binde en knude på det med zombierne, så synes jeg, vi skal skyde mere mod vindretningen, så det ikke larmer for meget for os, der skal malke gederne på det tidspunkt, hvor ekspeditionerne er tættere ved murerne, for jeg ved ikke, om I har hørt om langvarig tinnitus, men vi kan eventuelt genbesøge det, når…«.
Ugens runner up
Går til Ellie for at ville tilbagelægge 1.400 kilometer til Seattle i flade sneakers. Selv ikke Will Smiths karakter fra ’I Robot’ ville stole så meget på All-Stars.
Ugens scene
Ugens scene er ikke nem at grave frem fra et adstadigt afsnit, men må alligevel lande i de sidste minutter, hvor det bliver åbenlyst, at den militaristiske WLF-klan er langt større end hidtil antaget og altså ikke bare består af klodsede Abby og hendes ensemble af surmulende kompagnoner med strikhuer og trangia-sæt.
Big ups desuden til concept art-departementet og den scenografiske afdeling for at skabe et postapokalyptisk Seattle, der er både smukt og bedrøveligt og ikke mindst super flot, men usmart at være søvnløs i, medmindre man er Tom Hanks og lader sig interviewe i et radioprogram, som en ung Meg Ryan lytter til, ikke at forveksle med plottet i ’You’ve Got Mail’, der også er med Tom Hanks og Meg Ryan, men handler om internetdating, men jeg har tabt tråden lidt, så lad os hoppe videre til:
Ugens runner up
Går til hele mødescenen i Jackson Hole. Rabalder og udsplattede hjerner er cool, men jeg kan godt lide, at serien tager sig tid til at vise det overlevende samfunds praktiske og tekniske spidsfindigheder: Hvordan skaffes der vand og mad, hvem helbreder sår, hvordan træffer byen beslutninger og andre små ting, der giver universet tykkelse.
Ugens bundlinje
Rådets beslutning er klar. Jackson Hole er ikke klar til at miste sine bedste mænd til gengældelse i en tid, hvor ressourcerne bør bruges på genoprettelse. Demokrati kan derfor rende og hoppe, synes Ellie og tager sagen i egen hånd.
Heldigvis er hun flankeret af sit snarrådige crush Dina, og med hjælp fra hende og sin fortidige fjende, der var streng til nytårsfesten, men glad for blodhævn, ender vi hurtigt i Seattle uden for meget dillerdaller.
Problemet er bare, at byen vrimler med fjendtlige tropper, så hvordan finder de lige den lille klodsmajor til Abby, og hvis de gør, hvordan får de ram på hende? Rollerne er vendt på hovedet, og nu er det Ellie og Dina, der kigger udefra og ind på en umulig situation.
Desuden er der et helt andet spørgsmål. Hvem er …
Ugens obligatoriske spontane postapokalyptiske religion
Der må sidde nogen med et æggeur og vente, fra den første atombombe falder, og til 15 minutter over det sidste krater er røget af, før han indgraverer en stregtegning i panden med en passernål og render gennem byen med to stegepander løftet i hænderne, mens han tilbeder månens livmoder. For det går saftsuseme hurtigt med at danne fuldbyrdede religioner i postapokalyptiske fortællinger.
Her er det så ’arrene’, der har valgt at snitte sig i hovedet a la en omvendt Heath Ledgers Joker, så snittet starter nogle centimeter fra mundvigene og bevæger sig over kinderne og ligner den streg, man fik i ansigtet under coronakrisen, hvis man faldt i søvn i toget med sit mundbind på.
Ellers ved vi kun fire ting: De tilbeder en kvinde, de går med hamre, og de kan fløjte virkelig højt. So It Was.
Ugens salt-i-året
Går til HBO for at have fjernet silhuetten af Joel i den grafiske introsekvens, bare lige for at minde os om at verdens bedste morderiske stedfar er afgået uigenkaldeligt ved døden.